81 (Aarestrups samlede digte)

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Petrus i Rom - Undskyld mig, bedste Ven - Jeg sad med dig bag Mal ver huldt i Skygge

scanned image

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Han tør ej Gud anraabe.
Hvor Romerporten hvælver,
Han fejg for Vagten skjælver,
Tæthyllet i sin Kaabe.
Han sniger sig, det regner,
Han slipper ud og blegner,
Tør ej mod Himlen skue.
Med Bjerge, Skov og Hækker
Landet sig yndigt strækker
Og smiler med sin Drue.
Da kommer ham i Møde
En Mand, hvis Vunder bløde,
Omsust af Nattevinden,
Paa Ryggen Korsets Planke,
Om Panden Tornens Ranke,
Og Draaber Blod paa Kinden.
Et himmelsk Lys ham krandser.
Petrus paa Vejen standser
Og kjender Gud, sin Herre.
I Støvet han sig kaster
Og spørger: »Ak, hvor haster
Du hen, min Gud og Herre?«
Blidt svarer ham den Høje,
Med Smertens Graad i Øje;
»Til Rom, at sone Brøden.
End eengang vil jeg lide;
Thi de, jeg sendte, stride
Ej mer; de frygte Døden.«
Da voved Petrus ikke
At hæve sine Blikke.
Han græd, han skjalv som Sivet
Og sukked: »Jeg vil drage
I Fængslets Dyb tilbage,
Min Gud! og vinde Livet.«
Begfakler brændte. Hallen
Gjenlød af Vagtens Kalden,
Da Petrus til dem ilte.
Man bragte Bolt og Tvinge,
Slog ham i Lænkens Ringe;
Men han — Guds Vidne — smilte.

1824.

Undskyld mig, bedste Ven!

Undskyld mig, bedste Ven!
Du savnes ikke mer;
Jeg gaar min egen Vej,
Forelsket, som du ser.

Og du, Natur, vær s’god:
Lad dine Drosler slaa,
Riv dine Farver ud
Og stryg dem paa det Graa!

Tillad! Som fordum vel
Jeg hænger ved din Arm;
Men jeg har intet Blik
For Rosen ved din Barm.

Mig har Forliebelsen
— Imellem os, som sagt —
I Daarekisten halvt
Og halvt i Himlen bragt.

1824.

Jeg sad med dig bag Malver huldt i Skygge.

Jeg sad med dig bag Malver huldt i Skygge,
Vi talte intet, krybende blev Tiden,
Besværlig sad vor bedste Ven ved Siden,
Jeg saa dig Bladene af Busken rykke.

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Project Runeberg, Sat Dec 9 01:01:45 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >> https://runeberg.org/aarestrups/0085.html

		Aarestrups samlede digte / 81 (1913) Author: Emil Aarestrup With: Otto Borchsenius Table of Contents / Innehåll \| << Previous \| Next >>
	Project Runeberg \| Catalog \| Recent Changes \| Donate \| Comments? \|