Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DEN FRANSKE REVOLUTION
Kabinetter, saa er man ikke langt fra at hilse en
saadan Efterretning med Glæde, thi den giver Anledning
til Aandrigheder og Vittigheder. Selv i det gærende
Foraar 1789 fortæller den engelske rejsende, Arthur
Young; »Der hersker en aldeles eksempelløs
Ligegladhed og Taabelighed ved Hoffet; der udfordredes
i Øjeblikket den største Energi, men Kongen
tilbringer Tiden med at gaa paa Jagt, uagtet hans Krone
staar paa Spil.« I Overensstemmelse med dette
Udsagn af en fremmed staar Optegnelserne i Ludvig
XVI’s egenhændige Dagbog; for den 14. Juli, den
Dag Bastillen faldt, har Landets Konge den korte
Tilføjelse: »Intet passeret«. For den 4. August, Natten
efter at hele det gamle Samfund var styrtet i Støvet
ved Vedtagelsen af »Menneskerettighederne« , bærer
Dagbogen følgende Optegnelse: »Paa Jagt i Marly;
skød en Hjort; frem og tilbage til Hest.«
Men denne lange Fjernelse fra det virkelige Liv
medførte, at de højere Krese i Frankrig blev ganske
fremmede for dette. De saa’ stadig Livet fra
Vinduerne i deres egne Saloner , hvor alt var kunstlet,
lavet, arrangeret, lige fra Dragt og Bevægelser til
Tanker og Følelser. »Det er saa sjeldent, at man
kommer til at staa over for noget rent naturligt,«
fortæller en Hofkavaler, »at jeg ofte, naar jeg
kommer fra Versailles, bliver staaende paa Gaden for at
betragte en Hund, som gnaver et Ben.«
Den, som hele sit Liv igennem kun har haft den
lette, elegante Kaarde i Haanden, er ikke skikket til
at slaas drabeligt med den tunge Huggert, hvis
Sceneriet en Dag skifter, og han kommer til at staa over
for Folk, der hverken kender eller respekterer hans
yndefulde Fægtekunst. Naar en skønne Dag
Salonernes og Boudoirernes Døre slaas ind, og det
ubarmhjertige graa Dagslys falder ind over det kunstig op-
lyste, pragtfulde Rums sminkede og pudrede Herrer
og Damer i deres straalende Dragter, medens det
vilde Folkehav brøler udenfor, saa er der maaske
Mod nok til at vove en Dyst, men der er ingen
Kraft i Musklerne, ingen Torden i Stemmen, intet
Kendskab til de Ord og Tanker, som bevæger sig
hos dem derude. Det kan maaske blive nødvendigt
at slaas paa Næverne for at skaffe sig Udvej, og til
en saadan Raahed bekvemmer man sig ikke. Nej,
saa hellere sætte sit tilvante elskværdige Smil op
og sige med et Buk: Som det behager Dem, mine
Herrer, — selv om ogsaa de stærke Mænd
derude brøler: Paa Lygtepælen med dem, de
Adels-hunde!
Der var imidlertid det ejendommelige Forhold til
Stede, at Adelen ikke blot var ganske ude af Stand
til at optage en Kamp for sin Plads i Tilværelsen
og for de Interesser, som det var dens naturlige
Opgave at værne, men at den tillige selv hjalp til at
smedde de Vaaben, som skulde fælde den.
Kvintessensen i Selskabslivet — og Selskabslivet
var overalt i Frankrig formet efter Hoflivet — var
den elegante, aandrige Konversation. At konversere,
siger Taine, er Franskmandens højeste Nydelse; intet
tiltaler ham som denne aandelige Gymnastik, hvor
han i Selskab med fint dannede, pyntede og
koketterende Medmennesker udfolder al sin Elegance og
Behændighed, og giver sine aandrige Tanker Luft.
Afsondret fra Lejlighed til Daad, uvant med at
handle, var der saa meget mere Anledning til af
svælge i Ord. Intet frembød sig naturligere til
Omtale end Regeringen og dens Handlinger. Og jo
fjernere man stod det offentlige Liv, jo mindre man
var bunden af den tunge Virkeligheds Fordringer,
des friere og lettere kunde man udtale sig. Opposj-
161
138
Fig. 79. Parisisk Gadeliv i Midten af det 18. Aarhundrede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
