Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Nationalförsamlingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mænd skulde aflægge Ed paa en Forfatning, som de
endnu ikke kendte i dens Helhed; men man
over-saa tillige, at en Mængde Præster ikke vilde
kunne forene det med deres Samvittighed at aflægge
den fordrede Ed. Og man glemte, at den store
Masse af det franske Folk var rettroende Katolikker,
der betragtede Præstedømmet som et Sakrament,
som Lægmænd ikke saaledes formastelig kunde skalte
og valte med, og som forfærdedes over, at den
hellige Faders Overhøjhed over den franske Kirke paa
en Gang blev ophævet.
Ludvig XVI var for at faa Fred og Ro rede til
at sige Ja og Amen til alt, hvad man fordrede af
ham. Han lod sig da ogsaa overtale til at
underskrive den nye Kirkeforfatning, om end han som
god Katolik gjorde det med Forbehold i sit stille
Sind. Men da Paven udtalte den skarpeste
Fordømmelse baade over den kætterske Kirkeforfatning og
over Kongens Billigelse af den, begyndte han at
frygte for sin evige Salighed og betragtede fra nu af
Revolutionen og alt, hvad dermed stod i Forbindelse,
som Djævelens Værk.
Den nye Kirkeforfatning vakte den største
Forbitrelse rundt om i Landet, særlig da det blev
bekendt, at enhver Præst, der ikke inden en vis Frist
havde aflagt Ed paa Forfatningen, skulde afsættes og
tiltales som Oprører. Og snart kom det, især i
det sydlige Frankrig, til blodige Sammenstød mellem
Byernes Befolkning, der altid var ivrig revolutionær,
og Bønderne paa Landet, som opflammedes af
fanatiske Præster, der prækede for dem, at
Sakramenterne, Naadegaverne, ikke blot mistede sin Kraft i
de edfæstede Præsters Haand, men endog virkede til
Fordømmelse. »Krigen mod Herregaardene« var
stadig bleven fortsat. Kornhandlere, Bagere og
Møllere var stedse udsatte for Folkets Had. Nu kom
ogsaa Splittelsen i Menighederne i Anledning af
Præsternes Stilling til Forfatningen. Den grundlovgivende
Forsamling havde ved sine ukloge Bestemmelser kun
forøget Befolkningens Ophidselse.
Kirkeforfatningen var færdig fra Forsamlingen den
12. Juli 1790, og Aarsdagen for Bastillens’Erobring
stod for Døren. Denne mindeværdige Dag kunde
ikke gaa upaaagtet hen, særlig i en Tid, der satte
saa stor Pris paa Optog og dramatiske Scener. La
Fayettes Plan at fejre Dagen ved en stor
Forbunds-og Broderskabsfest vandt derfor straks Tilslutning.
Hvert Departement skulde sende Delegerede, og hver
By skulde sende Repræsentanter for sin
Nationalgarde til Paris. Dette sidste var navnlig af
Betydning for la Fayette, der vilde benytte denne festlige
Lejlighed til at styrke Sammenslutningen mellem
Nationalgardens forskellige Afdelinger hele Landet over
og vise sig for Folket i sin fulde Glans som det,
han virkelig i Øjeblikket var, den mægtigste Mand i
Frankrig.
Sejrherrerne fra Bastilledagen skulde naturligvis
særlig udmærkes, og den 19. Juni oprettede den
grundlovgivende Forsamling et Korps af »Bastillens
Erobrere« og forsynede dem med Æresvaaben og
Hædersdiplom. Samme Dag fandt et vidunderligt
Maskeradcoptog Sted gennem Byen til
Nationalforsamlingen, bestaaende af udklædte Repræsentanter for
alle Jordens Folk, der kom for at takke for
Menneskerettighedernes Vedtagelse. Og for at gøre den til-
stundende Fest til en virkelig Ligheds- saa vel som
en Friheds- og Broderskabsfest vedtog Forsamlingen,
ligeledes den 19. Juni, alle adelige Titlers Afskaffelse,
forbød Adelen at betegne sig ved sine Godser og at
benytte andet Navn end Familienavnet. Alle de
stolte, gamle Adelsnavne, som med Glans stod
indskrevne i Frankrigs Historie, skulde tilintetgøres
med et.
Og for at gaa radikalt til Værks forbød
Forsamlingen samtidig Brugen af adeligt Vaabenskjold
og af Livréer. Stenhuggerne fik travlt ude i
Fau-bourg St. Germain med at mejsle de gamle
Vaaben-mærker, saa mange berømmelige Mænds Stolthed og
Ære, ud af Sandstensornamenterne over Døre og
Porte. Malerne maatte stryge de prangende
Vaabenskjolde over paa Vogndørene. Snart blev ogsaa de
adelige Kareter forbudte af Folket. Hertuginden af
Orléans blev standset i sin Vogn paa aaben Gade og
tvungen til at stige ud med den Motivering: »Drosker
kan være gode nok!« Og kørte en adelig-Herre ud
med sin livréklædte Tjener paa Bukken, kunde det
hænde, at Folk i Gaderne fandt paa at sætte Herren
op paa Bukken og Tjeneren ind i Vognen. Gamle
Tjenere, som, opdragne i tidligere Tiders Ærefrygt
og Underdanighed mod deres Herre, vedblev at bære
det tilvante Livré, blev med Prygl og Slag af Folk i
Gaderne underrettede om det uværdige i at bære
Slaveklæder og om, at de var »fødte Borgere og
Fædrelandets Børn.«
Den store Forbundsfest skulde holdes paa
Mars-marken, og Uger i Forvejen arbejdede Pariserne
broderligt Side om Side med Hakker og Spader paa
at jævne Jordsmonnet paa Festpladsen. Soldater og
Studenter, Munke og Nonner, Grevinder og
Vaskepiger — alle vilde være med. Man saa Abbed Siejæs
og Grev de Beauharnais hjælpes ad med at skubbe
en Trillebør fuld af Jord. Selv Kongen tog Del i
dette Arbejde til Broderskabets og Frihedens
Forherligelse og hakkede og gravede under Jubel og
Hurraraab. Nat og Dag gik det løs med Forberedelser
til Festen, og her hørte man for første Gang den
Sang, der senere, efter at være undergaaet forskellige
Omformninger, fik en saa frygtelig Berømmelse:
ira, ça ira (det skal nok komme til at gaa!).
Kl. 7 om Morgenen satte den mægtige Procession
sig i Bevægelse med Medlemmerne af den
grundlovgivende Forsamling i Spidsen. 60,000 Delegerede
fra Provinserne marcherede departementsvis med
hvide Bannere ind paa Pladsen, hvor der alt var
samlet 3—400,000 Mennesker. Midt paa den var
der rejst Altre, paa hvilke der stadig brændtes Røgelse,
og lige over for dem tog Kongen, Dronningen og
Prinsen Plads. Ludvig XVI var mødt saa prunkløst
som muligt, uden Krone, Scepter eller Kongekaabe.
Talleyrand holdt Messe i fuldt Bispeskrud, omgiven
af en Masse hvidklædte Præster, og indviede
Departe-mentsfanerne. Under aandeløs Tavshed traadte la
Fayette op til Alteret, svor at være tro mod Folket,
Loven og Kongen og aflagde Ed paa den ufærdige
Forfatning. Kongen, Forsamlingens Medlemmer og
alle de Delegerede gentog Eden, Kanonerne tordnede,
Folket jublede, og Dronningen løftede Prinsen op til
Tegn paa, at ogsaa han var delagtig i den
almindelige Glæde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
