Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Rigsstænderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
NATIONALFORSAMLINGEN
Mirabeau havde foreslaaet. Og et Rygte begyndte at
brede sig og fandt almindelig Tiltro. Det hed sig,
at Kongen under Hoffets Paavirkning vilde søge et
Paaskud i den Uvirksomhed, der var en Følge af
Uenigheden mellem Rigsstænderne og af Regeringens
egen Mangel paa Styreevne, til at opløse Stænderne
som et unyttigt og uarbejdsdygtigt Apparat.
Tredje Stands afventende Holdning kunde ikke
fortsættes længe uden Fare; den havde hidtil kunnet
glæde sig ved Tilslutning af den offentlige Mening,
men denne vilde dog til sidst fordre, at der blev
arbejdet, udført noget til Landets Gavn. Der
begyndte alt at vise sig Tegn paa Misfornøjelse med
det ringe Udbytte af den med saa store
Forventninger imødesete Stænderforsamling? og man kunde
være vis paa, at Hofpartiet ikke vilde være sen til
at slaa Mønt af et muligt Omslag i den offentlige
Mening.
Tvungen af Kongens Holdning slog Mirabeau efter
en Maaneds Ventetid ind paa den eneste Vej, som
kunde føre til en Afslutning paa Striden, nemlig at
tredje Stand erklærede sig for Nationalforsamling.
Modstanderne maatte have Kniven paa Struben for
at forstaa, at det her drejede sig om at være eller
ej at være. Abbed Sieyes havde allerede i sit
berømte Flyveskrift »Hvad er tredje Stand?« udtalt, at
tredje Stand alene repræsenterede Nationen. De
privilegerede Stænders 200,000 Mennesker kunde ikke
i Betydning stilles lige med dens 25 Millioner.
Den 10. Juni fremsatte Sieyes, efter en
Indledning, Forslag om at sende en sidste Opfordring til
Adel og Gejstlighed om at forene sig med tredje Stand
og samtidig at udstede en offentlig Redegørelse for
alle de Forsøg, man havde gjort paa at tilvejebringe
Enighed, og de tvingende Grunde, der nu forelaa til
at gaa over til selvstændigt Arbejde, først og
fremmest at undersøge og anerkende Valgenes Gyldighed.
Den Tilslutning, dette Forslag vandt hos Medlemmerne,
godtgjorde tilstrækkelig, at Flertallet nu var stemt
for at skride til Handling.
Paa Grund af kirkelige Fester fandt der intet
Møde Sted den følgende Dag. Men den 12. Juni
sendtes der Deputationer til de to privilegerede
Stænder som et sidste Forsøg paa at bringe dem bort
fra Fordringen om Afstemning hver for sig og tillige
med den Besked, at Navneopraab vilde blive
paabegyndt i Salen samme Dags Eftermiddag, og kun
de, der svarede, vilde, efter Undersøgelse af Valgenes
Lovlighed, blive anerkendte som retmæssige
Deputerede/
Kl. 7 om Aftenen begyndte Navneopraabet; ikke
én af de privilegerede Stænder svarede til sit Navn.
Men da man fortsatte næste Dag, indfandt sig —
hilste med Jubel af Forsamlingen — tre Præster;
den følgende Dag mødte der seks og Dagen efter to
endnu. Dermed var Principet de privilegerede
Stænders Modstand brudt, og Forsamlingen kunde nu
med mere Ro og med mere formel Ret end tidligere
gaa over til at foretage det følgerige Skridt, at
konstituere sig som Landets repræsentative Forsamling,
som Nationalforsamling. Dette skete den 17. Juni
under stormende Jubel. Astronomen Bailly, 53 Aar
gammel og en fremragende Videnskabsmand, blev
valgt til Formand (Portræt S. 173).
Dette dristige Skridt blev ikke foretaget uden
Omsigt og Beregning. Nationalforsamlingens første
politiske Handling var at søge at befæste sin Stilling
og slaa en Bro over til de andre Partier. Ved
Vedtagelsen af den Erklæring, at de hidtidige Skatter
vel var ulovlige, men af praktiske Hensyn vedblivende
skulde opkræves, saa længe Nationalforsamlingen var
samlet, mente man at sikre sig mod en Opløsning.
Ved at stille Statsgælden under Garanti af Nationens
Ære, søgte man at faa alle deri interesserede,
Landets Rigmænd, paa Forsamlingens Side, og ved
endelig at love snarest mulig at arbejde paa at
afhjælpe den finansielle Nødstilstand, som ogsaa lod
sig mærke ved Hove, thi Penge var ikke til at
opdrive, haabede man at gøre godt Indtryk paa
Hofpartiet.
To Dage senere saa man de første Følger af
tredje Stands beslutsomme Fremgangsmaade, idet
Gejstligheden vedtog at forhandle og afstemme i
Fællesskab med den og at iværksætte Tilslutningen,
saa snart ske kunde.
Endnu havde Regeringen ikke givet til Kende,
hvorledes den stillede sig over for de sidste Dages
Begivenheder. Men man skulde ikke komme til at
vente længe. Gejstlighedens Forening med tredje
Stand maatte for enhver Pris forpurres. Da de
Deputerede den 20. om Morgenen begav sig til Salen,
omsværmede af en umaadelig Skare, der vilde sikre
sig Plads i Tide for at overvære de to Stænders
Sammenslutning, naaede man kun til Bygningens
Porte. Alle Adgange var spærrede af Soldater med
opplantede Bajonetter, kun Formanden og
Sekretærerne fik Lov at komme ind og hente deres
Papirer. Paa store Plakater paa Murene læstes
Grunden eller rettere det Paaskud, man havde benyttet
som Grund for disse Forholdsregler: »Hs. Majestæt
Kongen har besluttet at holde kongeligt Møde den
22. Juni, og Forberedelserne hertil kræve, at
Stændernes Møder udsættes.«
Raadvilde og forbitrede over denne Fornærmelse
fra Regeringens Side stod tredje Stands Medlemmer
uden for de lukkede Døre. Man vidste, at Neckers
Indflydelse var saare ringe, at Kongen, der ganske var
i Hænderne paa Hofpartiet i Øjeblikket, var paa Jagt,
og man frygtede, at denne Anvendelse af Soldater til
at holde Folkets Repræsentanter ude fra deres
Forsamlingssal kun var et Varsel om endnu kraftigere
Forholdsregler: Rigsstændernes Opløsning.
Medens Begivenheden ivrigt diskuteres af de
hjemløse Rigsdagsmænd, løber der fra Mand til Mand
en Meddelelse om, at Mounier stævner dem til Møde
i Boldhussalen, hvor det ædle Boldspil en sjælden
Gang blev drevet af Greven af Artois og enkelte
yngre Kavalerer ved Hoffet. Ædelt var det i Ordets
strengeste Forstand, thi som en udelukkende adelig
Fornøjelse var det forbudt Borgere og andre ufri
Folk at forlyste sig og øve deres Legemer dermed.
Boldhussalen, uden nogen som helst Udsmykning,
med mørke Vægge, Vinduerne højt til Vejrs og en
Række Net rundt langs Væggene til at fange Boldene i,
uden Stole, men med nogle faa Bænke og et enkelt
Bord, var saa lidet egnet til Forsamlingssal som vel
muligt. Men man havde intet Valg, og Tiden var
kostbar. Paa Forslag af Mounier vedtog
Forsamlingen at forpligte sig ved en højtidelig Ed til ikke
at skilles, før Frankrig havde faaet en konstitutionel
181
182
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
