Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Krig og Borgerkrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
O EN FRANSKE REVOLUTION
ligger der paa mig? paa mit Navn og Rygte? Lad
det blive sølet i Skarnet, — nu og til alle Tider,
blot mit Fædreland bliver frelst!«
Der var ingen, der i den Grad var Genstand for
Girondinernes Had som Marat. Ingenlunde fordi
han hørte til Partiets farligste Fjender. Thi han
var for vild og for voldsom i sit hadefulde Sprog
til at kunne have nogen virkelig Indflydelse i
Konventet. Men han havde latterliggjort dem i sin Avis,
der ikke længer blev trykt paa forskellige
Papirslapper i smaa tilfældige, ukendte Trykkerier, men
som straks efter den 10. August udgik fra det gamle
kongelige Trykkeri, med brillante Typer paa fint
Papir. Han havde utallige Gange anklaget dem som
Forrædere, som Forbrydere mod Nationen; dog det
kunde endda tilgives; men at han havde frakendt
dem al politisk Indsigt, kaldt dem »Dusin-Statsmænd«,
det kunde ikke glemmes. I April begyndte de et
voldsomt Angreb paa Marat; de havde den
Tilfredsstillelse, at Konventet virkelig besluttede, at han
skulde sættes under Anklage for hans aabenbare
Opmuntringer til Voldsomheder, Opmuntringer, som
Hovedstadens stadig brødløse Refolkning kun var
altfor tilbøjelig til at efterkomme. Men inden det
kom saa vidt, forlangte Paris’ 35 Sektioner, som et
Modtræk mod Girondinernes Angreb paa Frihedens
Martyr, den folkekære Marat, at 22 af de ledende
Mænd i Partiet skulde udstødes af Konventet som
Forstyrrere af den offentlige Fred og skyldige i
Højforræderi imod det franske Folk. Under Trykket
af Sansculotternes Overvægt blev Marat frikendt, og
Girondinerne havde atter lidt et Nederlag.
Men nu besluttede de at gøre en Kraftanstrængelse
og fordrede de revolutionære Udvalgs Opløsning og
Oprettelsen af en Sikkerhedsgarde for Konventet og
udstedte Arrestordrer mod de værste Urostiftere,
som satte Pariserne op imod dem, særlig mod Hébert,
Redaktøren af det ber3Tgtede Blad Pére Duchesne.
Men Kommuneraadet protesterede, Hébert blev
løsladt; Girondinerne havde paa ny trukket det
korteste Straa, og Sektionerne besluttede at smedde,
medens Jærnet var varmt og tvinge Konventet til at
udstøde de 22 Girondiner. De erklærede sig i
Permanens og gjorde aabenlyst Anstalter til en Rejsning,
der fastsattes til den 31. Maj. Men til Trods for
Stormklokkernes Ringen og Nationalgardens
Opmar-chering under sin nye Chef, Hanriot, en lille
Fabrikant fra Faubourg St. Antoine, løb det hele roligt
af, og Angrebet paa Girondinerne viste sig kun som
Forslag og Taler i Konventet. For dog at gøre
noget mere ud af det, befalede Kommuneraadet af
egen Magtfuldkommenhed, at Roland og de to Ministre
Claviére og Lebrun skulde fængsles. De to sidste
slåp med at blive satte i Bevogtning i sine egne
Huse; men den dydige Roland var forsvunden, og i
hans Fraværelse tog man sig den Frihed at sætte
hans smukke Hustru fast i Fængslet i Abbediet.
Den følgende Dag gik det paa samme Maade.
Klokkerne ringede, men ingen fulgte deres Kalden;
i Konventet skændtes man, og Hanriot var fortvivlet.
Han var først et Par Dage i Forvejen, ved Santerres
Afrejse til Vendée, bleven Chef for Nationalgarden
og kunde let sætte sin Myndighed paa Spil ved en
saa tarvelig Maade at låve Oprør paa. Han følte,
at der maatte gøres noget, og gik med Glæde ind
paa Kommunens Plan, med Magt at tvinge Konventet
til at udlevere de 22 Girondiner og sende dem for
Revolutionsdomstolen.
Den næste Formiddag omringede han med sine
væbnede Tropper Konventsalen. Til Uheld for
Girondinerne var der netop samme Morgen indløbet
uheldige Efterretninger fra Krigen i Vendée, hvor
Oprørerne atter gjorde Fremskridt, og fra Lyon,
hvor der var udbrudt en Opstand, i hvilken alt 800
patriotiske Sansculotter havde mistet Livet.
Deputation efter Deputation sendtes ind i Salen med
Kom-muneraadets Fordringer under Raabet: Frels Folket,
eller det maa frelse sig selv!
Konventet hævede Møderne og søgte at komme
ud af Salen og bane sig Vej gennem Mængden uden
for. Men overalt blev Medlemmerne standsede og
maatte ydmygt vende om. Da det endelig havde
overbevist sig om, at det ikke kunde slippe hort fra
Tuilerierne, begyndte det at give Køb og vedtog, at
de 22 Medlemmer og de to Ministre skulde fængsles
og holdes bevogtede i sine egne Hjem. Kl. 11 om
Aftenen hævedes Relejringen. Bjerget var nu
eneraadende i Konventet, thi af Sumpens Medlemmer
vovede ingen at gøre Modstand. Men Statskupet
af 2. Juni havde dog ikke deres Bifald, og de
tilbageblevne Girondiner samt en Del af Sumpens
Medlemmer, 75 i alt, undertegnede en Protest mod
Kollegernes Udlevering; den blev holdt hemmelig en
Tid og gav senere, da den blev opdaget, Anledning
til Forfølgelser mod alle dem, der havde
underskrevet den.
Det lykkedes imidlertid en stor Del af de
fængslede Girondiner at unddrage sig Bevogterne og
slippe bort fra Paris. Og aldrig syntes Partiet at
have været saa nær ved sit Maal: Landets Rejsning
mod Hovedstaden, som nu, da det havde
Jakobinernes hævnende Sværd over Hovedet. Ikke blot i
Vendée gik de oprørske Bønder sejrrigt frem, meri
en Mængde store Byer i det sydlige Frankrig havde
rejst sig mod Konventet: Lyon, Grenoble, Bordeaux,
Marseilles, Montpellier, Nimes og Toulon; og mod
Nord stod det kongeligsindede Normandi i Vaaben
imod Paris. Det vilde for bestandig have været
forbi med Hovedstadens Overherredømme og med
Jakobinernes Ledelse, hvis der havde været ét fælles
Maal for alle Konventets Modstandere. Men
Borgerne i Byerne stod lige saa fjendtligt over for
Bønderne paa Landet, som de republikanske men
konventfjendtlige Franskmænd i Syden stod skarpt over
for de kongeligsindede Beboere af de nordlige
Provinser. Disse Modsætninger lod sig maaske dog
udligne; sytten girondinske Konventsmedlemmer
samledes i Caen med det Maal at forene Konventets
Fjender i Normandiet og Bretagne.
»Det er i Farens Stund, at Frankrig skal vise,
hvad det duer til!« havde Danton sagt. Og han fik
Ret. Der var ikke blot de indre Fjender at kæmpe
med, der var ogsaa dem paa Grænsen, eller som
nu havde overskredet Grænsen. Spanierne havde
besat Roussillon, Englænderne belejrede Dünkerque,
Mainz blev omringet af Prøjsserne, Condé og
Valenciennes blev erobrede af Englænderne og
Østerrigerne. Saa nær var Hævnen for Døren, at det kun
var en Ordstrid mellem Englændernes General,
Hertugen af York, og Østerrigernes, Prinsen af Coburg,
327
29(i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
