Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den 19de Juni 1851.
Det var en liflig Sommerdag;
I Gaarden blandt kjølige Linde
— Hospitalets grønne, susende Flag —
Boltred sig Vestenvinde.
Professoren holder Bryllup idag —
Ud, hvor Strandluften strømmer!
Af Ungersvende et lystigt Lag
For Parret Pokalen tømmer.
Dengang var ikke een Gud mig nok —
Svimmel vaklede Fyren
Imellem Asklepios’ Slangestok
Og Musens Skjød med Lyren.
Tredobbelt følte jeg mig dengang
Hygeas Præst beslægtet,
Ham, der baade Pleklret svang
Og paa Ivathedret fægted;
Hvem Aphrodite, gunstig og mild,
Fordi han erotisk brændte
Og vogted over sin Ungdoms Ild,
En elskelig Hustru sendte.
Og fem og tyve Aar har ej løst
De sympathetiske Knuder,
Der dybt i Mandens og Ynglingens
Bryst
Blev knyttet af mægtige Guder.
Hav Tak for det Vidnesbyrd derom,
Jeg fik fra den Hempelske Lade —
En poetisk Luftning, idag det kom
Med Duft af de friskeste Blade,
En Krydder fra de sundeste Strøg,
»Indviftet af Musens Vinge,«
Et sindrigt Smykke, et Konstforsøg
I femten brogede Ringe,
Saa kjækt udskaarne, med Krøller og
Kant,
Saa uafhængig af Moden,
Som Folderne i det lette Gevandt,
Der synker Cythere til Foden;
Værdige til den skjønne Krands,
Sølvbryllupet fæster i Haaret,
lldfulde som den Ungdoms-Glands,
Begge i Livet har baaret,
Og som — det styrke Himlen til —
Med stadig Lue vil brænde:
En trofast, ægte Kjærligheds-Ild
Hos Begge til Livets Ende!
Vilhelmine Alvilda
Uns-gaard, født Herbst
Den 8dejuli 1851.
Med omvendt Fakkel saa vi Englen
træde
Til Huset, hvor de Lykkelige boede,
Hvor endnu frisk sig Brudekrandsen
snoede,
Hvor Hjertet bankede af Moderglæde,
Hvor Vuggen opredt ventede den
Spæde;
Men Moer og Barn det stumme Vink
forstode,
Til Englens Himmelflugt de sig
betroede,
Tætslyngte, Haand i Haand, en yndig
Kjæde.
Kun med et Smil blev Mandens Graad
besvaret,
Et smerteligt Farvel med et forklaret —
Er da et Savn Alt hvad der efterlades?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
