Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Rigsstænderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DEN FRANSKE REVOLUTION
Maj Maaned gled til Ende, uden at der blev
foretaget noget afgørende. Der blev gjort forskellige,
men frugtesløse Forsøg paa et Forlig. Biskoppen
af Langres fremsatte som en Udvej til at komme
over Vanskelighederne Forslag om, at de privilegerede
Stænder skulde danne ét Kammer i Lighed med det
engelske Overhus og tredje Stand et andet, men
dette kloge Forslag blev ladet ganske uænset af
Regeringen, der ikke syntes at have dannet sig nogen
som helst Plan eller at handle med noget som helst
Maal lor Øje.
Medens tredje Stand førte denne tavse, men
betydningsfulde Kamp med de privilegerede Stænder,
var Opmærksomheden efterhaanden mere og mere
bleven henledet paa den Deputerede fra Aix. Da
Mirabeau første Gang havde taget Ordet, havde alle
studset. Man kendte gennnem hans Værker hans
Stils overbevisende Kraft; nu blev man reven med
af hans sydlandske, ildfulde Veltalenhed, og man
forstod, at Rygtet havde tait sandt, da det fortalte,
hvorledes han for nylig i Marseille og i Aix havde
tøjlet de oprørske Mængders Voldsomheder blot ved
sin Tordenstemme og ved sin Tales Magt. Alverden
kendte hans uordentlige Privatliv og det Had, der
herskede mellem ham og hans Familie. Thi Markis
Honoré Gabriel Riquetti de Mirabeau hørte til en
Familie, hvis ustyrlige Lidenskaber i en
Menneskealder havde leveret Underholdningsstof til alle
Frankrigs skandalelystne Sjæle.
Men det var netop denne Familiearv, den
brændende Lidenskab, der gav Mirabeau en ellers hos
Franskmænd ukendt Dybde i Følelsen og Alvor i
Overbevisningen. Han havde lidt under det gamle
Regimentes Uretfærdigheder; han var som det Jærn,
der for at blive til Fil maa døje Hug paa Hug.
Hans Faders haarde, tyranniske Færd imod ham
havde tidlig vakt hans Trods og Frihedstrang, og
i Amsterdam, hvorhen han var flygtet for at. undgaa
sin Faders Forbitrelse, skrev han det første af sine
berømte politiske Smaaskrifter: »Om Despotismen«,
der vakte umaadelig Opsigt ved sine frie og dristige
Tanker. Kort efter blev han tvungen til at tage
tilbage til Frankrig, og den strenge Fader lod ham
nu kaste i Fængsel i Vincennes.
Her sad han fængslet i halvfjerde Aar. Men
denne Tid fik overordentlig stor Betydning for ham,
thi her fik han Ro til at fordybe sig i historiske og
nationaløkonomiske Studier, og hc vandt han
Herredømme over sine Lidenskaber, lærte at tøjle dem og
give dem Udtryk i kunstnerisk Form. Men
Dobbeltheden i hans Natur viser sig under Fængselslivet
som før og efter. Ved Siden af sin berømte
Afhandling om de vilkaarlige Arrestordrer, et af de
stærkeste Angreb paa det gamle Regeringssystem og
et glimrende Vidnesbyrd om hans Stil, hans
indgaaende historiske Viden og praktisk politiske Blik,
skrev han — for at tjene Penge — Bøger, hvis
Slibrighed skulde skalle dem Afsætning paa
Markedet.
Efter sin Løsladelse rejste Mirabeau i Tyskland
og England; hans Ophold i dette Land, hvor han
blev bekendt med en Del fremragende Politikere,
bidrog i særlig Grad til at udvide og klare hans
politiske Syn. Han vedblev at udsende sine
Stridsskrifter, og hans Pen blev snart baade skattet og
frygtet. Det var et almindelig udbredt Rygte, at
han stillede den til Tjeneste for den, som betalte
bedst. Men det bør tilføjes, at han kun hvæssede
den mod Institutioner og Personer, som han fandt
det retfærdigt at angribe.
Imidlertid havde hans Navn ikke nogen god Klang
og mindst hos hans Standsfæller. Han havde paa
saa mange Maader overtraadt Grænserne for, hvad
man fandt passende, og havde offentlig og uden
Hensyn paapeget Raaddenskaben og Udueligheden i
de adelige Krese; han var tit og mange Gange
optraadt til Gunst for tredje Stand, og da han i 1789
fremstillede sig som Kandidat for Adelen i Aix,
afslog den at opstille ham og brugte som Paaskud for
deres Afslag, at han ikke var Lensbesidder. Men
tredje Stand tog imod ham med aabne Arme, og
Mirabeau saa sig valgt baade i Aix og i Marseille,
men foretrak at indtage sit Sæde i Rigsstænderne
som Deputeret for den første By.
Da Mirabeau mødte i Rigsstænderne, var han
gennemtrængt af en Følelse, der vedblev at være den
ledende hos ham under hans korte politiske Færd,
et brændende Had til Despotiet. Denne Følelse deltes
vel af alle Frihedsmænd, men faa havde lidt under
Despotiet som han, og ingen havde udviklet sig
under det som han. Og i én Henseende skille
Mirabeau sig fuldstændig fra de allerfleste af sine
Meningsfæller. Medens alle andre kun tænkte paa
Despotiet fra oven og paa Rousseausk Vis forestillede
sig det ukultiverede, i Naturen levende Folk som et
godt og barnlig-godmodigt Væsen og i et
Folkercgi-mente saa en smuk Idyl, havde Mirabeau studeret
Menneskene og de menneskelige Lidenskaber for
grundigt til at tro paa slige Drømmerier. For ham
var Folkets Despoti lige saa forhadt som Tronens.
Han forstod, at en Samling Individer, ledede af de
laveste Drifter, uden Lovens Tugt og Tøjle, var mere
Dyr end Mennesker, og han saa Frankrigs Lykke.i
en selvstændig, af Adelen uafhængig, men ved en
stærk Folkerepræsentation indskrænket Kongemagt.
Derfor hævdede han stadig paa Møderne Kongens
Rettigheder og advarede imod at foretage noget som
helst, der kunde betragtes som et revolutionært Skridt.
Og da der af nogle utaalmodige Medlemmer blev
indbragt Forslag om, at tredje Stand skulde erklære sig
for Nationalforsamling, d. v. s. for alene at
repræsentere Nationen, modsatte han sig dette paa det
bestemteste. Derimod tilraadede han Besindighed og
Udholdenhed, i Følelsen af at Kongen i Virkeligheden
ikke havde bedre Venner end tredje Stand, som paa
dette Tidspunkt var i høj Grad loyal, og i en stærk
Kongemagt saa den eneste Redning for Landet. Og
i denne Følelse, der hos Mirabeau fandt den stærkeste
Tilslutning, anbefalede han at henvende sig til
Kongen og forelægge ham Sagernes Stilling aabent og
tillidsfuldt. Om end tredje Stand ikke vandt andet,
vilde den ved en aaben Henvendelse til Monarken
endnu yderligere vinde den offentlige Mening for sig
i Modsætning til de privilegerede Stænder med deres
hemmelige Raadslagninger og hele dulgte Færd.
Ludvig XVI var imidlertid ganske i Hænderne
paa Dronningen og Greven af Artois. Den før saa
vennesæle Konge modtager nu med alle
Naadesbe-visninger Deputationer fra Adelen, men han nægter
at modtage den Deputation fra tredje Stand, som
235
180
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
