Tag dette Kys og tusind til, du Søde!
Lad Øjet tale frit; Amor indskrænker
Kun Stemmens plumpe Sprog, og i hans Lænker
Kys og Omfavnelser er ingen Brøde.

Jo tiere sig vore Læber møde,
Jo mer berust paa Ingenting jeg tænker;
Min Prosa jeg til Cancelliet skjænker,
Og saa kan Rim og Vers elskværdigst gløde.

Vel føler jeg, for Elskovsild tilfulde
Ei Formen, skal den være ren og plastisk,
Kun den, som dine Arme aabner, Hulde!

Men for min Tænksomhed et Net jeg fletter,
For mine Visdomssuk et ret elastisk
Og dog et smukt og snevert, i Sonetter.

Hvad disse Haandtryk, disse Blik betyde?
Hvad Favntag egentlig og Kys vil sige?
Det kan alene vore Hjerter, Pige,
Du lille Nar, hvor kan det Hjernen bryde?

Men naar jeg ser dig mine Kys forbyde
Og for mit Øje, min Omfavning vige,
Saa maa jeg gribe til det Kjedelige
Og lade fra min Læbe Visdom flyde.

Vid da: endel kan Stemmen tolke fyndigt
Og med poetisk Kraft fra Hjertet vælte,
Men noget dog, det Sødeste, slet ikke.

Og derfor Læber, Arme, Barm og Blikke
— Hvad skal jeg kalde det? — de sammensmelte
Til et Slags Tungemaal, saa stumt som yndigt.

Paa hine Stene stod hun,
Letsvævende, den Søde —
Endnu i Aftensolen
Ser jeg dem fjernt at gløde.

Ved denne frosne, stive
Indsø stod hun, den Smukke —
Hvo havde tænkt, at Søen
Endnu vel kunde sukke?

Ved disse hule Pile
Tog hun engang sit Sæde —
Jeg ser dem end halvdøde
I Ensomheden græde.

Og jeg — jeg, som var borte
Og neppe modtog Breve —
Hvo havde tænkt, at jeg vel —
at jeg endnu kan leve?