Min Glut forstaar at løse Sjælens Knuder,
Fortvivler ej, om ogsaa Traaden kurrer;
Hun trækker Sødme af de skarpe Burrer
Og samler Bær, hvor Afgrundskanten luder.

Om Skjæbnen end i Vægterhornet tuder,
Og Rædslens store Hund i Mørket knurrer,
Roligt sit muntre Tankehjul hun snurrer
Og nynner Visen om de høje Guder.

Og hun har sagt, at om end Laurbærkrandsen
Faldt af mit Hoved, faldt som visne Blade,
Og i dens Sted vildt hvirvled Helvedsglandsen;

Hun vilde dog mit Hjerte ej forlade,
Men selv i Mørkets slangefyldte Dale
Min arme Sjæl med Kjærlighed husvale.

Hvad vil du her? hvad søger du ved Huset?
Dets Dør er lukt; ej høres Lyd derinde.
Kun Edderkoppene i Salen spinde,
Og Bulmeurten suger Gift i Gruset.

Du dvæler end? har dig en Drøm beruset?
Her stryger over brusten Gavl og Tinde
Harmonisk ikke Nattehimlens Vinde;
Det Taarn, du stirrer paa, har Lynet knuset.

»O lad mig dvæle, hvor jeg helst vil dvæle;
Lad mig kun ensom i den brede Skygge,
Hvor Muren højt mod Skyerne sig rejser!

De fromme Svaler ved Gesimsen bygge,
Paa Taget Storken i sin Rede knejser;
Og Maanskin er her jo og Dødes Sjæle.«