Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DEN FRANSKE REVOLUTION
161
118
lalte langtfra de 300,000 Frcs., som han aarlig burde
have svaret i Skat.
Anderledes naar man kommer til Bonden og
Husmanden. Man har beregnet, at den franske
Landbruger svarede 53 pCt. af sin Ren-Indtægt i direkte
Skatter (fem Gange saa meget som hundrede Aar
senere). Tiender og Afgifter til Godsherren beløb sig
til 281/2 pCt.; med Resten skulde han klare de
indirekte Skatter, og for det tiloversblevne — om der
blev noget tilovers — skulde han leve med Hustru
og Børja!
Om de indirekte Skatters Natur gør man sig
et Begreb ved at høre lidt om Saltskatten og
Vinskalten.
Den første blev som alle Skatter aarlig
bortforpagtet til en eller anden
Pengemand og tilfaldt den
højstbydende; og denne
— General-Forpagteren —
vil ikke blot have sine
udlagte Penge igen, men
lidt til. I Provinserne
med den store Saltskat (la
grande gabelle), — thi de
enkelte Provinser kan
ligesom enkelte Klasser
af de uprivilegerede
Stænder have Forrettigheder
paa de andres
Bekostning — solgtes denne
uundværlige Vare i Detail
for 15 å 17 Sous pr. Pd.
— eller otte Gange saa
meget, naar Pengenes
Værdi-Forskel tages i
Betragtning, som nu om
Stunder, — og dertil
kom, at Forbruget pr.
Individ var tvungent ved
Lov. Hver Person over
syv Aars Alderen skulde
aarlig købe 7 Pund. Salt.
Og dette maatte under
svære Bøder kun
benyttes ved Tillavning af den
daglige Mad og ved
Bordet. Har Bonden med
Møje og Savn skaffet
Føden til en Gris til
Vinterbrug og salter den med fornævnte Bordsalt, og det
opdages — der sættes Præmier ud for hver
Anmeldelse — saa ifalder han en Bøde paa 300 Frcs.,
og Grisen konfiskeres. Til Saltning skal der
benyttes andet og dyrere Salt, og ikke en Sou maa
unddrages Blodsugernes Lommer, — derfor er det
forbudt at indvinde Salt af Havet eller brænde det af
Tang; ja, selv de naturlige Saltkilder, der findes i
enkelte Provinser, bliver hvert Aar forsætlig ødelagt for
ikke at formindske Forpagterens Indtægter!
Sligt ser Regeringen roligt paa, eller bedre: den
har ingen Forstaaelse deraf. De lavere Stænders
naturlige Talsmænd har svigtet deres Samfundspligt,
»Hyrderne har forladt deres Hjord og lader den
sønderrives af Ulve«.
»Les rals de caves?, o: Kælderrotterne, er Navnet
Fig. 70. Tredje Sland (Borger og Bonde) bærer Adel og
Gejstlighed paa sin Ryg. (Satirisk Billede fra Tiden før Revolutionen.)
paa de mest frygtede Skattebetjente, dem der
udsendtes af Generalforpagteren af Skatten paa Drikkevarer.
Enhver Overtrædelse af de haarde Restemmelser
gribes med Begærlighed og straffes med svære Bøder.
»Den, der forærer en Flaske Vin til en fattig Syg,
udsætter sig for at blive ruineret ved Processer og
Mulkter.« Betjentene skal stadig vide Besked med
Vin-kældernes Bestand. For fire Fade indhøstet Vin til
en Værdi af 600 Frcs. betales der af Producenten
efter Paafyldningen og ved Salget 105 Frcs. Køberen
betaler for Købet af samme Mængde 75 Frcs. Vinen
skal sendes den af Forpagteren anviste Vej; træfles
den uden for denne, bliver den konfiskeret. Da
Frankrig, som en Levning fra Provinsernes
Selvstændighed i Middelalderen, er delt i forskellige
Tolddistrikter , hvilket paa
mangfoldige Maader
hæmmer og besværliggør den
indre Handel og
Omsætning, maa en
Skibsladning Vin, der fra
Lan-guedoc, Dauphiné eller
Roussillon sendes ad
Flodvejen til Paris, paa
femten — seksten forskellige
Toldsteder betale fyrretyve
forskellige Afgifter, der
tilligemed Afgifterne i
Paris beløber sig til
omtrent 200 Frcs. pr. Fad.
Følgen deraf er ganske
simpelt den, at ingen
drikker den dyre Vin, og
at Vinproducenten er den
fattigste og elendigste af
alle Jordbrugere. Vinavl
er ensbetydende med
Fattigdom, siger en engelsk
Rejsende 1788, og i
Provinsen Champagne lader
Vinavlerne ofte Vinen
løbe i Floden for at blive
fri for at betale Afgifterne.
Eller de foretrækker
rundt om i
Vin-Provinserne at lade Vinbjærgene
skøtte sig selv og gaa
rundt og tigge for at
opholde Livet.
Paa samme Maade ser man Bonden forlade sin
Avl. Da Taillen og de af den afhængige Afgifter ikke
paalignes den enkeltes Ejendom, men alle Ejendomme
i et Distrikt samlet hefter for en bestemt Sum, føler
den mere driftige og arbejdssomme Bonde sig ikke
fristet til at sætte Flid og Kræfter ind paa at
forbedre sin Avl. Thi Følgen er blot den, at han
kommer til at betale for den mindre flittige. Opkræverne
gør sig betalt, hvor de finder noget at holde sig til
— der er Steder nok, hvor der intet findes. Bonden
betragter sig som ganske ødelagt, naar Skattebetjentene
har en Formodning om, at han ikke er ligefrem
ved at dø af Sult. Beboerne i et Sogn fik et
Aar at vide, at de maatte betale højere Taille end
tidligere, thi Opkræverne havde lagt Mærke til, at de
her ikke var nær saa magre og udsultede som andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
