Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paa hvem hun, fuld af Ømhed,
tænker —
Han til ved hendes Side der i Lænker!
Det svulne Øje ej, som Taaren hyller,
For hende selv mer end for ham sig
fylder;
De Silkelaag, hvorpaa
En Aare slyngede sig blaa’
Og gjennem glattest Hvidhed flød,
Som nogentid til Kys indbød,
Nu synes hede, rødblaa bøjet
At trykke snarere end skygge Øjet,
Der straaler tungt og fyldt, jo mer
Sig Taarer samle fler og fler.
Og han for hende havde ogsaa
grædt;
Men hvo, som ham betragted ret,
Saa ej, hvad end han følte, Sorgens
Træk:
Med oprejst Pande stod han høj og
kjæk.
Hvad Qval end bragte Hjertet til ^t
gyse,
Han lod sig ej af Mængden kyse.
Men se paa hende turde han ikke;
Det var Erindring kun om Øjeblikke —
Hans Brøde — Elskov — Stilling nu —
Hans Faders Had — Alverdens Gru —
Hans Lod for evig og hans Skæbne
nu —
Og hendes — hendes! Han turde ej se,
Ej kaste et Blik paa hendes Pande;
Thi ellers vilde Hjertets Ve
Den stolte Holdning overmande.
Og Azo talte: »Endnu igaar
En Viv og Søn velsigned mine Aar;
Men denne Morgen har forandret
Tingen:
Før Dagen hælder, har jeg ingen.
Mit Liv skal tæres ensomt hen;
Dog, lad det ske — det er ej stort!
Der aander ingen Fjende eller Ven,
Som gjorde ej, hvad jeg har gjort.
Hvert Baand er brudt, men ej af mig.
Lad fare det! — Min Dom er Døden!
Hugo! alt Præsten venter dig,
Og saa — betalt er Brøden.
Bort! Lad til Himlen dine Bønner
vendes;
Førend dens Aftenstjerner tændes,
Prøv, om du kan tilgives der!
Dens Naade skjænke dig sin Aflad her!
Saavidt sig strækker Jordens 0,
Er ej en Plet, hvor jeg og du
En Time sammen kunde aande nu.
Farvel! Jeg vil ej se dig dø.
Men du, Elendige! skal se ham død.
Bort! — fast svigter mig min Røst —
Gaa, Qvinde med det gejle Bryst!
Ej jeg, men du hans Blod udgjød.
Gaa, hvis det Syn du kan udholde,
Glad ved et Liv, jeg lader dig beholde!«
Og her stolt Azo skjulte Panden,
Thi Aaren svulmede og slog,
Som om en modsat Retning Blodet tog
Og hedt tilbage i hans Hjerne jog;
Og derfor bøj ed han sig ned, og for sit
Bryn
Han skjælvende en Stund holdt
Haanden,
At skjule sig for Mængdens Syn.
Men Hugo, lænkebunden, Armen hæved,
En stakket Frist ’han af sin Fader
kræved
At høres i; skjøndt stum, tilsteder
Ham Fyrsten det, hvorom han beder.
»Tro ikke, at jeg frygter Døden —
Thi du- har set mig ved din Side
Blodstænket over Valen ride,
Og- dette Glavind, Trælle sled
12*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
