Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forgjæves dog anstrengte hun sin Magt,
Forgjæves kjæmped hun, at blive vakt.
Alt Klosterklokken ringer,
Men drøvelig og svag
I Taarnets H ul den svinger
Og gungrer dybe Slag;
Alvorlig de til Hjertet gaa.
Hør! Sangen lyder allerede,
Sangen for Døde dernede
Eller for dem, der snart er ligesaa.
For et Væsens Sjæl, som bortgaar,
Ligpsalmen lyder, og Kirkeklokken
slaar:
Nær ved sit jordiske Maal han staar:
Knælende ved Munkens Knæ
(Munken flau at høre, ynkelig at se),
Knælende ved Lyden af Klokken,
Rund tom sig Vagten, foran sig Blokken,
Og Bødlen med blottet Arm, for, naar
han vil,
Med stadig Kraft at kunne hugge til,
Prøvende Øxens skarpe Bid
Og hvæssende den paany med Flid;
Mens Kredsen af en maalløs Mængde
tættes,
For ved en Faders Dom at se en Søn
henrettes.
Endnu en Times Herlighed,
Før denne Sommersol gaar ned,
Der steg paa Rædselsdngen som til Spot
Med renest Glands, skyfriest Blaat;
Dens Aftenlysning rød
Sig over Hugos uheldsvangre Hoved
gjad,
Mens han, sit sidste Skriftemaal
Fremstammende, med stille Taal
Og angerfuld Hengivenhed
For Munken bøjes ned,
At høre Ordet, som forkynder
Tilgivelse den dødelige Synder.
Som der han lyttende, nedbøjet laa,
Hans Isse Solen glimred paa,
Og Haaret brunt i Krøller gled
Halvt om den nøgne Nakke ned;
Men mere stærk endnu den hvide
Solstraale faldt paa Øxen ved hans Side
Og funkled med en klar ætherisk Strime.
O, det var en bitter Afskedstime!
De Haardeste med Rædsel maate stride:
Sort Brøde og retfærdig Dom
—-Dog gjøs det i dem, da den kom.
Nu ere alle Bønner sendt mod oven
For den falske Søn, den Bejler saa
forvoven,
Talt hver Synd, læst hver Bøn, han
vidste;
Sig nærmer blandt hans Øjeblik det
sidste.
Kappen, den flagrende, først faldt
Og nu de tykke, brune Lokker alt;
Det er forbi, tæt er de ham afskaaren.
Den Trøje, til det Sidste baaren,
Det Skjærf, ham Parisina gav,
Maa ham ej pryde i hans Grav.
Alt det maa kastes nu tilside,
Og omkring Øjet Klædet slaas, det
hvide;
Men nej — nej, denne sidste Skain
Skal ikke overgaa hans Blik og ham;
Al Følelse, der lod som slukt, paany
Halvt vaagnede i dyb Afsky,
Da Bødlens Hænder gav sig til og vilde
Hans Øjne ved et Skjul fra Lyset
skille:
De havde til at skue Døden Mod.
«Nej, eders er mit spildte Liv og Blod,
Min Arm er lænket fast; men skik
Mig ud af Verden med mit frie Blik —
Hug!» og idet han Ordet sagde,
Han Hovedet paa Blokken lagde.
Det var det sidste Ord, da han sig
bukked:
«Hug!» og glimtende faldt Hugget —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
