Kom! du vakler jo af Træthed
Og kan ikke taale Støvet;
I de smuldrende Ruiner
Har vi alt for længe tøvet.

»O, jeg kan mig ej løsrive
Fra det lille, sorte Billed!
Ser du, hvad af Oldtidsmythen
Konstneren har forestillet?

Psyche — hvilken Engleskabning —
Pint af trende Amoriner!
O, hvor megen martret Uskyld
Ligger der i hendes Miner!

En har bundet hendes Hænder,
Og den anden med sin Fakkel
Brænder lige under Brystet
Den afmægtigblevne Stakkel.

Men den tredie, som svæver
Over hendes Hoved — Grumme!
Hælder ned i hendes Lokker
Giften af sin gyldne Kumme.«

Daggry var det, Dæmringstiden,
Der hvor Nat og Dag sig møde;
Endnu brændte Lampen stille,
End var Alting tyst og øde.

Og sit Hoved op fra Puden
Rejste hun, det skjønne Ho’de,
Om hvis Hals i sød Forvirring
Lokkerne sig dunkelt snoede.

»Skuffes jeg? hvad eller er det
Sang fra Kirken, jeg fornemmer?
Hvilket Chor! som Psalmetoner!
Hvilke klare, rene Stemmer!«

Lyttende imod min Skulder
Hun den blege Pande trykked,
Nys af Brudekrandsens Roser,
Nu af Dødens Perler smykket.

Og jeg greb de matte Hænder:
»Nej, du skuffes ej; mit Øre
Ogsaa kan fra Gadens Dybde
Stemmerne, Choralen høre.

Fødselsfesten hos en Gjenbo,
Helligholdt af unge Drenge,
Lod de glade Melodier
Gjennem Morgenluften trænge.«

— Ak, jeg vidste det langt bedre!
Dyb og alvorsfuld var Klangen;
For en Døende i Natten
Hævede sig Sørgesangen.