Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Nationalförsamlingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
NATIONALFORSAMLINGEN
Et Navn har vi ikke nævnet her, Grev Mirabeau.
Han sluttede sig ikke til noget af Partierne, men
var alene saa god som et helt Parti og tog sig saa
godt som ene det Herkules-Arbejde paa, at søge at
frelse sit Fædreland fra Opløsning og Undergang.
Det vil let forstaas, at Nationalforsamlingen med
dens 1200 talelystne Medlemmer, der var ganske
ukendte med det parlamentariske Liv, upraktiske,
udisciplinerede og frem for alt uvillige til at
underkaste sig nogen Fører, ikke var det heldigste Sted
til at drøfte vigtige og alvorlige Stats- og
Samfunds-spørgsmaal. Men til Trocis for alle Mangler og
Ulemper udførte Forsamlingen dog et kolossalt
Arbejde. Ikke mindre end 2500 Love og Vedtægter
udgik fra den i de 2 Aar, den sad inde. Og
deriblandt var mangfoldige store, omfattende Love,
Grundvolden for det nye Frankrig.
Under Forhandlingerne om Ordningen af de
lokale Myndigheder førtes man naturlig til Ophævelse
af Landets gamle Inddeling
i Provinser.
Det var klart for alle,
at disse forskellige
Landskaber, hvert med sine
historiske Traditioner, sin
Styrelse og sine særlige
Skikke, sammenstykkede til
forskellige Tider, kun
kunde bidrage til at
vedligeholde Provinspatriotismen
paa
Fædrelandskærlighedens Bekostning. I Elsass,
der var bleven erobret af
Ludvig XIV, havde Byerne
endnu den gamle tyske
Forfatning, og Provinsen var
lige saa tysk som
Lothrin-gen, der først 1766 var
kommen under Frankrig.
Fran-che Comte havde kun
været lidt mere end 100 Aar
under den franske Krone;
det havde beholdt sit
Selvstyre baade under
burgun-disk og spansk Højhed, og dets Beboere følte sig lige
saa lidt som Franskmænd som den spanske Befolkning
i Roussillon mod Syd eller den flamske i Flandern
mod Nord. Selv i Bretagne, der dog var kommen
under Kronen i 1491, var det gamle Selvstyre og de
gamle bretonske Skikke og Retssædvaner i fuld Kraft.
Skattevæsen og Toldvæsen havde ligeledes været
forskelligt i alle disse Provinser og bidraget til at
opretholde Adskillelsen imellem dem.
Dette føltes af den nye Tids Mænd som en Fare
for Nationens Enhed, og i November blev det
vedtaget, at Landet skulde deles i 83 Departementer,
der skulde være lige store og saa vidt muligt deles
efter de naturlige Grænser. For ganske at udslette
enhver historisk Erindring fik de nye Departementer
Navne efter Bjerge og Floder. Det Departement,
som dannedes af Byen Paris, fik Navn efter Seinen.
Hvert Departement skulde deles i Distrikter og
hvert Distrikt i Kommuner. Der blev indført
Selvstyre. Hver Kommune havde sin Folkeforsamling
og valgte selv sin Øvrighed, der bestod af Mairen
(Borgmesteren) og en Jurist (Procureur) i Spidsen
for det kommunale Raad, hvert Distrikt valgte sit
Raad og hvert Departement sit Generalraad. Det
sidste var paa 36 Personer og forestodes af en
General-Procureur.
Det var imidlertid ikke nok, at Regeringen ikke
udnævnte en eneste Embedsmand, der alle indsattes
ved Valg, men paa disse Valg havde den ikke den
aller mindste Indflydelse, og det uagtet hele den
lokale Forvaltning, Skatteopkrævningen og Retten til
at forlange Militærmagt til Ordenens Opretholdelse
var i Hænderne paa de ved Valgene ansatte
Embedsmænd. Da Nationalforsamlingen i sin Visdom havde
bestemt, at der ikke maatte finde Genvalg Sted før
efter lang Tids Forløb, var det let at forudse, at der
snart maatte blive Mangel paa passende Personer til
at udfylde de mangfoldige Poster. Og det blev da
ogsaa snart offentlig udtalt, at i 20,000 Landkommuner
kunde de kommunale Embedsmænd hverken læse
eller skrive. Enhver
Kommune var en uafhængig
lille Ståt og kunde med
Understøttelse af Klubberne
og Nationalgarden aabent
trodse Regeringen. Enhver
Embedsmand, der saa
gennem Fingre med
Urostifterne og deres Ophidselser,
var en god Patriot, og
Befolkningen, som selv valgte
sine Embedsmænd, skulde
nok sørge for at vælge gode
Patrioter. Forvirringen og
Lovløsheden voksede
yderligere ved, at Grænserne
mellem de kommunale og
de departementale
Myndigheder var meget ubestemt
trukne.
Den mest skæbnesvangre
Fejl i det hele fint udtænkte
men upraktiske
administrative Maskineri var dog
Bestemmelsen om de »aktive
Borgere« og om, at ingen kunde vælges til noget
offentligt Hverv, som ikke betalte mindst en Mark Sølv i Skat
— en Afgift, der svarede til en aarlig Indtægt af 600 Frcs.
(i vore Dage c. det tredobbelte). For at være »aktiv
Borger«, d. v. s. for at kunne være Vælger, skulde
man opfylde de sædvanlige Vælgerbetingelser — egen
Husstand, 25 Aars Alder o. s. v. — og desuden
betale Skat til en Værdi af tre Dages Arbejdsløn paa
Bostedet. Men herved udelukkedes alle Arbejdere,
som tilfældigvis var arbejdsløse i den Tid, Valget
stod paa. Og ved den anden Bestemmelse afskares
mange selvstændige og nogenlunde velstillede
Arbejdsmænd og Smaahaandværkere fra alle offentlige Hverv,
der for Fremtiden alene blev forbeholdte den mere
velhavende Borgerklasse. Atter her uddybedes
Forskellen mellem den velstaaende Borgerklasse og den
ubemidlede Del af Befolkningen, og for at
understrege denne Forskel blev det udtrykkelig tilføjet, at
Nationalgarden alene skulde rekruteres fra de »aktive
Borgere«. Der rejste sig en umaadelig Forbitrelse
imod den grundlovgivende Forsamling i Anledning
Fig. 116. En Assignat fra Revolutionstiden. Indskriften lyder:
Nationalejendommene. Anvisning paa 15 Sous, betalbare til
Ihændehaveren. Nederst til venstre: Loven straffer med Døden
den, som eftergør (denne Seddel). Og til højre: Nationen
belønner Angiveren.
245
246
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
