Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 187-188 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Rigsstænderne - Bastillens fald

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

kende og syngende med den civile Befolkning og
raabende Hurra for tredje Stand. Og Forbundet
mellem Palais Royals urolige Gæster og dem, der
skulde holde Orden i Byen, faar en tydelig
Bekræftelse. Den 30. Juni, Kl. 7 om Aftenen, da 11 Mand
af den franske Garde, der sad arresterede i Fængslet
i Abbediet St. Germain, fordi de havde udtalt, at de
ikke vilde skyde paa deres Landsmænd, skulde føres
til Fængslet Bicétre, sætter en Skare Mennesker sig
i Bevægelse, bemægtiger sig paa Vejen Økser og
Brækjern, og en Time efter staar 6000 Mand uden
for Abbediet. Porte og Døre bliver slaaet ind, og
de paagældende Arrestanter, »de patriotiske Krigere«,
føres ud under jublende Sejrsraab.

De »patriotiske Krigere« fik kort Tid efter paa
Nationalforsamlingens Indstilling saa godt som
fuldstændig Amnesti.

Men denne Mildhed var kun et Skalkeskjul for
den Strenghed, hvormed Regeringen snart haabede
at kunne fare frem. Sammentrækningen af Tropper
under Marskal de Broglie (dø brolli) vedblev; alle
Broer og Veje var alt besatte af Artilleri og Fodfolk.
Dette foruroligede Nationalforsamlingens Medlemmer
i den Grad, at ingen — uden Mirabeau — vovede
at tale højt derom. Han alene beholdt Fatningen,
og han alene havde Mod til aabent at bede
Regeringen om Forklaring paa, hvad disse truende
Foranstaltninger skulde betyde.

Kongens Svar var tvetydigt. Hans Raadgivere
vilde ikke forstaa, at Troppernes og særlig de
fremmede Troppers Nærværelse i og omkring
Hovedstaden netop bidrog til at ophidse Befolkningen til
Voldshandlinger. Tropperne var kun bestemte til at
opretholde Ordenen, blev der svaret, til at beskytte
Rigsstændernes Diskussionsfrihed; det var kun slette
Personer, der kunde finde paa en anden Forklaring.
Dersom Rigsstænderne i øvrigt troede at have nogen
Grund til Frygt, stod det dem frit for at bede om
at blive flyttede til Noyons eller Soissons.

Men det var for plump en List, først at søge at
fjerne Nationalforsamlingen fra dens eneste Støtte,
Paris, for derefter at anbringe den mellem de største
Troppeafdelinger, hvor den vilde være ganske
afhængig af Hofpartiet.

Kongens Svar blev afgivet den 10. Juli, og samme
Aften var det bekendt i Paris. Det virkede ikke
beroligende. Foruden Sulten fik man altsaa nu ogsaa
fremmede Lejetropper at kæmpe med. — Havde
Pariserne endda Vaaben! Men Regeringerne havde i
lange Tider sørget for, at Menigmand ikke kunde
faa en Bøsse i Haand. Alle Vaaben ligger godt gemte
og godt bevogtede — tror man i alt Fald — i
Tøjhusene, i Invalidehotellet og Bastillen. Det ser et
Øjeblik ud, som om Hofpartiet skal vinde Spillet og
nedslaa Folkets Livshaab med fremmede Bajonetter.

Dog saa længe Necker sidder ved Roret, har det
ingen øjeblikkelig Fare. Han stod i Menigmands
Øjne som den, der havde sammenkaldt Rigsstænderne,
og som den, der vilde skaffe Brød til de mange
tusinde sultne Munde. Han vilde ikke opgive sit
Arbejde paa Halvvejen, og først hans Fald vilde være
Signalet til, at Folket ikke havde mere at haabe af
Regeringen.

BASTILLENS FALD.

Juli Maaned havde bragt en kvælende Hede i
Paris. Søndagen den 12. saas derfor
Søndagspubli-kummet i endnu større Skarer end sædvanligt at
strømme ud af Byen, medbringende deres Madkurve
og Flaskefoder, for at faa en Smule Luft i
Boulogneskoven, Skovene omkring Fontainebleau eller Choisy.
Netop nu var ogsaa St. Cloud et yndet Maal for
Søndagsudflugter, thi fra den 2. til den 16. Juli
kunde man faa de prægtige Springvand at se, som
ellers ikke var i Virksomhed. For at undgaa de
støvede Veje tog mange med de store Flodfartøjer,
som afgik fra Quai St. Paul og fulgte med Strømmen
ned til de forskellige Anløbssteder.

Paa Grund af Søndagsfriheden var ogsaa Palais
Royal mere end almindelig overfyldt. En stor Del
af Paris’ roligere Refolkning, der ellers ikke havde
Tid til at søge herhen, gav nu Møde paa Helligdagen
for at høre de sidste Dages Nyheder. Men ved
Middagstid begynder et Rygte at brede sig, som snart
sluger hele Interessen, skønt ingen i Begyndelsen vil
tro paa det. Den gode Konge kan ikke i den Grad
have forraadt sit Folk. Men flere og flere Bud
strømmer til fra Versailles, alle stiler de mod Palais
Royal, og alle bringer de det samme Budskab, der
virker som en Gnist i en Tønde Krudt: »Necker
har faaet sin Afsked! Marskal de Broglie med Foulon
som Adjutant, Breteuil og Barentin er blevne Ministre!«

Folk staar et Øjeblik som forstenede. — Den
eneste Borgen for en fredelig Udvikling, det eneste
populære Navn forjaget, og de fire mest forhadte
Mænd i Landet satte i Stedet! Nyheden har bredt
sig med rivende Fart, og alle Vegne fra strømmer
Folk i Massevis til det velkendte Mødested. Man
raaber og skriger i Munden paa hinanden. En ung
Mand, en af dem, der har bragt Ulykkesbudet, raaber:
Til Vaaben! Til Vaaben! — Ja, ja! svarer de
om-kringstaaende, spring op paa et Bord, skaf Dem
Ørenlyd og sig os, hvad vi skal gøre, vi er rede til
at følge Dem! —■ Aa, det er Camille Desmoulins!
siger et Par unge Mænd, han er forlegen, og han
stammer — han kan ikke tale.

Ja, Camille Desmoulins havde været undselig af
sig og havde stammet til dette Øjeblik. Men da han
sprang op paa Bordet, var al Forlegenhed og
Stammen forsvunden; Harmen løste hans bundne Tunge,
og med den efter klassiske Mønstre dannede
Veltalenhed, som der før Revolutionen blev lagt saa
stor Vægt paa i de franske Undervisningsanstalter,
strømmede Ordene fra hans Læber. Hylene og
Raa-bene forstummede, og i aandeløs Tavshed hørte de
Tusinder af Mennesker paa den 27aarige Advokat
fra Picardiet (se S. 136).

»De har jaget Necker bort! En mere haanende
Trods har de ikke kunnet byde os. Efter dette kan
de vove alt! — i dette Øjeblik forberede de maaske
en Rartolomæusnat for Fædrelandets Venner!
Maaske skal det gaa løs i Aften. Til Vaaben, Rrødre!
Til Vaaben! Fæst Kokarder paa jer som
Kendemærke, lad os vælge den grønne Farve, Haabets
Farve.« Fra sit Rord kunde han naa Grenene paa
det nærmeste Træ; han brød en løvrig Kvist af og
satte den i sin Hat, og i samme Nu havde Tusinder
af Hænder brudt Grene af og prydet sig med samme

235

188

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>