Rask hvirvles vi i Tidens store Dands,
Vildt famlende blandt Haabets gyldne Ranker;
Til Kamp, til Lyst gaar Vejen, Hjertet banker —
Da tabes Øjeblikkets friske Krands.

Da røver Glemsel det Forgangnes Glands;
Men huld og blid en Mø paa Yejen vanker,
Og følger efter med sin blege Krands.

Naar Øjet stundom da tilbageskuer,
Da staar hun smilende, paa Krandsen peger
Og ved hvert lille Blad fornøjer sig.

Naar ogsaa Dem bestraale Mindets Luer,
O gid der da i hendes Blomsterbæger
En duftsød Reseda maa staa for mig!

Din Grav, Holberg, er smuk; vor Wiedewelt har bygget
Dig ret et prægtigt Skrin, af Kirken overskygget.
Godt, at man satte dig blandt gamle Heltes Ben!
Dog taler ej din Aand fra disse kolde Sten;
Her gaar du ej igjen, saalidt som dybt i Lunden
Ved Aaens grønne Bred, naar Maanen er oprunden;
Ej svæver du i Storm, omsust af Skyers Hær,
Og ej paa Marken gaar i Lynets blanke Skjær.
Langt snarere man vil dig i en Landsby træffe,
Hvor Porten staar paa Klem og alle Hunde bjæffe,
At skue roligt til, foruden Ve og Ak,
Maaske hos Pigen selv, i Engen, paa en Stak.
Du skræmmer Ingen bort, du smiler, rækker Haanden;
Med Guldsnor om sin Hat, fuldpaaklædt vandrer Aanden.
Og vil man følge dig til Gravens stille Læ,
Da gaar du langsomt hen, hen til et Hyldetræ.
Opklappet, pyntet nys, den smalle Høj sig strækker,
Og Arv har hegnet den med tætte Buxbomhækker.
Did gaar Pernille tidt, bevæget, sælsom rørt,
Om Morgenen, med Sand og Blomster i sit Skj ørt.
Men fjernt, fra Hyttens Qvist, naar Dæmringen indbryder,