Aarestrups samlede digte / 92 (1913) Author: Emil Aarestrup With: Otto Borchsenius Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Tidlig Skilsmisse

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Hans sorte Rytternæver Pistolerne, skarpladte. Og langsomt steg i Sadlen Den adelige Fændrik Og sagde til Dragonen Med sagte Stemme: »Hendrik! Ifald jeg ikke kommer Igjen — som nok kan være — Besørg mig disse Breve Og sig, det gjaldt min Ære.« Han gav sin Hest af Sporen, Ildgnister fløj fra Hoven; De sorte Krager svang sig Med Skrig op over Skoven. Der faldt et Skud langtborte — Og eet endnu — ej flere; Men paa den lyse Hvælving Steg Solen mer og mere. Det blev den mørke Aften, Fra Slottet ned i Dalen De høje Vindver straalte Og kasted Lys fra Salen. Orchestret lød. Mundskjænken Sig gjennem gyldne Haller Med Purpurvinen trængte I funklende Krystaller. Den unge Frøken, yndig, Skjøn som en Bajadere, Slap pludselig i Dandsen Sin sorte Cavaliere. Hun lyttede, hun hørte — Hun hørte det alene — En sagte Lyd langtborte, Et Trav paa Broens Stene. Hvor steg og sank de runde, De liliehvide Skuldre! Hun hørte ej Trompeten, Ej Paukens Hvirvel buldre. Hun kikkede fra Ruden Ud i det natlig Dunkle — Hun saa i Slottets Gjenskin En Hjelm, et Kyrads funkle. I hendes Løb paa Trappen Guldkammen fløj af Haaret, Den hele Blomsterfletning, Hun nylig havde baaret. Det var ej ham, hun vented; Med Sorgens Budskab skrevet I sine mørke Miner Dragonen bragte Brevet. Hun rev det fra hinanden — Hun svimled — faldt som knuset — Man finder intet Marmor Dejligere strakt i Gruset. Det er den aarle Morgen, Det røde Skjær af Solen Farver den gamle Frøken, Som slumrer i Lænestolen. Ferskentræerne blomstre Og Mandlerne i Haven; Men hendes Hud er falmet, Som Alabast paa Graven. Der staar et Ligvers skrevet I Furerne paa Panden, Og sine blege Hænder Hun folder i hinanden. Medynksom Kakaduen Det gule Hoved bukker,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>