Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sprang Hovedet — og livLøs, fuld
Af røde Pletter, Kroppen sank omkuld
I Sandet, som hver dyb Blodaare
slukked
Og med sin blodige Regn bedugged.
Hans Læber og hans Blik krampagtig
spille
Endnu et Øjeblik — saa evigt stille.
Han døde, som en Mand skal dø
med Rette,
Foruden Pral, foruden Trætte.
Ydmyg bad han og tilfode faldt;
Præstens Løfter ham for fulde gjaldt,
Og hans Haab fortvivled ej om Alt.
Medens han for Præsten knæl te,
Ej noget Jordisk mere ham besjælte;
Hans vrede Herre — og hans
Elskerinde, hun —
Hvad var de for ham i en saadan
Stund?
Nu intet Had, nu ingen Anke,
Til Bøn kun Ord, for Gud kun
Tanke —
Paa de Ord nær, han sukked,
Henbøjet under Bøddelhugget,
Om Død med Øjet uomvunden,
Det eneste Earvel, ham slap af Munden.
Hidtil, som tomt for Livets Kilde,
Enhver Tilskuers Bryst stod stille;
Men nu fra Mand til Mand vidtom
En kold, elektrisk Gysen rendte,
Idet det faldt, det Dødsens Hug
Paa ham, hvis Liv og Elskov endte;
Og blandet med en Hysning kom
Fra hver en Barm et angstfuldt Suk.
Men ingen Lyd mer skingrende dog
brast
Bagefter Hugget, som med fast
Og kraftig II til Blokken trængte,
End een — hvis var den Røst, som
sprængte
Den tause Luft med saadant Hvin,
Saa vildtfortvivlende, som Skriget
Af Moderen, der søger sin
Hjertelskte Glut og finder Liget?
Til Himlen trængte denne Jammer,
Som kom den dybt fra evige Flammer.
Igjennem dit Borggitter, Azo! skriger
Den skrækkelige Røst og op til Himlen
stiger,
Og didhen vendes hvert et Blik.
Men Lyd og Suk med eet forgik.
Det var en Qvindes Skrig, og aldrig
tvang
Fortvivlelsens Lyd til vildere Klang;
Enhver, som hørte det i Luften briste,
Barmhjertig ønskede, det var det sidste.
Hugo er død; og fra den Time vil
Om Parisina man i Hal og Hytte
Forgjæves skue og forgjæves lytte.
Hendes Navn — som var det aldrig
til —
Var banlyst fra hver Mund og Øre,
Lig Ord, vanhellige at høre;
Og af Fyrst Azo Ingen, selv i Løn,
En Lyd fornam, som angik Viv og
Søn.
Ej Grav, ej Mindesten dem sattes —
Ham idetmindste, som vi dræbes saa,
Hans Støv Indvielsen maa fattes.
Men Parisinas Skjæbne laa
Skjult, som et Lig med Kistelaaget
paa:
Om hun i Klostret Tilflugt fandt
Og der den tornede Vej til Himlen
vandt,
I Rad af Aar hudflettet, hungrende og
vaad
Af de søvnløse Nætters Graad;
Om ved Giftbægret eller Staalet blank
Til Straf hun for sin sorte Elskov
sank;
Hvad eller hun i Timen, i den samme,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
