Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 5-6 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

i London, »maa ikke paa noget som helst Omraade
foretage sig noget, der paa det europæiske Marked
kan konkurrere med Storbritannien«. Amerikanerne
skulde tvinges til kun at ernære sig som
Landbrugere — en kummerlig Næringsvej i Sammenligning
med den fordelagtige, rigelig frugtbringende Industri.
Og ikke en Gang deres Landbrugsprodukter maatte
de udføre. »Naar vi kun maa have Lov til at saa
og høste« lød Franklins rolige Svar paa Præsidentens
Ytring, »men intet maa udføre, skulde Deres
Herlighed hellere indbringe Forslag i Parlamentet om, at
vi alle skulle transporteres tilbage til England«.

Fig. 3. Georg Washington. (Efter Maleri af Trumbull).

Regeringens aabenbare Hensigt at ødelægge
Koloniernes Industri og Handel til Fordel for
Moderlandets, vakte en levende Forbitrelse hos de stolte og
selvfølende Amerikanere. De følte sig under
saadanne Forhold ikke opfordrede til at vise nogen som
helst Eftergivenhed over for Regeringen, og paa de
forskellige Forsøg, der fra dennes Side blev gjort
paa at paalægge Kolonierne en direkte Afgift til
Kronen, lød stadig det samme Svar: Saa længe vi
ikke er repræsenterede i Parlamentet, betaler vi
ingen Skat.

Koloniernes udviklede Selvstyre kunde vanskelig
rammes paa Grund af den store Afstand fra
Moderlandet. Kronens Paastand paa, at Kongen i
Kolonierne besad uindskrænket lovgivende Magt blev
mødt med Henvisning til deres »Fribreve«
(Privilegier), som Kronen i sin Tid havde givet dem paa
de Landstrækninger, de havde indtaget, og til deres
Afstamning fra frie engelske Borgere. Og paa
Anvendelse af Magt var der ikke at tænke. Den ringe
Troppestyrke, som Regeringen kunde holde til
Disposition for Guvernørerne, var ikke i Stand til at
udrette noget over for en i Krigene mod
Indianerne uddannet Befolkning.

Saa længe England var optaget af Krigen med
Frankrig, kunde Regeringen ikke optræde med nogen
Kraft over for Kolonierne, hvis Bistand og gode
Vilje var af den yderste Vigtighed, da Krigen ogsaa
førtes i Amerika; Kolonierne beholdt i Virkeligheden
foreløbig deres Friheder ubeskaarne.

Men med 1763 indtraadte der en stor Forandring.
I dette Aar blev Pariser-Freden sluttet med Frankrig,
der bl. a. maatte afstaa Canada. Englands
amerikanske Besiddelser naaede nu fra Atlanterhavet til
Mississippi, fra den meksikanske Havbugt til
Hudson-bugten. Handelskollegiet havde længe set hen til
det Tidspunkt, da Regeringen fik frie Hænder i
Amerika, for at sætte en Stopper for Koloniernes
altfor store Friheds- og Selvstændighedstrang. Nu
efter den heldige Fred var Øjeblikket kommet.

I 1760 havde den 22aarige Georg III besteget
den engelske Trone, en Mand, hvis hele Anlæg og
Karakter mere end noget andet skulde bidrage til
at frembringe Bruddet mellem Kolonierne og
Moderlandet.

Den unge Konge, der i sin Rarndom stadig havde
hørt sin Moder fortælle om de to første Georgers
skammelige Afhængighed af de whigske (frisindede)
Ministre, havde meget høje Forestillinger om den
kongelige Magt. »Georg, vis dem, hvorledes en
Konge skal være!« var den Lære, hun stadig havde
indpræntet ham. Hans Uvidenhed og Mangel paa
Dannelse gjorde ham imidlertid snart til en Fabel; i
denne Retning kan det være tilstrækkeligt at anføre
den ene Udtalelse af ham: at han ikke kunde fatte,
hvad der var at beundre hos en saadan stakkels Nar,
som denne Shakespeare. Han var i høj Grad
stivsindet, men havde til Trods for sin Kortsynethed,
Smaalighed og Mangel paa Begavelse et aabent Øje
for sin egen Fordel. Han var baade beregnende og
ihærdig i at naa sit Maal. I Modsætning til, hvad
der ansaas for almindelig god Tone i England, var
han meget maadeholdende i Drik og snerpet moralsk.

Georg III betragtede det som sin Livsopgave at
modarbejde alle frie Bevægelser og opretholde
Absolutismen i dens fulde Udstrækning. Hertil var alle,
selv de smudsigste, Midler ham lige gode.

Fig 4. Georg III. (Efter Maleri af Th. Frye omkr. 1760).

Med saadanne Anlæg og et saadent Maal er det
ej at undres over, at Georg III i lige saa høj Grad
hadede Whiggerne — frem for alle deres Fører, den

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>