Se, Naturen føler Smerte;
Ak, af Venner har den Faa,
Som den kan betro sit Hjerte,
Og som kan det helt forstaa.
Blegnet er en skjøn Phantast,
Feberdrømmen alt forbi,
Med et Smil hans Øje brast,
Røsten med en Melodi.

Det Foragtede paa Jorden,
Narrens latterlige Færd,
Ej af ham forsmaaet er vorden,
Han har vist det Latter værd.
Ingen Pidsk, ej Hadets Kanter,
Kjærlighed han Daaren bød:
Skriv Sonetter, arme Fjanter!
Nu, da Digteren er død.

Men til Gravens stille Høj
Pudlen trofast vandrer hen,
Dvæler uden Glam og Støj,
Fælder Taarer for sin Ven.
Katten selv — hvor kan den andet? —
Did om Midnat gaar med Gys,
Lægger Hovdet ned paa Sandet,
Øjet skjænker Graven Lys.

Børn, hvis Skjald han gjerne var,
Smaa og store, ligegodt!
Flor om deres Kjephest har,
Sort er deres Dukkeslot.
Alle nu vemodig skue
Paa den tomme, øde Krog,
Hvor ved Phantasiens Lue
Han sit Sagn af Barmen tog.

Sørg ej, Venner! Skjæmt og Lyst
Har han ej i Døden glemt.
Frit og herligt er hans Bryst,
Ej en Tone er forstemt.
Højere hans Røst nu klinger,
Dybere hans Digte gaa.
Vi med Længslens spæde Vinger
Anende ved Graven staa.

Se, hun har de trinde Arme
Ængstelig mod Døren strakt,
Kaster i sin bitre Harme
Sølverranglen med Foragt,
Som dog ellers aarle, silde
Kunde hendes Sorg formilde;

River i sin Kniplingshue,
Flaar den bløde Strimmel ned,
Viser, ogsaa hun har Lue.
Du skal se, at hun var vred.
Nu hun holder ud ej længer,
Skriget sig fra Brystet trænger;

Lytter saa: mon Ingen hører?
Skrig fordobler hun og Raab,
Øjet sig i Graad indslører;
Ak, hun har endnu dog Haab!
Tale kan den Stakkel ikke,
Hulker kun med Taareblikke.

Læben skælver, Stemmen bryder,
Kummeren paa Panden staar,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>