Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DET NITTENDE AARHUNDREDE
Steder, saa her kunde der ikke være helt Smalhans;
tilmed var der adskillige, som havde et Par Høns i
Gaarden. For at undgaa disse Plagerier og Drillerier
forlod Masser af Mennesker Hus og Hjem, alt hvad
de ejede og havde, og søgte hort til andre Steder.
En Mængde Landsbyer er forladt, store Strækninger,
Halvdelen — og mere — af forhen frugtbare
Provinser ligger hen øde og udyrket, det rige Sologne
f. Eks. er blevet et ufrugtbart Morads.
I Touraine er Beboerne saa elendige af Sult og
Savn, at de ikke er i Stand til at udføre
Markarbejdet. Her hersker den største Usselhed: Befolkningen
har ikke længer Følelsen af sin egen Nød, men
synker hen i sløv Fortvivlelse. Ægteskabs Indgaaelse
bliver sjældnere og sjældnere; under saadanne
Forhold betragtes det som en Forbrydelse at sætte Børn
i Verden. De udtærede Mødre har ikke Mælk i
Brysterne, saa Børnene dør i Massevis, ude af Stand til
i den spæde Alder at døje det slette og usunde Brød,
der snart er lavet af Klid med iblandet Byg eller
Havre, ofte skaaret umodent af paa Marken og tørret
i Ovnen, thi det er ikke hvert Aar, man kan vente,
til Høsten kommer. Saadant Brød tilligemed en
Suppe, der er tilberedt af Havremel, Vand og
Raps-olje danner Hovednæringsmidlet paa Landet.
Kødspiser kendes saa godt som ikke. I mange Egne har
Bonden i fem Aar levet af Boghvede og Vand; i
Bjærgene af Kastanier og Vand. Dog ikke altid gaar
det saa overdaadigt til. »Befolkningen maa, om ikke
den skal dø af Sult, gribe til de modbydeligste
Næringsmidler.«
Og hos disse ulykkelige møder Skatteopkræverne
og inddriver med alle Tvangsmidler de Afgifter, som
Bonden maa slide og slæbe, sulte og tørste for at
skaffe til Veje.
I Omegnen af Toulouse maa enhver Arbejder, selv
om han ikke har andet end sine bare Hænder og
kun en Dagløn af 7 — 8 Sous, aarlig betale 8—10
Livres i Kopskat. I Bourgogne er det ikke
ualmindeligt, at en ulykkelig Daglejer, som ikke ejer en Hvid,
bliver tynget med Afgifter og Kopskat til et Beløb
af 18—20 Frcs. Med eksempelløs Ubønhørlighed
gaar Opkræverne til Værks. Efter en Indrømmelse
af en af Overkontrolørerne medfører Saltskatten
aarlig saadan noget som 4000 Udpantninger, 3400
Fængslinger og 500 Afstraffelser, Pisk, Forvisning eller
Galejerne. Ved Udpantninger har Betjentene en Smed
med sig, der bryder alle Laase op. Møblerne bliver
slæbt bort og solgt for en Fjerdedel af deres Værdi;
Gangklæder, Fødevarer, alt hvad der kan gøres i
Penge, selv Jernbeslag paa Døre og Vinduer tages
med. Har en Bondekone en Ged, med hvis Mælk
hun holder Liv i sine spæde Børn, bliver den skudt
af Opsynet for ikke at æde en Smule bort af det
skattepligtige Korn. Skatteopkræverne, der ogsaa nok
vil redde en Part for sig selv, optræder med større
Rovsyge og Hensynsløshed, end Dragoner under en
Krig i fjendtligt Land.
Alle cle Uretfærdigheder og Overgreb, der foregik
ved Inddrivelsen af Afgifterne til Godsherren, foregik
vel i hans Navn, men hans egen Person traadte ikke
i Forgrunden. Men paa ét Omraade saa’ Bonden
ham som den hensynsløse Ødelægger af sine
Hænders Arbejde. Det var, naar Naadigherren udøvede
den fra gamle Dage hans Stand alene tilkommende
Jagtret. En Gang havde det hørt til Lensherrens
Pligter at forsvare sine vaaben- og værgeløse Folk
ogsaa mod Skovens og de vilde Bjærgegnes Fjender,
mod Ulv og Vildsvin. Nu var det omvendt blevet til,
at han forsvarede Vildtet mod Bonden. Var Adelen
paa andre Omraader fra en ydende blevet til en
nydende Stand, saa var den tillige her blevet til en
ødelæggende Stand. Og Folkevittigheden havde slaaet
de hærgende Fjender — dem fra Skoven og dem fra
Slottet -—- sammen under én Betegnelse, og naar
Bonden saa’ en Flok Dyr komme ansættende, sagde han:
Der kommer Herskabet!
At Naadigherrens Jagt gik over Sædmarker og
Haver, var slemt nok, men det gentog sig dog ikke
hver Dag. Vildtet kunde Bonden derimod have paa
sin Ager hver eneste Dag. Harer, Kaniner og Dyr
æder Sæden af Marken lige for Bondens Øjne;
opfører han Hegn om sine Jorder, ifalder han Bøde
og maa rive Hegnet ned igen, thi Herremanden skal
have uhindret Fart overalt. Gaard-IIundens Bjæffen
jager ikke de ubudne Gæster bort; de ved af
gammel Erfaring, at det kun er Adelens Hunde, de har
at frygte. Bondens kan ikke løbe dem op, thi Loven
fordrer, at et Led skal være hugget af et af Forbenene,
eller at Senerne i Knæhaserne skal være skaaret over.
Og skulde de ogsaa en Gang komme for tæt paa, saa
gør det ikke noget; de har Mundkurv paa og kan
ikke bide. I en af Provinserne — og det har
sikkert været Tilfældet de fleste Steder — maa
Beboerne holde Vagt Natten igennem de seks Maaneder af
Aaret for at beskytte deres Sæd og sin Høst mod
disse Plageaander. Og de kan være slemme nok,
selv de mindste. I Nærheden af Meulan ødelagde
Kaninerne i et Aar Sæden paa 7000 Acres Land, det
vil sige den Afgrøde, som 800 Mennesker skulde have
levet af til næste Høst. Ja, Kongens og de
privilegeredes Jagtret anslaas i 1787 til at have foraarsaget
Landbrugerne en Skade paa 10 Mill. Francs.
Og dersom Bonden, der selv med sine forsultne
Børn maa leve af daarligt Brød og saa godt som
aldrig nyder Ivød, saa en Gang falder for Fristelsen
og snapper en Bøsse, som han mulig har gemt og
beholdt trods alle Forbud, og skyder et af
Dyrene, der gaar ind i hans Have og gnaver Barken af
Træerne, en Hare eller Kanin, der ødelægger hans
Kaal, saa risikerer han selv at faa en Kugle i Livet.
Thi Indgreb i Naadigherrens Jagt er omtrent den
største Forbrydelse, han kan gøre sig skyldig i, og
paa forskellige Steder gaar Jagtbetjente, som har
skudt Folk ned for en Hares Skyld, frit og uliltalt
omkring.
Nye Lovbestemmelser træder til og skærper de
sædvanemæssige Rettigheder. Det forbydes Bonden
at slaa sin Kløver før St. Hansdag, og mellem 1ste
Maj og St. Hans maa han ikke sætte Foden paa sin
egen Mark, eller skære sine egne Siv og Vidjer paa
Øerne i Seinen. Thi Agerhønen skal have Lov til at
ruge i Fred.
Saa meget Hensyn blev der ikke taget til Bondens
Kone i Barselseng. Dyrene blev i Virkeligheden mere
beskyttede end Bønderne. Men det, der laa bag ved
denne Forkuelse og Undertrykkelse, var hos Adelen
og Regeringen hverken Grusomhed eller
Umenneskelighed. Det var den gamle middelalderlige Opfattelse
af Bonden som en ringere Skabning, som en Træl,
163
120
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
