Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Europa ved Aarhundredskiftet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DET NITTENDE AARHUNDREDE
Kun gennem Nørre Port kunde endnu en sen
Natteravn, der havde siddet for længe ved
Punschebol-len ude i en af de landlige Forstæder, mod en Kendelse
af 2 Skilling smutte ind i Hovedstaden. Naar han saa
vel var kommen ind, gjaldt det at være vejkendt.
Thi Belysningen var kun sparsom; efter Reglementet
skulde der hænge en Lygte paa hver 4de—5te Hus,
men det blev langt fra overholdt. I Virkeligheden
var der adskillig større Afstand mellem de søvnige
gammeldags Tranlygter, som endda kun blev tændte,
»naar Maaneskin ej var ventendes«.
Den manglende Sans hos Borgerne for deres egne
Sager, eller, hvad der er det samme, for offentlige
Anliggender, viser sig tydeligst i Pressens ringe Betydning.
Kjøbenhavn havde i Aaret 1800 kun 3 Aviser, der
dog ikke kom daglig, men et Par Gange om Ugen.
Den ældste var »De til Forsendelse med Posten alene
privilegerede kjøbenhavnske Tidender«, der endnu
lever i bedste Velgaaende som den til Forsendelse
med de kongelige Poster alene privilegerede
Berlingske politiske og Avertissements Tidende. Den
udkom i den Tid to Gange om Ugen i Kvart-Format;
dernæst havde man »Adressecomptoirets
Efterretninger«, redigeret af den fra Wessels Impromptu
berømte Agent Holck, der ligeledes en Tid ledede
»Aftenposten«. Af disse var kun »de kjøbenhavnske
Tidender« en politisk Avis, idet den helligede Forsiden
til politisk Nyt fra Udlandet. Men Indlandets Politik
gav man sig ikke af med. Alle Spørgsmaal
vedrørende Borgerheld og Borgerdyd afhandledes i de
mange Tidsskrifter, som Tiden saa’ fremstaa, men
som dog henvendte sig til en langt snævrere
Læsekres end Aviserne, først og fremmest til Klubberne.
Enkelte Provinsbyer mødte op med deres Avis
som Aalborg, Aarhus og Odense — den sidste endog
med to — og Helsingør, men de spillede en endnu
ringere Rolle for det aandelige Liv end Bladene i
Hovedstaden.
Den eneste Avis udefra, som man kunde faa daglig,
om den ellers var udkommen daglig, hvad den ikke
gjorde, og om man ellers havde haft nogen Glæde
af den, hvad man næppe havde, var Helsingør Avis.
Helsingør var den eneste B}r, Hovedstaden havde
daglig Postforbindelse med. Ikke saaledes at forstaa,
at ubemidlede Folk kunde rejse til Helsingør,
naarsomhelst de lystede. Der var kun fast
Passagerbefordring 2 Gange om Ugen med Diligencen, som
rummede 10 Personer. Vilde man til andre Tider
gøre den Rejse, maatte man tage Ekstrapost; hvor
hurtigt den kørte de 5^2 Mil fra Kjøbenhavn til
Helsingør i Begyndelsen af Aarhundredet, kan vi ikke
sige, men endnu i 1820 brugte »den agende Post«
sine 12 Timer til den Langfart. Thi der maatte jo
altid bedes en Kende hist og her, 3 Timer gik der
med til Middagsmad i Hørsholm og et Par Timer
tog Aftensmaden i Lyngby; naar man kom til
Kjøbenhavn inden Sengetid, saa var det jo desuden lige
til Pas.
Til Lolland-Falster, det øvrige Sjælland, Fyn og
Jylland nøjedes man ogsaa med Diligence to Gange
om Ugen. Det var ikke den hurtigste Befordring.
Postkusken havde Ordre til at føre sit Køretøj frem
med en Fart af 1 Mil i 5 Kvarter i Sommersæsonen,
d. v. s. fra Paaske til Mikkelsdag. Fra Mikkelsdag
til Paaske, altsaa om Vinteren, fik han halvanden
Time til Milen. Den norske Hurtigpost, der førte
det flotte Navn: Norske Ekspres, som gik hver tredje
Uge, gjorde det Kunststykke at køre fra Kjøbenhavn
til Christiania paa 8 Dage, vel at mærke under de
allerheldigste Forhold, og naar Vinden havde været
god over Sundet.
Brevposten til Udlandet besørgedes ved ridende
Bud. To Gange ugentlig red den røde Postkarl til
Norge og to Gange — Tirsdag og Lørdag — til
Hamborg. Fra Hamborg skulde Brevposten komme
Tirsdag og Fredag. Men det var ikke altid, at det
slog til.
Den Dag Hamborger-Posten kom, var der fuldt
paa alle Vinstuer, Kaffehuse og Klubber, og General
Bonapartes Chancer blev drøftede med Sagkundskab.
Her flød Rhinen, og der flød Donau, og Folk
snakkede lige saa fortroligt om Arcole og Rivoli, som de
snakkede om Hallandsaas og Christenbernikovstræde.
Men kunde man mer end sit Modersmaal, saa
gik man til Konditor Courtin paa Ny Torv og drak
Punch og spiste Is eller Kager og læste de vigtigste
franske og engelske Aviser.
Paa intet Omraade maales Aarhundredets
Udvikling saa sikkert som paa Samfærdselens. Naar vi
nu, efter at have kastet et hurtigt Blik paa
Forholdene herhjemme, vil gøre en Rundrejse gennem
Europa for ogsaa at se os om der, vil vi gøre de
mærkeligste Erfaringer.
Spørgsmaalet, hvorledes man skulde rejse, til
Lands eller til Søs, fremstillede sig den Gang som nu.
Og man havde Tid til at overveje det — hvis man
vilde rejse med Posten — thi Hamborger Diligencen
gik kun én Gang om Ugen, nemlig Lørdag Kl. 11
Formiddag, og Paketbaaden til Kiel Søndag Morgen
fra Toldboden. Men det var kun mindre bemidlede
Folk, som var nødte til at rejse, der benyttede sig
af den forholdsvis billige Postbefordring. Rejsen fra
Kjøbenhavn til Hamborg kostede saaledes kun 40 Kr.
i vore Penge. Alle, som rçjste for Fornøjelse — og
det var nu ikke mange, thi det var kun dem, der
havde Raad dertil, — rejste i egen Vogn, om det saa
var lige til Paris. De benyttede kun Postvæsenets
Heste og Kuske, idet de skiftede paa hver
Poststation.
Vilde man altsaa undgaa de umagelige, tunge og
langsomme Postvogne med deres hyppig meget
blandede Selskab og fordrukne Kuske og med den evige
Ompakning paa hver Station, maatte man anskaffe
sig sin egen Befordring. Af alle Rejsekareter var
Wienervognene, »Wiener-Batarderne« og de engelske
»Chaiser« de bekvemmeste. De var rummelige nok"
til at huse 7—8 Personer med samt deres Kufferter,
Rejsetøj og de mangfoldige Genstande, som en
Langfart fordrede; og de havde tillige den store Fordel,
at man efter Behag kunde forandre Afstanden mellem
Hjulene, saa at de kunde bruges lige godt paa smal- og
bredsporede Veje, Dernæst var de stærke og
samtidig saa simple i Bygningen, at enhver Snedker og
Smed kunde foretage forefaldende Reparationer. Og
saadanne manglede aldrig. Knækkede Vognstænger
og sammenkørte Hjul hørte, om ikke til Dagens, saa
dog til de hyppig forekommende Begivenheder.
Thi Datidens Veje var slemme, og en Fart af en
Mil i 5 Kvarter var — selv paa de jævne,
sjællandske Landeveje, thi Chausseer kendte man endnu ikke
483
412
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
