Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN FRANSKE REVOLUTION
en Mester i at anvende den bidende Vittighed, den
spottende Latter, som Voltaire. Trods sit
beundringsværdige Arbejde i Humanitetens Tjeneste rammes
dog han i første Række af Beskyldningen for aandrig
Ondskab og skadefro Spottelyst. Han formaaede
kun at rive ned, ikke at bygge op. Den Mand, der
banede Vej for Fremtiden, var Jean Jacques Rousseau,
det læskende, sprudlende Kildevæld i den franske
Aandskulturs golde Ørken. Det var noget nyt og
ukendt at høre en Mand, med Front baade mod det
bestaaeade og mod Oppositionen, i lidenskabelige,
overbevisende Ord fordre Anerkendelse for Hjertets
Ret, den naturlige Følelse respekteret og udtale sin
Væmmelse ved Samtidens kunstlede, forhutlede Liv.
En saadan Originalitet og Dristighed som den,
hvormed Jean Jacques Rousseau brød Staven over den
lovpriste Kultur, var
noget aldeles nyt. Det
var en fuldstændig
Ven-den-op-og-ned paa det
hele Samfund, men
fremført med en
Veltalenhed, en logisk
Klarhed og en Genialitet,
som blændede og
henrev Samtiden. Over
for den fine Verdens
fordærvede Liv priste
han de huslige Dyder,
over for Salonernes
usunde Luft den
landlige Idyl, over for
Blødagtigheden og
Yppigheden den mandige
Energi; det
bestaaen-des historiske Ret
benægter han og opstiller
derimod Naturretten,
over for Menneskenes
indbyrdes
Klasseinddeling den fuldstændige
Lighed, og endelig
sætter han mod den
kongelige Absolutisme
Folkets Enevælde.
Rousseaus Skrifter,
særlig hans Afhandling om »Uligheden« , hans
»Samfunds-Overenskomst« og »Emil« øvede en
ganske overordentlig Indflydelse paa Samtiden og
forandrede i Løbet af kort Tid i en forbavsende Grad dens
Udseende. Var det før Mode at le, saa blev det nu
Mode at græde. Man maatte først og fremmest vise,
at man havde Hjerte, kunde blive begejstret, falde i
Henrykkelse, ja i Besvimelse. De naturlige Dyder
kommer atter til Ære; man tør elske sin Hustru
uden at blive latterlig; Mødrene begynder selv at
amme sine Børn, Manden er øm Fader over for
dem og tager sig af deres Opdragelse, velvillig over
for deres Undergivne og hjælpsom over for sine
Bønder. Men disse lærte man i Virkeligheden nu
lige saa lidt at kende som tidligere. Før saa’ man
dem i Salonernes Hyrdestil; nu optræder de i
rousseausk Belysning som nøjsomme, brave og
ufordærvede Naturmennesker.
Det var ikke længer Hofkavalererne, der spil-
Fig. 81. Haaropsætninger fra Tiden før Revolutionen. (Efter en
samtidig Karrikatur-Tegning).
lede Hovedrollen i det selskabelige Liv. Nu var det
Litteraturens Stormænd, hvis Navne var paa alles
Læber. Deres indbyrdes Forhold, Striden mellem
Diderot, Voltaire og Rousseau vakte Interesse overalt,
selv i de fornemste Kredse. »Min Gud!« udbrød en
Dag Hertugen af Castrie, »alle Vegne, hvor jeg
kommer, hører jeg kun Tale om denne Rousseau og
denne Diderot. Kan man begribe sligt? Folk, som
ingen Ting er . . . som bor paa fjerde Sal!«
Ja, det var netop Sagen, at en Mængde
Mennesker, som ingen tidligere havde tænkt paa at
henregne til det gode Selskab, begyndte at gøre sig
gældende. Det var Borgerstanden, som — til Trods
for at alle gamle Indskrænkninger bestod endnu —
havde udviklet sig og ganske skiftet Karakter. Det
var ikke længer som tidligere nøjsomme Smaakaars-
folk, der passede deres
Værksteder og deres
Krambod, lod
Statssager være Statssager
og sjældent vendte
sine Tanker bort fra
Dagens Gerning, i alt
Fald aldrig længer end
til Lavets og maaske
B}rens Affærer. Deres
beskedne Dagværk
havde afspejlet sig i deres
beskedne Dragt, deres
jævne borgerlige
Tanker og Forestillinger,
i deres jævne Ord og
nærmest ydmyge Lader.
Men i Begyndelsen
af det 18. Aarhundrede
vaagner der en stærk
Foretagsomhedsaand
hos Borgerstanden, og
baade i Handel og
Industri foregaar (ler et
mægtigt Opsving. Den
franske Søhandel
udvikler sig langt hurtigere
end selv den engelske,
og Bordeaux regnes i
1780 selv af Englændere
for en større og rigere Handelsby end nogen Stad i
England med Undtagelse af London. Velstanden vokser,
Livsfornødenhederne bliver større og større. Der er
mindre Rigdom hos de fornemme end før, men
større hos Middelstanden, og dette har bidraget lil
at formindske Forskellen mellem Folk. Med andre
Ord, den dannede Borgerstand er i Rigdom kommen
paa Højde med Adelen, i Arbejdsdygtighed og Energi
har den langt overfløjet den.
Men Adelens Forrettigheder vedbliver dog
uforandret at bestaa. Adelen, der i Regelen var venlig
og forekommende mod Bønderne, var overmodig og
stolt over for Borgerne. Og, efterhaanden som den
mere og mere mister virkelig Ret til at bestaa som
privilegeret Stand, klamrer den sig med saa meget
større Iver til det eneste, der giver den Betydning,
sin adelige Titel og Navn. Den besværger Ludvig XVI
at drage Skellet endnu stærkere mellem Adelen
og Borgerstanden end før. Og Ludvig giver efter;
161
142
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
