Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og ham for begge rammer Straffelømien.
Min Brøde ser vel rædsomst ud —
Men mellem os maa dømme Gud!«
Han taug, og med korslagte Arme,
Som klang af Lænker, stum han stod.
I Kredsen rundt om Thronens Fod
Var ingen Mand, hvis Øre
Koldsindig denne Raslen kunde døje;
Til Parisina — ak, den Arme!
Tiltrak sig atter hvert et Øje.
Kunde hun saadan hans Dødsdom høre?
Bleg, sagde jeg, stiltiende stod hun,
Til Hugos Men den levende Grund.
Vidtaabne hendes Øjne saa
Ej fra den Plet, de stirred paa,
Og aldrig sank de skjønne Laag,
At skjule Blikket eller skygge dog;
Men om et. Blaat af dybest Farveskjær
De hvide Kredse voxte mer og mer,
Og der med Blikke som af Glas hun
stod,
Som var der Is i hendes størknede Blod;
Mens af og til bestandig gled
En Taare, stor og hastig samlet, ned
Fra Øjelaagets lange, mørke Rand —
Det maa man se, det kan man ej
fortælle,
Og de, som saa det, undres maa
forsand,
At slige Draaber fra et Øje vælde.
Hun prøved paa at tale, hendes Røst
Blev qvalt i det udspændte Bryst;
Dog syntes, i det sagte, hule Suk, hun
drog,
Som hele Hjertet vaanded sig og slog.
Det var forbi — hun prøved det igjen,
Da brast i et langt Skrig al Røst, og
hen
Paa Jorden som en Sten hun faldt,
Som Billedstøtten fra sin Grundvold
revet,
Mer lig en Ting, der aldrig leved
— Et Monument af Azos Viv —
End hende med det arme, brødefulde
Liv,
Hvem hver en Følelse som Spore gjaldt
Til syndig Daad, men som ej havde
Magt
At bære dens Opdagelse og dens Foragt.
Og dog hun leved, ja, for snart kom
Timen.
Der endte den dødlignende Besvimen,
Men bragte ej Fornuft: hver Sands
Ved Rædslens dybe Rysten gik i Staa.
Som Buestrengen, man i Regnen
spændte,
Forfejler Maal og Skud,
Hver svækket Trevl i Hjernen sendte
Vildfarende sin Tanke ud:
Fortiden sort, Fremtiden mørk,
Omblusset kun af Vanvidsflammen,
Som Lynglimt i en øde Ørk,
Hvor Midnatsstorme kjæmpe sammen!
Hun frygted, følte Skræk og Gru,
Rædsomme Byrder tynged hendes Hu,
Hun vidste, Synd og Skam var mellem
dem,
At der var En, som skulde dø — men
hvem?
Det var forglemt. Mon selv hun leved
end?
Var det endnu den samme Jord. de
samme Mænd,
Den samme Himmel ? Hvor forvirret!
Eller var det Fjender, disse der, som
stirred
Foragtelig med Kulde
Paa Blik, dem forhen vennehulde?
Alting var ubestemt og uden Baand
For hendes vankende, vildfarne Aand;
Af Angst og Haab et Virvar uden Ende.
Snart under Graad, snart Latter saa
man hende,
Vanvittig, stum i al sin Qvide,
Med sorte Rædseldrømme stride;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
