Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Nationalförsamlingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
O EN FRANSKE
af disse to Love, og alene de er nok til at vise, at
den Statsforfatning, som Forsamlingen troede skulde
blive til Lykke og Velsignelse for Landet, ikke vilde
faa lang Varighed. Thi Forsamlingen havde i den
mere taget Hensyn til de højere Klasser i Samfundet,
hvoraf dens egne Medlemmer var udgaaede, end til
de lavere, der dog med lige saa god Ret som disse
var franske Rorgere. Og hvor meget Vedtagelsen af
disse Love end kunde være dikteret af øjeblikkelige
Hensyn, stred den dog mod det Punkt i den saa
meget beundrede Erklæring om Menneskerettighederne,
der udtalte, at enhver fransk Borger, enten selv eller
ved Stedfortræder, havde Ret til at deltage i
Lovgivningen og Reskatningen. Den var i Følge samme
Erklæring et Overgreb og berettigede som saadant
til væbnet Modstand. Den grundlovgivende
Forsamling havde ved disse to Restemmelser skabt en ny
privilegeret Stand i Modsætning til en uprivilegeret
og aabnet Vejen til blodige Kampe mellem disse.
Lige saa lidt som det franske Rige havde udgjort
et Hele i administrativ Henseende, lige saa lidt havde
dette været Tilfældet med Hensyn til Lov og Ret.
En ensartet Lovgivning og Ret blev da ogsaa
vedtagen; i Kriminalsager blev det engelske Jurysystem
indført; Sager, som før var blevne behandlede ved
Lensherrens Domstol, henvistes nu til Kommunens
Fredsdommer, der — ligesom Distrikternes Domstole
— sendte alle Sager af større Retydning til
Departementets Domstol. Fra hvert Departement kunde der
atter appelleres til Højesteret i Paris. I Orléans
blev der endelig senere oprettet en Domstol, som
skulde paadømme alle Sager angaaende Højforræderi.
Dommerne skulde udnævnes af Kongen og
Nævningerne af Departementerne, medens Forsamlingen selv
vilde revidere Dommene.
Denne nye Indretning af Retsvæsenet, som var
færdig fra den grundlovgivende Forsamling i
Begyn-delsen af 1791, indeholdt langt flere brugbare
Elementer end den administrative Ordning, og det er
den, som endnu danner Grundlaget for det nuværende
Frankrigs højt ansete Retsvæsen. Men det syntes
skrevet i Skæbnens Bog, at den lovgivende
Forsamling stedse ved en eller anden Tilføjelse skulde
tilintetgøre de gode Virkninger af sit eget Arbejde.
Dette skete her ved den ulykkelige Bestemmelse om,
at ikke blot alle Dommerne, men ogsaa Assessorerne,
den offentlige Anklager og Jurymændene skulde
udnævnes ved Valg og kun maatte fungere i et ringe
Antal Aar. Derved udsattes Domstolenes Uafhængighed
i høj Grad for en Fare. Thi Dommerembederne
var gode Levebrød, som der var Rift nok om, og
som Folk nødig vilde af med igen efter faa Aars
Forløb. En Dommer kunde imidlertid kun haabe
paa ved Genvalg at blive siddende i sit Embede,
naar han havde forstaaet at indynde sig hos sine
Vælgere og at gøre sig afholdt af dem.
For at sætte Kronen paa Værket arbejdede den
lovgivende Forsamling samtidig af al Evne paa at
svække den kongelige Myndighed. Man havde
gennem mangfoldige Overgreb i Tidens Løb faaet en
Skræk for den udøvende Magt og søgte derfor nu,
da Lejlighed gaves, at beklippe den paa alle mulige
Maader.
Uden Myndighed paa noget Omraade, uden Magt
til at slaa de alvorlige Uroligheder ned rundt om i
REVOLUTION
Landet skiftede Ministerierne hurtig efter hinanden
og bidrog derved kun yderligere til Regeringens
Svækkelse.
Myndighedernes Afmagt gik først og fremmest ud
over Finanserne.
Rigsstænderne var oprindelig blevne sammenkaldte
af Regeringen, alene for at hjælpe den ud over dens
finansielle Vanskeligheder. Det blev indprentet dem
eftertrykkeligt nok ved Aabningsmødet den 5. Maj.
Men Kampen mellem Stænderne og derefter Bastillens
Erobring og dens Følger havde i den Grad lagt
Beslag paa Opmærksomheden, at Forsamlingen kun
havde skænket den voksende Finansnød faa Tanker.
Som Følge af Bestemmelserne den 4. August
standsede saa godt som alle Statens tidligere Indtægter af
Told og Skat, og Ophævelsen af Tienden, som Sieyes
havde modsat sig og i Stedet foreslaaet en Afløsning,
kom ikke Staten men Grundejerne til gode. Allerede
tre Dage senere, den 7. August, maatte Necker
meddele Nationalforsamlingen, at Statskassen i de sidste
tre Maaneder næsten ikke havde modtaget nogen som
helst Indbetaling af Skat. Han maatte derfor
anmode om et Laan paa 30 Millioner Livres til 5 °/0.
Forsamlingen nedsatte Renten til 4*/2 %, og Laanet
blev optaget. Kun tre Uger senere maatte han paa
ny anmode om at rejse et Laan paa 80 Millioner til
5 °/0. Men der blev kun tegnet 33 Millioner, et
Bevis paa, at Statens Kredit var stærkt svækket.
Hele September levede Staten væsenligst paa
patriotiske Gaver. Men med hvor megen Ædelmodighed
og Offervillighed disse end var blevne skænkede,
kunde Staten dog umuligt holde det gaaende længe
paa dem. Stillingen blev, for hver Dag der gik,
mere og mere alvorlig, og en Statsbankerot syntes
uundgaaelig. — For Hofpartiet var en Statsfallit en
Begivenhed af ret underordnet BetjTdning"; for alle
alvorlige Fædrelandsvenner og særlig for en Mand som
Mirabeau stod den som den alvorligste Ulykke,
særlig fordi den var saa ulykkebringende for
Kongemagten. »Vi kan ikke være bange nok for en
Bankerot«, skrev han, »selv den stærkeste Kongemagt vil
ikke staa for et saadant Stød«. Under
Forhandlingerne om Tiendespørgsmaalet havde man første
Gang hørt den Opfattelse fremsat, at da Kirken i
Aarenes Løb havde faaet det meste af sit Gods fra
Staten, maatte Staten i Nødsfald være berettiget til
at inddrage disse Godser, naar den samtidig paatog
sig at lønne Kirkens Embedsmænd. Det var især
Talleyrand, der gjorde sig til Talsmand for denne
Opfattelse og allerede i Versailles formulerede den
til et Forslag. Flytningen til Paris og Debatterne
om Oprørsloven ledede Opmærksomheden bort
derfra; men straks efter tog Mirabeau hans Tanke op
og indbragte et Forslag om, at Kirkegodset skulde
være Nationens Ejendom, at Staten skulde yde Midler
til Gudstjenestens sømmelige Opretholdelse, og at
hver Præst skulde have en bestemt aarlig Indtægt.
Hele Venstrepartiet, selv dets gejstlige Medlemmer
sluttede sig med Varme hertil, men som naturligt
var, mødte det afgjort Modstand hos Højre. Den
2. November blev Mirabeaus Forslag imidlertid efter
voldsomme Debatter vedtaget med 568 Stemmer
mod 346.
Mirabeau haabede nu i disse store Værdier, som
repræsenteredes af Kirkegodset hele Landet over, at
248 29(i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
