Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 59-60 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

i Nord Carolina boede en Mængde Skotter, der var
lige saa ivrige Tilhængere af Georg III, som deres
Forfædre havde været af Stuarterne. Her troede
Kongen at have saa meget Tilhold, at han herfra
kunde begynde at splitte de andre Kolonier, og i
Januar 1776 gik Sir Henry Clinton med 2000 Mand
om Bord i fem Orlogsmænd i Boston og sejlede til
Nord-Carolina. Sir Peter Parker med syv Regimenter
og ti Skibe skulde støde til ham fra Irland, medens
1600 skotske Højlændere under Kommando af Donald
Macdonald skulde dække Clintons Troppers Landgang.
Men man havde gjort Regning uden Koloniens
Minutmænd, der ved Moore’s Creeke den 27. Februar
splittede Macdonalds Tropper og gjorde rigt Bytte af
Vaaben o. s. v. Delle bragte Befolkningen til at
beslutte sig, og ti Dage senere stod der 10,000 Mand
i Vaaben for at give Sir Henry en varm Modtagelse.
Samtidig udvalgte Kolonien Sendemænd, som skulde
opfordre Kongressen til at erklære Staterne for
uafhængige og snarest mulig vedtage en Konstitution samt
slutte Forbund med fremmede Magter.

Fig. 49. Uafhængighedserklæringens Vedtagelse. Efter John Trumbulls Maleri i Kapitoliet i Washington.

Paa samme Maade gik det i Syd-Carolina og
Georgia, og selv i del aristokratiske Virginia vandt
Oppositionen Overhaand. Her slog Stemningen om ved
Guvernørens, Lord Dunmore’s taabelige Opraab til
Negere og hvide Tjenestefolk om at slutte sig
sammen for at tvinge »Oprørernes« Armé, d. v. s. deres
egne Herrer, til at opløses og tage hjem for at værne
om Familie og Gods. For at komme ham i Forkøbet
skyndte en Afdeling Minutmænd fra Nord-Carolina sig
af Sted for at besætte Hovedstaden i Virginia, Norfolk
(norfaak), som de fleste af de indfødte Virginiafamilier
havde forladt under Skotternes Regimente. I
Træfningen ved Great Bridge slog Minutmændene Lord
Dunmores Tropper og førte Virginiafolkene ind i
deres By igen, men Nytaarsdag 1776 skød Guvernøren
af Hævnlyst sin gamle Hovedstad i Brand.

Fra alle Sider strømmede der nu Opfordringer
ind til Kongressen om at gøre Skridtet fuldt ud og
vedtage Uafhængighedserklæringen. Kun New York,
der altid havde været Regeringens Kælebarn, holdt sig
forsigtig tilbage. Hertil bidrog ogsaa, at New York — som
efter det mislykkede Angreb paa Canada laa næsten
aabent for en engelsk Armé Nord fra, og hvis Havn
vanskeligt kunde forsvares, vilde være det første Sted, der
fik Regeringens Forbitrelse at føle. Kolonien
besluttede dog at lade sig repræsentere paa Kongressen
og sendte Delegerede dertil.

Mange varme Fædrelandsvenner var dog endnu
betænkelige ved Adskillelsen; de troede ikke, at den
i mindste Maade vilde sikre Koloniernes Fremtid,
medens den sikkert vilde umuliggøre enhver
Udsoning med England. Koloniernes Ønske, som et
Forbund af selvstændige Stater selv at sørge for deres
Fremtid, blev dog mere og mere levende, og efter mange
hidsige Forhandlinger,
samt efter at et Anslag mod
Washington var bleven
opdaget i New York
nedsatte Kongressen den 2.
Juli et Udvalg til at
udarbejde Uafhængighedserklæringen. Den blev
forfattet af Th. Jefferson
(Portræt Sp. 22) og
endelig vedtaget den 4.
Juli 1776. En
Gengivelse af det originale
Udkast til dette
verdenshistoriske Dokument findes
Sp. 35—36.

Allerede Nytaarsdag
havde Washington hejst
et amerikansk Flag som
Banner for
Kontinental-Armeen. Det gamle
Unionsmærke sad endnu i
Hjørnet; men den røde
engelske Dug var bleven
delt af seks hvide Striber,
der, med de syv røde,
betegnede de 13 Stater.
Nu forsvandt ogsaa
Unionsmærket, og i Stedet traadte en Krans af 13
Stjerner paa blaa Grund. En ny Konstellation
af Stater var i Opgaaende. Gammel-England fik
nu se, hvorledes det kunde klare sig med dem.

Til en Begyndelse saa’ det ikke for lyst ud.
Beboerne af Nord-Carolina havde saa tydelig lagt deres
Sindelag for Dagen, at Clinton ikke kunde tænke
paa at foretage sig noget her, men foretrak at gaa
længere mod Syd og sikre sig Savannah og
Charleston. Men her, paa den uden for Havnen liggende
Sulliwans Ø, havde Oberst Moultrie opført et lille
Fort af Palmetræsstammer. Den 28. Juni satte
Clinton 3000 Mand i Land for at fange den lille
amerikanske Besætning, som Admiral Parker skulde jage
ud af Fortet ved et kraftigt Bombardement fra sine
10 Orlogsskibe. Men de landsatte Soldater fik andet
at tænke paa end at opsnappe Amerikanerne. De blev
overfaldne og ilde tilredte af Sværme af Moskitoer,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>