Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DET NITTENDE AARHUNDREDE
det var under ham endnu vanskeligere for en
borgerlig at blive Officer end under Ludvig XIV. Og
hvor elegant de unge Sønner af de rige, borgerlige
Huse end har lært at føre sig, selv om de kan øse
Penge ud som Hertuger og mulig paa Grund af
deres Aandrighed eller Talent har Adgang til de
fornemste Huse, vil der dog stadig kunde hænde et
eller andet, maaske blot falde en Ytring, som klart
og tydeligt vil minde dem om den lavere Sfære,
hvor de hører hjemme.
Og paa en endnu mere krænkende og forbitrende
Maade vil de ude i Livet stadig mærke Uligheden,
naar de med Ungdommens Ærgerrighed higer frem
mod et Maal og stadig ser sig henviste til
underordnede Stillinger, stadig ser sig skubbede til Side af
adelige Junkere, hvem de med Rette føler sig langt
overlegne i Arbejdsdygtighed som i Kundskab.
Det selskabelige Liv har herefter ikke længer sit
Hovedkvarter i Versailles; det aandelige Tyngdepunkt
er forlagt til Paris, til de fornemme, litterært
interesserede Damers Saloner. Her mødtes Tidens
Skøn-aander af borgerlig Herkomst med Adelens fineste
Navne; ja, mangen Bærer af et saadant maatte se
paa, at et litterært Navn blev foretrukket for hans.
»Et anerkendende Ord«, fortæller de Ségur, »fra
Diderot’s eller d’Alemberts Mund var os kærere end
den største Fyrstegunst«, og fornemme Damer græder
rørte Taarer, naar de møder Rousseau.
Og som Hofmanden gaar af Mode, gaar ogsaa
Hofdragten af Mode. De gamle stive guldbroderede
Dragter forsvinder; man efterligner de engelske Moder,
klæder sig bekvemt og simpelt i dæmpede Farver,
uden Kaarde ved Siden, uden Hat under Armen.
Kort før Revolutionens Udbrud er der ingen
Forskel i det ydre paa en Adelsmand og en velstaaende
Borger.
Til Udjævningen i det Ydre svarer Udjævningen
i det Indre. Det hele aandelige Liv, som var bleven
vakt ved Oplysningens Mænd, var fælles Ejendom for
alle, som i det hele taget havde nogen aandelig
Interesse. Og den unge Borgersøn nærede de samme
Drømme om Frihed og Lykke som Adelsmanden.
Da derfor Budskabet om den nordamerikanske
Frihedskrig kommer til Frankrig, slaar det ned som et
Lyn. Saa behøver man da ikke at gaa
Aarhundreder tilbage i Tiden, til Grækenland og Rom, for at
finde sine Friheds-Idealer — ogsaa i vore Dage
rejser .et Folk sig til Kamp mod Tyrannerne!
Frihedskrigen var de frie Tankers første Udslag i Daad.
Og da dette Folks Tillidsmand, Benjamin
Franklin, i 1776 kom til Frankrig og viste sig ved Hoffet
i sin jævne Dragt »som en amerikansk Landmand
med glat upudret Haar og rund Filthat«, saa’ man
i den berømte Frihedsmand og Fysiker »det
suveræne Folks Udsending«, en Legemliggørelse af
Rousseaus Ideer, og Begejstringen vilde ingen Ende tage.
Over 6000 Franskmænd forlader ’ Fædrelandet —
mange Rigdom og Velvære — og gaar over
Atlanterhavet for at kæmpe for det fjerne, ukendte Lands
Frihed og Uafhængighed.
Til at raade Bod paa de ulykkelige Forhold i det
franske Samfund før Revolutionen, havde der
fordredes en Regent med et klart Hoved og en kraftig
Haand. Ludvig XVI kunde desværre ikke rose sig
af nogen af Delene. Hans Opdragelse var forsømt;
han var maaske, takket være sine ugifte Fastres
Paa-passelighed, bleven holdt ude fra Hoffets usædelige
Liv, men han var i høj Grad blottet for aandelige
Interesser og havde egentlig kun Lyst at gaa paa Jagt
og til at smedde Laase.
I en Alder af 20 Aar, 1774, besteg han Tronen.
Med Ludvig XIV’s elegante og imponerende Skikkelse
og med Ludvig XV — en »Konge, som bedaarede
ved sine Laster« — i Minde, gjorde Ludvig XVI kun
en sørgelig Figur. Stor, klodset, blegfed, med
vand-blaa, udtryksløse Øjne, et slillestaaende, ikke
synderlig kløgtigt, Smil omkring en Mund, der tydelig
forraadte Tilbøjelighed til god og megen Mad og
Drikke; lade, kejtede Bevægelser, Skødesløshed i
Dragt og Holdning; Skikkelighed, Godmodighed og
Mangel paa Begavelse, det var det Indtryk, man fik
af Frankrigs Konge.
Ligesom Ludvig XVI var den mindst elegante
Mand ved sit Hof, var han sikkert ogsaa en af de
mindst velopdragne. Han havde ikke det
allermindste Talent til med sin usympatetiske Stemme at sige
Folk Behageligheder, og han forsyndede sig stadig mod
de første Regler for god Tone, blev heftig, naar han
blev sagt imod, og var grovkornet nok i sin
Lj’stig-hed, naar lian en Gang imellem fandt paa at more
sig over en eller anden. »Hvilken Optræden for en
Konge!« hviskede Hofmændene haanligt. »Han ligner
mest af alt en stor, uopdragen Dreng.«
Med denne fuldstændige Mangel paa alle de
Egenskaber, der var højest i Kurs ved det overforfinede
franske Hof blev Ludvig XVI snart en Skive for sine
Hoffolks spottende Vittigheder. Og hans virkelig
gode Egenskaber, som hans Nøjsomhed og
Sparsommelighed, vakte deres højeste Forbitrelse.
Man fandt det oprørende, at en Konge kunde
have en saa borgerlig Tænkemaade, at ville forsøge
paa at spare 10 Millioner Francs ved at undgaa en
Række unødvendige Udgifter.
Men var dette oprørende, saa var det rent ud
foragteligt at have en Konge, der ikke formaaede at
stoppe Munden paa et Par Ministre, som frimodig
udtalte, at Reformer i Skattevæsenet var en
Nødvendighed, eller at bringe den offentlige Menings
højrøstede Kritik og Angreb paa Hofvæsenet til Tavshed.
Man fandt det utroligt og latterligt, at Kongen selv
i Begyndelsen af sin Regering havde en Følelse af
sine Mangler. »Jeg er kommen for ung til Roret,«
havde han sagt til den gamle Hertug af Noailles og
bønfaldet ham om ikke at forlade sig. »Jeg har
Brug for hæderlige Mænd omkring mig, som har
Mod til at retlede mig.« Disse Ord vakte megen
Munterhed ved det lattermilde Hof, og det hed sig
straks, at Hs. Majestæt havde ladet låve en
Fortegnelse over alle retsindige Mænd i Landet, at han
kunde vide, hvor han skulde søge dem. — »Han
forskanser sig med hæderlige Mænd.«
Men selv de hæderligste Mænd kunde ikke hjælpe
ham, thi ingen kunde stole paa ham. Man fandt
ham aldrig i Dag, hvor man havde forladt ham i
Gaar. Han var som et Vejrfløj, der skifter for
ethvert Vindpust, »ubestemt og energiløs fattede han
aldrig nogen varm og inderlig Beslutning, men ved
Rænkespil og Udholdenhed kunde man faa ham til
at gaa ind paa sine egne Planer.«
163 143
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
