Den, som vor Herre bedst for Tungebaandet skar,
Han efter de fornødne Buk
Tog Ordet først og sagde med et Suk,
Idet han peged paa sin Ven: »De ser
Der en Ulykkelig — lad mig ej sige mer!
Hans hele Slægt, jeg selv, vi skal<b></b>
Taknemligen erkjende det, ifald
De kan igjen forskaffe Manden
Det saa Nødvendige« (han pegede paa Panden);
»Al Skaansomhed, al Hjelp, Hr. Directeur,
Alt som anvendes skal og bør —
Tilgiv, De ved det bedst;
Men her« (han lagde Haanden paa sin Vest),
»Her banker noget, som — skjøndt med Bekymring — trygt
Betror en Ven til Deres Konst og Kløgt.«
Den Kloge hostede, han smilede, blev stum,
Bifaldt den Gales Snak med et ironisk Hum,
Gav Vink og Øjekast, besaa
Lidt haanligt Neglene, udbrød tilsidst: »Haahaa!«
Men Directeuren, han, som ej omsonst
Var routineret i sin Konst,
Trak Klokkestrengen blot
Og sagde til den Gale: »Godt!«
Den Gale bukkede og gik sin Vej.
»Gudsdød! han er den Gale, ikke jeg!«
Udbrød nu pludselig den kloge Mand;
»Stop ham! han er fra sin Forstand.«
»Det ved jeg nok,« gjensvarte han med Kulde
Og med et høfligt Smil den tillidsfulde,
Med Ordner decorerte Directeur,
Der havde set saa mange Gale før;
»Det ved jeg nok, min Ven! men kom.
Her er et Værelse, behag at se Dem om.
Vi tales nærmere, vi to. Adieu! —
Før ham i Mezzaninen Litra Ø!«
Den Kloge førtes bort, fik sit Lukaf,
Sin Brix, sit tynde Ø1; han gav
Forklaringer, Beviser, truede, blev grov —
Man svarede blot med en Ende Toug.
Og ved en smal Diæt, ved Prygl, som han fik tidt,
Forsvandt hans Raseri lidt efter lidt;
Han troede selv tilsidst, at han var gal,
Og døde i det samme Galehospital.
Den Gale, som gik fri, blev en fornuftig Mand
Og hængte sig om nogle Aar med fuld Forstand. Det kan Enhver af os imellem hænde.
Det Gale fra det Kloge ej at kjende.
|
