Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 331-332 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Krig og Borgerkrig - Rædselsherredømmet

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

De 17 Girondiner, som inden Juli Maaneds
Slutning samledes i Caen, blev godt modtagne, thi her
var almindelig Forbitrelse mod Pariser-Kommunen.
Man skulde tro, at de nu maatte føie, at Nettet trak
sig sammen over Hovederne paa dem, og at det nu
var yderste Tid at handle. Men til Trods for de
fortvivlede Forhold gav de sig som sædvanlig ikke
af med den haarde og lidet tiltalende Virkelighed,
men »gik i Selskab og skrev Digte«. Girondinerne
havde aldrig haft Evner til at styre Skæbnens Vogn.
De kunde kun lade sig knuse under dens Hjul.

Endelig havde de i General Felix de Wimpfen,
tidligere Feltmarskalk i den kongelige Armé, fundet
en Mand, som var villig til at gaa imod Paris og
omstyrte Konventet. Men da han med sine 4000 til
Dels lejede Soldater den 13. Juli mødte to Bataljoner
Pariser-Frivillige, løb de ogsaa straks sin Vej.
Konventets Udsendinge traadte op med stor Skaansomhed
i Provinsen og lod ikke foretage en eneste
Henrettelse; Normandiet blev derved hurtig vundet for
Konventet og vedtog uden Tøven den nye
Forfatningslov af 17S3. Girondinernes Rejsning i det nordlige
Frankrig, der kunde være bleven saa farlig for
Konventet, var dæmpet uden Blodsudgydelse, og
Girondinerne havde kun det Resultat ud deraf, at Partiet
nu bevislig havde ført Vaaben mod Konventet.

Men den 24. Juli blev de Girondiner, som havde
fundet det uværdigt at flygte fra Paris, førte til
Fængslet i Abbediet og senere til Luxemburg.

Saa stilfærdigt som i Normandiet gik det ikke af
Syd paa. Marseilles og Bordeaux havde straks rejst
sig ved Nyheden om Statskupet den 2. Juni —
der blev bragt af flygtende Girondiner — jaget
Kon-ventskommissærerne ud og dannet frivillige Bataljoner
til Forsvar for de lokale politiske Ledere. Rejsningen
her var rent føderalistisk. Tropperne skulde samles
ved Bourges og derfra gaa imod Paris i Forbindelse
med Tropperne fra de nordlige Provinser. I Toulon,
vigtig som Fæstning og Flaadestation, havde
Royalisterne altid haft stærkt Tilhold. Nu erklærede den
sig straks imod Konventet.

I Lyon udbrød dog de alvorligste Uroligheder.
Den besiddende, for en stor Del kongeligsindede
Borgerstand i den store Fabrilcby vilde ikke lade sig
beherske af Konventet. Jakobinerklubben havde her,
som næsten alle Vegne, al Magten i Hænde, men i
Maj 1793 stormede Nationalgardisterne og velstaaende
Borgere Raadhuset og fængslede de jakobinske
Embedsmænd. Den radikale Borgmester Chalier lod de
halshugge. Lyon var saaledes i fuldt Oprør.

Det saa sørgeligt ud i Frankrig. I Løbet af
nogle faa Maaneder havde Regeringens eneste
fremragende og sejrrige General vist sig som en
Forræder, store Provinser havde rejst sig mod Paris,
en Kvinde dræber »Folkets Ven«, folkerige Byer
afsætter de jakobinske Embedsmænd, jager
Konventets Udsendinge ud, sender Borgmesteren paa
Skafottet! Condé gaar tabt, Valenciennes, Roussillon
gaar tabt, alle Vegne gaar det tilbage, og den 23.
Juli maa Mainz overgive sig.

Omgivet af Fjender paa alle Kanter, Borgerkrig
og haabløst Anarki i det indre, berøvet sin Tillid og
sin Tro — det var det franske Folks Opvaagnen til
Virkeligheden efter Drømmene om den Guldalder,
som den nye Tid skulde bringe.

RÆDSELSHERREDØMMET.

I det første Velfærdsudvalg havde Danton haft
Sæde, og hans Politik, at lægge al Kraft i Kampen
mod de ydre Fjender og vise Forsonlighed og
Maadehold over for de indre, blev fulgt indtil den 10.
Juli. Konventets radikaleste Medlemmer havde flere
Gange ytret sin Misfornøjelse med Udvalgets
Langmodighed over for Girondinerne samt de oprørske
Stæder og Provinser, og den 10. Juli forlangte de,
at Dantons Ven, Westermann, der havde lidt et
Nederlag i Vendée, skulde indstævnes for Konventet.
Samme Dag rejste den vankelmodige Camille
Desmoulins en voldsom Anklage mod Udvalget for
Udygtighed og fordrede dets Fornyelse. Det var
efterhaanden blevet udvidet betydeligt, men ved de nye
Valg blev det atter ført tilbage til 9 Medlemmer, og
Danton blev ikke genvalgt.

Det er dette Udvalg, der har faaet Betegnelsen
det store Velfærdsudvalg. Dets Medlemmer var Jean
Bon Saint André, Barere, Gasparin, Couthon, Héraut
de Séchelles, Thuriot, Prieur de la Marne, Saint-Just
og Robert Lindet. Den 27. Juli traadte Robespierre
ind i Udvalget i Stedet for den syge Gasparin; den
14. August Carnot og Prieur de Cöte d’Or som
særlig militærkyndige, og endelig den 5. September
Billaud Varennes og Collot d’Herbois. Udvalget fik
Raadighed over betydelige Pengesummer uden
Forpligtelse til at aflægge noget som helst Regnskab for
deres Anvendelse.

Det lønner sig vel at gøre lidt nærmere
Bekendtskab med disse tolv Mænd, — thi Thuriot traadte
ud allerede den 20. September — som i et Aar
styrede Frankrig og bragte Landet gennem den
frygteligste Krise, Historien kender. Alle var de Mænd
af akademisk eller udmærket militær Uddannelse;
tre var af adelig Slægt, ni af god borgerlig Herkomst.
Den ældste af dem, Robert Lindet, var i en Alder af
50 Aar, den yngste, Saint-Just, af 25. Kun Hérault
de Séchelles og Collot d’Herbois var fra Paris, de
andre stammede fra Provinserne.

Den, der først tiltrækker sig Opmærksomheden,
er Robespierre, den lille, blege, undselige og nervøse
Sagfører fra Arras, med sit smukke Haar og sine
blide, blaa Øjne. Altid sirlig og uangribelig og altid
misundelig. Men den Robespierre, vi hidtil har lært
at kende, var en ganske anden end den Mand, der
— om end med Urette — er kommen til at staa i
den almindelige Bevidsthed som det frygtelige
Konvents mægtigste Mand. Med det samme sk}’, forlegne
og kejtede Væsen forbandt han nu en Ærgerrighed,
som ingen Grænser kendte. I sit 24de Aar havde
han trukket sig tilbage fra et indbringende Embede
for ikke at blive nødt til at underskrive Dødsdommen
over en Forbryder, nu lod han, uden at fortrække
en Mine, den ene efter den anden af Fjender og
gamle Venner rydde af Vejen for at naa sit Maal.

Robespierre havde ingen særlige Evner hverken
som Statsmand eller som Taler. Han var katteagtig
forsigtig, en forfængelig Pedant, en svulstig,
kedsommelig Frasemager, som pyntede sig med sine
republikanske Dyder, sin Nøjsomhed og sin
Ubestikkelighed og fanatisk i sit Had og sin Hevnlyst. Men
han var i Besiddelse af en logisk Skarphed, der
havde gjort ham bemærket mellem de mange uklare

331

332

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>