Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
For mere hastig Marter maatte synke,
Lig ham, hun saa Blodøxen ramme,
Idet hun Del i Bøddelhugget tog,
Og Hjertet, fuldt af Hast, som for at
ynke
Den Sønderknuste, brast, idet det slog:
Man ved det ej — og Ingen faar det
vide;
Men hvad hun ogsaa maatte lide,
Begyndte hendes Liv, og endte det med
Qvide.
Og Azo fandt en anden Brud,
Og bolde Sønner gav ham Gud,
Men ingen dog saa elskelig og brav
Som han, der smuldred i sin Grav;
Og var de end — hans kolde Blik
Kun flygtigt over deres Blomstring
gik;
Et halvqvalt Suk var Alt, de fik.
Men aldrig Graad paa Kinden hvilte,
Og aldrig det mørke Aasyn smilte;
Paa Fyrstens stolte Pande sad
Erindringsfolderne i afbrudt Ead,
De Furer og de dybe Skaar,
En Ploug af Kummer skar før Tiden,
Ar af de smertefulde Saar,
Hans Sind modtog i Sjælestriden.
Al Fremtids Fryd og Qval for ham
var slukt,
Hans hele Livsens Frugt
Var søvnløs Eo, aarvaagen Plage,
Glandsløse og fortabte Dage,
Et Hjerte, sig selv en Byrde til det
Sidste,
Der ej kan glemme og dog ej vil briste;
Der, naar det synes koldt og dødt,
Har dybest Nag, er ømmest blødt:
Hvor tykt endogsaa Isen lægges,
Kun Overfladen er det, som bedækkes;
Paa Bunden gaar den stride Elv
Og kan ej standse, om den vilde selv.
Hans lukte Barm af Følelser blev
gjæstet,
Som der Naturens Magt har fæstet
Med altfor dybe Eødder til at glemmes,
Om ogsaa Taareløbet hemmes.
Om end med Vold vi qvæle dem
Og hindre fra at bryde frem,
De tørres ej — de Taarer trille
Tilbage i den indre Kilde;
D e r, i den dybe Brønd, de rinde,
D e.r slutte de sig evigt inde,
Uset, ugrædt, en Strøm, som aldrig
endes,
Og rigest der, hvor mindst den kjendes.
Med Følelsernes efterladte Krav;
Med Angst for dem i sorten Grav;
Med Muligheden plat fortabt
At fylde Svælget, hines Død har skabt;
Foruden Haab, at ses med dem igjen,
Hvor Sjæle mødes, Ven med Ven;
Med en Samvittighed, hvis Eøst
Gav Dommen Eet, og med den Trøst,
De grov dem selv en Grav ved deres
Brøde —
Dog Azos Liv for evig var lagt øde.
Lad Træets visne Grene hugges ned
Med varsom Haand, det giver Kraft,
Desbedre stiger Liv og Saft,
Og Kronen breder sig derved;
Men dersom Lynet med sin Flamme
Slaar ned, hvor Toppen frodig suser,
Det føler i sin Marv den tætte
Stamme,
Og aldrig mer et Løv sig kruser.
Byron.
Drikkevise.
Natten fyld med Jubelstemme,
Lader Glas for Glas os stige.
Til vi ganske Jorden glemme,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
