Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Bastillens fald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN FRANSKE REVOLUTION
Sang og Klang, Støjen og Larmen fra Palais Royal
var én Følelse den overvejende: Frygt. En daarlig
Samvittigheds Frygt, Frygt for den Straf, som man
var sikker paa, ikke vilde udeblive. I Øjeblikkets
Ophidselse havde man handlet ubevidst, efter
Indskydelse, — nu, da Spændingens Energi var ophørt,
indtraadte der nogen Tids Slappelse. De kongelige
Tropper paa Marsmarken var med det indbrydende
Mørke ubemærket dragne bort; det kunde kun
forstaas paa én Maade: det var naturligvis kun for at
komme saa meget frygteligere tilbage, forstærkede
med de mange Tusinder, der stod omkring Paris.
Et var sikkert: Skaansel var ikke at vente.
Natten mellem den 14. og 15. Juli herskede der
en feberagtig Ophidselse i Hovedstaden. De
kongelige Tropper ventes hvert Øjeblik foran Byens Porte,
men hvor? 15,000 Mand, fortæller Rygtet, rykker frem
gennem Boulogneskoven. — I alle Gader, der munder
ud ved Portene eller Barriererne, er der bygget
Barrikader. Komiteen har givet Ordre til at sætte Lys
eller Lamper i alle Yinduer. »I Nat maa vi kunne
se klart alle Vegne.« Midt imellem de druknes Hyl
og Skrig fra Palais Royal lyder der Alarmsignaler og
Raab: Til Vaaben! Til Vaaben! Snart er Fjenden
her, snart dér. Gennem de oplyste Gader løber mer
eller mindre fuldstændigt bevæbnede Borgere, stundom
trækkende Kanoner efter sig, i den opgivne
Retning.
Stormklokkerne ringe uafladelig for at holde Folk
aarvaagne. Der hersker almindelig Forvirring; men
Borgervæbningen patruljerer i Gaderne, og kun faa
Steder finder der Plyndringer eller lignende
Uordener Sted. Den Mand, der denne Nat mere end
nogen anden bidrog til at holde Orden i Byen, var
Santerre, som allerede havde vundet en saadan
Indflydelse, at han kun havde behøvet at sige ét Ord
for at fremkalde en almindelig Plyndring af hele
Byen. Men hver Valgkres, hver Klub tiltager sig
Ret til at kommandere og give Ordrer. Medlemmerne
af Komiteen paa Raadhuset er, overvældede af
Træthed efter mere end to Døgns uafbrudte Spænding
og Anstrengelser, faldne i Søvn i Salen, hvor de
mere har været Folkets Fanger end dets Ledere.
Kun én Mand holder ud endnu og repræsenterer
hele Byens Øvrighed.
I Nationalforsamlingen, som stadig holdt Møde
efter Urolighederne den 12., havde man hvert
Øjeblik i Dagene den 13. og 14. ventet at se de mest
fremragende Medlemmer blive arresterede og høre
Ordre til Forsamlingens Opløsning. Man vidste, at
Dronningen og Greven af Artois ikke vilde lade
Kongen i Ro, før han havde besluttet sig hertil.
For at undgaa Skin af at staa i Forbindelse med
Oprørerne i Paris udstedte Forsamlingen den 13. et
Opraab til Byens Borgere om at afholde sig fra
enhver Voldshandling. Nu kom Efterretningen om
Bastillens Erobring og det rasende Folks Hævnmord
paa Kommandanten, Officererne og Flesselles. Denne
Nyhed fyldte Medlemmerne med Forfærdelse og
bange Anelser. Thi samtidig fik de at vide, at
enkelte af deres mest fremragende Mænd, som Adrien
Duport, selv havde taget ivrig Del i de forefaldne
Begivenheder. Men medens de, for at vise deres
Fasthed og Vedholden ved tidligere Beslutninger,
vedtog atter at sende en Deputation til Kongen og
211
forlange Neckers Genindsættelse, havde Ludvig XVI
allerede opgivet al Modstand mod Forsamlingens
Ønsker.
Nationalforsamlingen anede lige saa lidt som
Pariserne, at alle Hofpartiets Planer var bleven
tilintetgjorte ved Bastillens Erobring, og at Marskal de
Broglie alt havde maattet meddele Dronningen, at
der intet var at stille op; man kunde ikke stole
paa noget Regiment. Hele den gamle,
tilsyneladende saa stolte og stærke Samfundsbygning havde
været lige saa elendig bemandet og var bleven lige
saa slet forsvaret som den Fæstning, der hidtil havde
været anset for uindtagelig, og som i Aarhundreder
havde staaet som et Skræmmebillede for det franske
Folk.
Kongen havde ved sin Hjemkomst om Aftenen
fra en Jagt modtaget den store Nyhed. »Men det
er jo Oprør!« udbrød han. »Nej, Deres Majestæt,«
svarede en af hans Kavalerer >det er intet Oprør,
det er en Revolution!« Ved Tanken om en
Borgerkrigs Rædsler opgav Ludvig XVI straks den
Holdning, som han tidligere under Hofpartiets
Paavirkning havde indtaget. Det bliver meddelt
Nationalforsamlingen, at Kongen har givet Ordre til at fjerne
Tropperne, og at han selv i egen Person vil begive
sig hen i dens Forsamling.
Kongens Tilstedeværelse, — han kom uden
militær Eskorte og uden andet Følge end sine Brødre
og nogle faa Hofmænd, holdt sin Tale staaende og
med Hatten i Haanden — var en uventet Triumf for
Nationalforsamlingen, som han for første Gang hilste
med dette Navn. Den havde ikke turdet haabe paa
en saa letvunden Sejr. Han gentog sit Løfte, at
fjerne Tropperne, lovede at kalde Necker tilbage og
at indvilge i alt, hvad man forlangte. Det laa til
Tiden let at lade sig røre, og Kongens Udtryk: Jeg
stoler paa Dem, mine Herrer! vandt ham alle
Medlemmernes Hjerte; da han til Fods vilde vende til- .
bage til Slottet, rejste alle sig; de forreste dannede
en Vagt omkring ham, de andre sluttede sig til som
Følge, og under jublende Tilraab og Leveraab fra
Menneskemassen i Gaderne gik han langsomt op til
Slottet. I Slotsgaarden spiller Schweizergardens
Musik, og Jublen vokser, da den intonerer den af alle
kendte Melodi af Operaen »Lucile« : »Oü peiil-on étre
mieux qu’au sein de sa famille?«*). Dronningen
viser sig paa en Altan med Kronprinsen paa Armen,
og Glædesraabene vil ingen Ende tage.
For Nationalforsamlingen var der altsaa ingen
Fare mere fra Hoffet at frygte. Nu gjaldt det førsi
at faa Ro og Orden genoprettet i Paris. Men det
lod sig næppe gøre med smukke Ord, Optog og
Operamusik. For at faa paalidelig Besked om
Sagernes Stilling besluttedes det at sende en Deputation
paa 50 Medlemmer ind til Byen. Paa Raadhuset
taler dens Ordførere til Folket, fortæller, at den gode
Konge var bleven vildledet, men at han nu har
faaet Øjnene op for Folkets Nød og vil gøre alt for
at afhjælpe den.
Disse Ord, som mulig kunde anses for at være
daarlig anbragt over for en oprørsk Bjrbefolkning,
vækker Rørelse og Henrykkelse hos de letbevægelige
Parisere. Man omfavner hinanden, græder og føier
*) Hvor har man det saa godt som i Familiens Skød?
212
i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
