Forgjæves! Min Længsel
Kun søger de Lokker,
Hvis brunlige Trængsel
Din Tinding omflokker.

Forgjæves! Min Tanke
Kun vandrer og leder
Om Lokkernes Ranke,
Du fletter og breder.

Forgjæves! forgjæves!
Min Uro, min Længsel
Ej finder sin Hvile
I Skyernes Trængsel.

Forgjæves! forgjæves!
Min Længsel, min Vaande
Ej finder sin Lindring
I Blomsternes Aande.

Forgjæves! forgjæves!
Ej Mylder af Vinen,
Ej kjølige Druer
Formindske mig Pinen.

Forgjæves! Min Tanke
Sig ængster og vaander;
Kun Duft af en Ranke
— Din Haarloks — jeg aander.

Forgjæves! Den Ranke,
Som dulmer min Smerte,
Omslynger, du Slanke,
Din Barm og dit Hjerte.

Forgjæves! Jeg søger
Hin Sødme, som brænder
Hos dig allevegne
Paa Mund og paa Hænder.

Forgjæves! forgjæves!
Den Snoning, den Knude,
Jeg ønsked at løse,
Er langt fra min Pude.

I Skovenes lune,
Dæmrende Tætning
Omgav mig den brune,
Knudrede Fletning.

Mig svalte det Mylder
Af Løvet, som kruset
Og ringlende fylder
Solsiden af Huset.

Blandt slingrende, bløde
Slyngplanter og Ranker,
Der sank mig i Møde,
Jeg famled i Tanker.

Paa Skyer jeg stirred,
Hvis drivende Mængde
Sortkrøllet, forvirret
Om Maanen sig trængte;

Paa Tangen, der løftes
Og slynges tilside,
Hvor Bølgerne kløftes
Skummende hvide;

Paa hvirvlende Vover
Fra Fossen, som falder
Henslørende over
Blegrøde Koraller;