Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Bastillens fald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
EFTER BASTILLENS FALD
sig opfyldt af de ædleste Følelser. — Man udraaber
Bailly til Borgmester i Paris i Stedet for Flesselles,
der under et andet Navn tidligere havde været Byens
øverste Embedsmand, og la Fayette til Kommandant
for Borgervæbningen. Men de sultne Mennesker
vedbliver at være sultne. De er ikke tilgængelige
for slige Stemningsudbrud og tror ikke ret paa
Freden. De er vante til at faa Prygl, naar de har
gjout sig ud til Bens, og er sikre paa, at Straffen
kommer nok.
Og med det vundne Kendskab til den lavere
Befolknings Mistro erklærer Komiteens Medlemmer over
for de Deputerede, at der trods den øjeblikkelige
Feststemning kun er ét Middel til atter at bringe
Ro i de ophidsede Gemytter, og det er, at Kongen
selv kommer til Stede og tydelig giver til Kende, at
han vil tilgive alt og ikke tænker paa at straffe
Befolkningen for de stedfundne Udskejelser.
Paa Grund af denne bestemte Erklæring var det
med et tungt Hjerte, at Nationalforsamlingen den
15. om Aftenen hørte paa de 50 Deputeredes
Beretning. Thi ingen ventede, at det skulde lykkes at
formaa Kongen til at vise sig i den ophidsede By.
Der var, efter hvad der var forefaldet, al mulig
Udsigt til, at han ikke vilde slippe ud igen men i
heldigste Tilfælde vilde blive holdt tilbage af
Befolkningen som en Sikkerhed for, at Hofpartiet ikke
foretog sig noget fiendtligt imod Staden og dens
Befolkning.
Men Ludvig XVI manglede ikke personligt Mod.
Han erklærede sig paa Nationalforsamlingens Bøn
villig til at tage til Paris og bestemte sig til at
udføre sin Beslutning d. 17. Den mellemliggende Dag
gik hen med Forberedelser; samme Dag blev de nye
Ministre afskedigede, og de tidligere indsatte igen, og
Kongen lovede at anerkende Oprettelsen af en
Borgervæbning, ikke blot i Paris men i alle Frankrigs
Byer.
Det var saa meget modigere af Ludvig XVI at
tage ind til sin oprørske Hovedstad, som han ikke
var blind for Farerne derved. Tidlig om Morgenen
d. 17. nød han Alterets Sakramente og gjorde sit
Testamente. Dronningen bestormede ham med Bønner
og Taarer og besvor ham at opgive sit Forehavende,
men denne Gang var Kongen fast. Kun nogle faa
af hans Garde fulgte med, men Nationalforsamlingen
havde udpeget et Hundrede af sine mest populære
Medlemmer til at ledsage ham.
Fægten for de Farer, som truede Kongen fra
hans urolige Undersaatters Side, viste sig imidlertid
at være ugrundet. Pariserne saa’ i hans Ankomst
uden militær Brask og Bram et Tegn paa
Forsonlighed og Tilgivelse, og de lavere, nødlidende
Folkeklasser troede yderligere, at Kongens Nærværelse
paa en eller anden ubegribelig Maade vilde bringe
al Nød og Elendighed til at holde op. Saa
rodfæstet var endnu i Folkets Bevidsthed Forestillingen
om Kongens uindskrænkede, alle Hindringer
overvindende Magt.
Ved Passy-Porten blev Ludvig XVI modtaget
af en Del af Valgmændene med Bailly, der endnu
kun i Følge Folkets Ønske optraadte som Stadens
Borgmester, i Spidsen. Han overrakte efter gammel
Skik Kongen Nøglerne til hans »gode By Paris« og
tilføjede, at det var de samme Nøgler, som i sin
Tid var blevne overrakte hans store Stamfader,
Henrik IV. I Tavshed modtager Folket sin Konge,
som er bleg og øjensynlig stærkt greben ved Synet
af den tavse, stirrende og bevæbnede Mængde, blandt
hvilken han saa’ Kvinder og Munke med Sabel og
Gevær. Toget gik mod Raadhuset, hvor man i al
Hast havde gjort nogle Forberedelser og bl. a. over
Døren anbragt en Indskrift: Ludvig XVI, de
Franskes Fader og Konge over et fritFolk. Bailly
førte ham op ad Trappen, hvor Borger-Officererne
i de sorte Dragter stod med dragne Kaarder og
dannede en blinkende Buegang over Kongens Hoved
— tilsyneladende en Ære for ham men i
Virkeligheden et Symbol paa hans Underkastelse (se Bill.
S. 160). I Salen maatte han sætte sig paa en Trone
og høre paa alenlange blomstrende Taler. Men da
man ønskede, at han selv skulde tale til
Forsamlingen, svigtede Kræfterne ham. Han fik Taarer i
Øjnene, stammede nogle faa, uhørlige Ord og
formaaede kun med Møje at tage imod det nye
Friheds-mærke, Kokarden med Byen Paris’ Farver, som man
rakte ham, og sætte den paa sin Hat. Saaledes blev
han ført ud paa en Altan, og først ved Synet af
Kongen med Frihedskokarden paa Hatten udbrød
Mængden i Hurraraab for ham og Nationen. Men
Kongen formaaede ikke at sige et Ord; hans
Forlegenhed og Forvirring blev mere og mere
iøjnefaldende. Da reddede Lally-Tollendal Situationen ved
med sin klare, velklingende Røst at holde en af sine
glimrende Taler, i hvilken han meddelte det lyttende
Folk, at Kongen havde indvilget i at oprette et
selvstændigt kommunalt Raad til at styre Byens
Anliggender, samt at han havde besluttet at ansætte
Bailly som Borgmester og la Fayette som
Kommandant. for Borgervæbningen.
Intet af dette havde før været i Ludvig XVI’s
Tanker, men for hvert af disse tre Punkter, der blev
det store politiske Udbytte af Kongens Rejse til Paris,
saa’ den begejstrede Taler fast paa ham, og Kongen,
der havde lovet at gaa ind paa alt, hvad man
forlangte af ham, kunde kun give et Nik med Hovedet
som Bekræftelse paa Talerens Ord.
Og Folket saa’ disse Nik og forstod, at det nu
ingen Følger havde at frygte af de sidste blodige
Begivenheder. Og da Lally-Tollendal endte sin
velformede Tale med en elegant Frase, som Bailly
allerede havde benyttet: »En Gang har en Konge erobret
sin Hovedstad, nu har Hovedstaden erobret sin
Konge«, lød der voldsomme Bifalds- og
Tilslutnings-raab.
Ludvig den XVI troede, at nu var det værste
overstaaet, han havde jo gjort alt, hvad man vilde;
men Hofadelen, der ikke kunde lægge sig til Ro med
en saa god Samvittighed, begyndte at forstaa, at
Folkets Raseri maatte have Tid til at lægge sig.
Greven af Artois sov ikke roligt i de Dage. En Ven
havde hvisket ham i Øret, at han stod først paa
Listen over Folkets Fjender. Dronningen advarede
selv Familien Polignac, hvis Venskab skulde komme
hende saa dyrt at staa, om, at deres Liv var i Fare,
og Fyrsten af Lambesc samt Prinserne af det
kongelige Hus turde ikke haabe paa en bedre Skæbne.
De Broglie og de øvrige paa ny afsatte Ministre
vidste, for hvilket Had de var udsatte, og med den
mærkelige Mangel paa Pligt- og Ansvarsfølelse, der
189
214
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
