Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 429-430 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Europa ved Aarhundredskiftet - Konsulatet

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Tyskland, der ikke fik nogen Betydning for
Begivenhedernes Udvikling, skriver en samtidig tysk
Hofmand : Tyskland vrimler af Fyrster, af hvilke de tre
Fjerdedele næppe har sund Menneskeforstand, og
som er en Spot og Skændsel for Samfundet. Og
Monarkerne i det øvrige Europa var sindssyge eller
i en Tilstand, der grænsede tæt op dertil.

Og over for dem den unge Republiks Første
Konsul, Napoleon Bonaparte, den Mand, som alene ved
sit Geni og ved sin Energi har standset Revolutionens
vilde Flod. En Mand, som Samtiden paa Grund af
hans lynsnare Hurtighed i Tanke og Gerning kalder
den lille Tiger, og som Eftertiden kun kan
sammenligne med Verdenshistoriens største Navne, Alexander
og Cæsar.

KONSULATET.

Rejsende, som i Foraaret 1800 kom til Frankrig
og ventede over alt at se Minder om Revolutionens
blodige Dage, blev i Reglen meget forbavsede. De
allerfleste maatte falde i Regejstring over det herlige
Land. »Det var som en Have, hvor man vendte sig,
vel dyrket og fortrinlig holdt. Sæden stod udmærket.
Sikkert og roligt var det paa alle Veje og saa tyst
som i den dybeste Fred. Ingen talte om Krig. Det
mylrede med Folk paa alle Steder. Dog — unge
Mænd saa’ man ikke mange af.«

Ja, det var ude paa Landet, men inde i Ryerne,
og især i Paris, dér var det noget andet. Der
mylrede det med Militær, de grønne Jægere, til Hest og
til Fods, Grenadererne med de vajende røde
Fjerbuske, og Infanteri, som ikke havde nogen
gennemført Uniform; kun de trekantede Hatte og Vaaben
og Tornister var ens. Iøvrigt kom de, som de vilde,
nogle med Støvler, andre med Sko og hvide, blaa
eller sorte Strømper; nogle med hvide og brune
Pan-talons (Renklæder), atter andre bar Kapper med
Bandolér og Gehæng derpaa. Og over alt saa’ det
krigersk ud. Thi Første-Konsulen havde nok lige før
Julen 1799 over for England og Kejseren af
Tyskland i al Almindelighed udtalt sit Ønske om snart at
komme til Fred, men England havde givet det Svar,
som vi ovenfor saa, at paa Fred var der ej at tænke,
før Huset Bourbon var genindsat paa Tronen og
Frankrig ført tilbage til sine Grænser før Revolutionen,
Og Kejseren syntes at ville hævde en lignende
Stilling. Han havde under Ronapartes Fraværelse
tilbageerobret Nord-Italien og agtede kun at slutte Fred
paa dette Grundlag.

Selv om derfor ingen i Frankrig talte’om Krig,
og alle haabede paa Fred, var der i alt Fald én
Mand, der vilde have Krig, og det var ham, alt
kom an paa. Og samtidig med at han afgav
Erklæringer om sin Kærlighed til Freden, arbejdede
han i det stille, skjult, men energisk, paa at svække
sine Modstandere. Kejser Paul af Rusland, der
havde været Revolutionens og Bonapartes rasende
Modstander, særlig efter at denne havde krænket
ham som Malteserriddernes Stormester ved at
besætte Malta, blev i 1799 forbitret paa Østerrig paa
Grund af dets Krigsførelse i Itatien (se Sp. 389).
England var dog i endnu højere Grad Genstand
for hans Vrede paa Grund af det Uheld, der

havde truffet den forenede engelsk-russiske Hær i
September 1799, da den var gaaet i Land ved Texel,
for Nord fra at gøre et Angreb mod Frankrig, men
blev slaaet og tvunget til at overgive sig ved Alkmaar.
Første-Konsul, som altid forstod at tage sine
Medmennesker fra deres svage Side, havde rørt den
romantiske Zar ved at frigive 6000 russiske Krigsfanger
og sende dem hjem til Rusland, iført nye Klæder
og forsynede med Vaaben, eftersom »han ikke kunde
bringe over det sit Hjerte, at saa tapre Folk for disse
Englænderes Skyld længer skulde være fjernede fra
deres Fædreland.« Zar Paul’s tidligere Uvilje mod
Bonaparte var ved at vige for Beundring, og
Dumou-riez, der nu fulgte Frankrigs Fjender, gjorde sig
forgæves Anstrengelser for at faa Rusland til at slutte
sig til Forbundet mod Frankrig. Fra Prøjssens Side
frygtede Første-Konsul intet, og saaledes var kun
Østerrig og England tilbage. Men her havde William
Pitt (den yngre) forstaaet at sætte sin Fordring
igennem om Krigens Fortsættelse og opnaaet en
Revil-ling dertil af Parlamentet paa 39^2 Million Pd.
Sterling. Den franske
Statskasse kunde
næppe rejse 170,000 Frcs.
i samme Øjemed.

Da Oprøret i
Vendée i Februar 1800
kunde betragtes som
endelig dæmpet, og den
indre Fred saaledes
atter efter lange
Tiders Forløb var
genoprettet i Frankrig,
fandt Ronaparte, at
Tiden var kommet.
Og medens Hofferne i
Wien og London endnu
drøftede Planerne for
det tilstundende
Felttog, havde
Første-Konsul lagt sin Plan. I al
Hemmelighed gav han sin Krigsminister, Berthier, Ordre
til at danne en Reservehær paa 50—60,000 Mand, med
de efter Vendée-Oprørets Afslutning disponible Tropper
som Kærne, og sende dem, i saa smaa Afdelinger og saa
stilfærdigt, som muligt, hen ad den schweiziske Grænse
til, Øst paa i Rhönedalen. Men samtidig lod han —
for at føre Fjenden bag Lyset — med stor Brask og
Bram udsprede en Meddelelse om, at han samlede
en betydelig Styrke ved Dijon. Europa skulde
herved bringes til at tro, at det gjaldt at undsætte
Genua, hvor Melas havde indesluttet Masséna. I
Løbet af April samledes 7—8000 Rekruter, Invalider
og aftakkede Folk ved Dijon. Engelske og tyske
Vitttghedsblade bragte Karikaturer af Ronaparte og
denne latterlige Reservehær, som bedst af alt viste
Frankrigs Udmattelse. Det var netop, hvad
Bonaparte ønskede, og for at give Hæren ved Dijon
Betydning i Europas Øjne, holdt han selv i egen Person
Revu over den den 6. Maj.

Men imens havde den virkelige Reservehær, der
var sammendraget fra forskellige Kanter, i Stilhed
samlet sig ved Genfersøens nordlige Rred og i
Rhönedalen Øst for. Det var Bonapartes Plan, medens
Moreau holdt den østerrigske Rhinhær Stangen ved

Fig. 171. General Desaix.

445

430

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>