Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DET NITTENDE AARHUNDREDE
tionslysten, der var holdt nede under Ludvig XlV’s
Jernscepter, begynder atter at vise sig, hyppig farvet
af ægte fransk Lyst til at spotte og latterliggøre.
Enhver Satire paa Regeringens Foranstaltninger kunde
være sikker paa at blive hilset med Glæde af alle
de diskuterende Lediggængere, som fyldte Salonerne,
og hvoraf næppe én vidste Besked med de virkelige
Forhold. Og et Angreb paa Beligion og Kirke kunde
kun være velkomment hos en Klasse Mennesker, for
hvem Religionens og Kirkens Fordringer stod som
de eneste truende Skygger midt i deres verdslige og
yppige Liv.
Det var kun naturligt, at denne forfinede,
nyheds-lystne Salonverden, der i sin Ørkesløshed først og
fremmest greb efter alt nj’t, efter enhver Afveksling,
begærlig styrtede sig over det nye aandelige Stof,
som ved Aarhundredets Midte blev tilført den
gennem Populariseringen af de store, i Frankrig hidtil
ukendte naturvidenskabelige Resultater, som
Forskningen andetsteds
var naaet til.
Med
Englænderen Newtons
store Opdagelser
af Tyngdens Love
var
Menneskeheden traadt ud af
Middelalderens
Drømmeverden
og for første Gang
stillet Ansigt til
Ansigt med
Naturen selv, med
dens evig
regelbundne Lovmæssighed. Dette
vaiet Brud, ikke blot
med
Middelalderens fantastiske
Naturopfattelse,
men med alt i
Kirke og Ståt
bestaaende , som
endnu hvilede paa middelalderlige Indretninger, thi det
forandrede ganske Menneskets Stilling i Naturen og
Historien. At den menneskelige Tanke formaaede at
trænge ind i Universets uendelige Rum, at man sikkert
og bestemt var i Stand til at overføre de samme Love,
der gjaldt for Jorden, paa de fjerne Kloders Vandring
gennem Rummet, virkede paa én Gang baade
lokkende og begejstrende. Og i den opblussende
Begejstring troede man ingen Grænser at finde for den
videnskabelige Forsken. Alt, hvad der ikke kunde
staa for et mere eller mindre videnskabeligt Bevis,
blev stormet over Ende.
I England, Hjemstedet for disse oprørske Ideer,
der forkastede al Aabenbaringstro og ikke anerkendte
nogen anden Autoritet end Erfaringen, havde
Stats-og Samfundsliv for længe siden antaget mere
tidssvarende Former; i Frankrig derimod stod hele det
middelalderlige System i fuld Kraft endnu og
spærrede som en Jernmur for al Udvikling, for alt
Fremskridt.
At sprænge denne Jernmur var
Oplysningsfilosofiens første Opgave. Voltaire og Diderot i Spidsen
for »Encyclopædisterne« var dens kampbcgejstrcde
Hær og selve »Encyclopædien«, det første belærende
Konversationsleksikon, dens frygtelige Krigsmaskine.
De nye Ideer havde i deres Hjemlands, Englands,
tunge Sprog, belastede med et videnskabeligt Apparat,
kun været Forskernes og Tænkernes Ejendom og
været Genstand for stille og fredelige Timers Arbejde;
nu blev de paa en Gang til skarpe Vaaben; og
samtidig blev de — ved deres brogede Mangfoldighed,
der frydede de nyhedslystne, elegante Damers og
Herrers Sind — den højeste Mode. Serveret paa
en pikant og aandfuld Maade, stundom meget
overfladisk, men altid afgørende, i det af den fine Verden
anerkendte franske Sprog, blev de nye Tanker
tilgængelige for alle og enhver, i den lærde som i den
ulærde Verden.
»Encyclopædien«, var det litterære Arsenal, hvor
alle de nye Anskuelser blev ophobet, alle Angrebene,
aabenbare eller skjulte, blev tilspidset; og den
Modtagelse, dette
berømte Værk fik,
viser bedre end
noget andet den
Iver, med
hvilken Samtiden
forslugte sig paa den
moderne Viden,
der ikke altid var
saa sikker, som
dens Talsmænd
vilde give det
Udseende af. De to
første Bind, som
udkom 1751 og
1752, bragte
straks
Gejstligheden i Harnisk,
og der indtraadte
derfor en
Standsning; men
Regeringen, der var i
Strid med
Gejstligheden, lod blot
de to Bind beslaglægge, hvilket kun bevirkede, at de, til
Trods for den høje Pris, blev saa meget mere
udbredte, og den forbød ikke blot ikke Værkets
Fortsættelse, men ydede endog Pengeunderstøttelse dertil.
De næste Bind kunde pynte sig med Kongens Bifald
og Privilegium. Syvende Bind, som udkom i 1757,
vakte imidlertid atter en umaadelig Storm, Forlæggeren
fik en Dom, og i 1759 blev ved en kgl. Resolution
Privilegiet ophævet og Salget forbudt, »da den Nytte,
som maaske deraf kunde flyde med Hensyn til Kunst
og Videnskab, ikke staar i noget Forhold til den
Skade, som Religion og Sædelighed lider«. Men
stadig blev den smuglet ind overalt — selv ved
Hoffet og med Kongens Vidende og Vilje; i 1766
udkom endelig de ti sidste Bind. Første Oplag af
det kostbare og omfangsrige Værk var paa tredive
tusinde Eksemplarer og blev revet bort med det
samme. Otte Aar senere forelaa den allerede i fire
Oversættelser.
Encyclopædisternes Arbejde var først og fremmest
et Nedrivningsarbejde, deres virksomste Middel var.
Latterliggørelse af alt det bestaaende. Og ingen var
163 139
Fig. 80. En Parykmager- og Frisørstue i forrige Aarhundrede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
