Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der ruller Planken i sit Skjød
Og kaster Svømmeren med Latter
Paa Strand, for ej at rejses atter —
Saaledes denne Mumlen lød —.
Hvis var det Navn? Hugos — ham,
som —
Det aldrig ham i Tanker kom —
Hugos — hans eget Barn, hans Søn
Med En, han elskede i Løn,
Frugt af hans Ungdoms vilde Dage,
Da sig Bianca lod bedrage,
En Mø, hvis Daarskab var saa stor,
At tro paa ham og paa hans Ord.
Han trak sin Dolk, til Myrden
færdig,
Men gjemte den igjen og bed sin Læbe;
Skjøndt til at leve nu uværdig,
Saa faur en Ting kan han ej dræbe,
Mindst smilende, i Søvne der.
Nej, mer: han vækkede hende ikke,
Men stirred blot med Dødsens Blikke,
Som, vaagned hun af Henrykkelsen,
Vilde isne hende i Søvn igjen.
Den Lysning, Lampen til hans Aasyn
sendte,
Paa tykke, tunge Draaber brændte.
Hun talte ej mer, hun roligt blunded —
Men i hans Sjæl var hendes Liv
udrundet.
Ved Daggry søgte han og fandt
I mangt Udsagn fra hver en Kant
Beviser for en rædsom Viden,
Deres Brøde nu, hans Jammer siden.
De længe tause Damer hige
At fri sig selv, og de bekjende
Brøden , Skammen, Alt om hende;
Neddysses Intet kan — de sige
Enhver Omstændighed, som gjelder
For fuldt Bevis hvad de fortæller;
Og Azos pinte Sjæl og Øre
Har intet mer at føle og at høre.
Ham maatte ingen Tøven hue:
Midt i sit Statsraad kan du skue
Fyrsten af Estes gamle Æt
Paa Thronen holde Dom og Ret.
Riddere, Vagt tilstede var,
Og foran ham det skyldige Par;
Saa unge — og en af dem hvor smuk!
Foruden Sværd, fængslet for Brøde,
At saa en Søn — Christ sig forbarme
Skal for sin Fader møde!
Saadan maa Hugo for ham træde
Og høre Røsten af hans Harme
Og Dommen af hans Vrede;
Og dog han synes ej overvunden,
Skjøndt maalløs han ej aabner Munden.
Og stille, bleg, med Taushed, saa
Man Parisina for Domstolen staa;
Forandret siden sidst, da Synet
Af hendes Glæde gjennem Hallen lyned;
Da Adelsmænd paa hendes Vink gav
Agt,
Og Skjønhed. lured, for at efterligne
Den ædle Røst, den hulde Mine,
Og af Fyrstindens Høviskhed og Dragt
Opsamled Yndighedens Magt;
Da — hvis hendes Øje havde grædt, ,
Et tusind Helte vare flux opsprungne,
Et tusind Glavind vare svungne,
For at forfægte hendes Ret;
Nu — hvad er hun? kan hun byde?
Og de? — hvordan? kan de adlyde?
Hel tause staa de der med Bryn,
Som sænke sig, med skummelt Syn,
Med rynket Pande, Armene korslagt,
Paa Læben neppe skjult Foragt:
Den hele Hofstat, Damer, Riddere,
Vagt.
Og han, den kaarne Svend, hvis Landse
Hun havde smykket tidt med Krandse;
Som nu, var ikke Armen bundet,
Befriet havde hende eller Døden fundet;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
