Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Europa ved Aarhundredskiftet - Konsulatet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DET NITTENDE AARHUNDREDE
natet saa vel som udenfor. Bonapartes faste,
myndige Regering var baade Jakobinere, Terrorister og
Royalister en Torn i Øjet, thi Folket aandede under
hans sikre Ledelse Dag for Dag mere frit, og
Følelsen af at han fuldstændig havde fyldestgjort alle de
Forhaabninger, man havde stillet til ham som
Fædrelandets Frelser, grundmurede hans Stilling for hver
Dag, der gik. Af alle hans Fjender var Royalisterne
de farligste; de havde levet i den Tro, at Bonaparte
kun vilde bane Vejen for Bourbonerne, som de endnu
hang ved med næsten religiøs Fanatisme. Men de
saa’ sig snart skuffede i disse Forventninger og
iværksatte fra Efteraaret 1800 en Række
Sammensværgelser mod hans Liv. Det var dog Jakobinerne,
der havde Æren af at lægge for. I Oktober
besluttede nogle Kunstnere og et Par Politikere fra
Revolutionstiden at myrde Bonaparte i Operaen, men
Planen blev forraadt, inden den endnu var moden.
Den næste Sammensværgelse blev sat i Værk af
Royalisterne under George Cadoudal, den gamle
Chouanerhøvding; Juleaften 1800, da Første-Konsul
kørte til Operaen for at overvære den første
Opførelse af Haydns »Skabelsen«, eksploderede paa
Hjørnet af Rue Saint-Nicaise en Helvedesmaskine, en
stor Tønde, fyldt med Krudt, Romber og
Fyrværkeri-sager. 46 Huse blev ødelagte, 60 Mennesker saarede
og 8 dræbte, men i Bonapartes Vogn gik det kun
ud over Ruderne; hverken han selv eller hans
Ledsagere led nogen Skade. Det var dog ikke altid, at
disse Mordforsøg gjorde saa megen Støj; snart
passedes han op af Snigmordere, bevæbnede med Dolk;
snart forsøgte man sig med Gift, men uden Held.
En stakkels Mand, der havde en paafaldende Lighed
med Bonaparte, blev derimod Forbrydernes Offer;
man fandt ham en Morgen myrdet i Champs-Élysées.
Men Bonaparte undgik stadig sine Fjender; han
syntes at staa under en højere Beskyttelse, og Folkets
Ærefrygt for ham voksede ved hvert nyt
Mordforsøg.
Og han forstod at drage Fordel af disse hyppig
gentagne Anslag mod hans Liv og af Folkets Frygt
for at miste ham, som det med Rette betragtede
som Skaberen af Ro, Orden og voksende Velstand.
Jakobinerne udpegedes.som Ophavsmænd til
Helvedesmaskinen, og ved Deportation skaffede han sig af
med en Mængde radikale Fjender. Samtidig erhvervede
han sig en Mængde nye Venner, idet han ved
Amnestilovene af April 1802 tillod alle Emigranter, som
ikke havde baaret Vaaben mod Fædrelandet, at
vende hjem. 40,000 Familier ilede tilbage til
Frankrig; de fleste med Taknemlighed i Hjertet mod den
Mand, der havde hævet deres Forvisning.
I fuld Følelse af sin Uundværlighed for det store
Folk benyttede Første-Konsul sig derfor af
Lejligheden, da et Medlem af Tribunatet efter Freden i
Amiens foreslog, at Nationen skulde jrde
Første-Kon-sul et Tegn paa sin Taknemlighed. Der var en
Bestemmelse i Forfatningen, sdm var ham i høj Grad
imod, og som han længe havde spekuleret paa at
faa kuldkastet. Det var de Ord: Konsulerne vælges
for 10 Aar. Nu var Lejligheden kommen. Senatet
tilbød at forlænge hans Embedsperiode med
yderligere 10 Aar, men Bonaparte svarede, at en saadan
Gave vilde han kun modtage af Folket. Det
Spørgsmaal, som i 1802 blev forelagt Folket til Afstemning,
483
indeholdt imidlertid intet om de 10 Aars Forlængelse.
Det lød kort og godt: »Skal Bonaparte være
Konsul paa Livstid?«
Svaret faldt, som han ønskede og ventede det.
Over 31 /2 Millioner svarede Ja, og kun 8000 sagde
Nej.
Med rastløs Iver havde Bonaparte udnyttet
Freds-perioden efter Oktober 1801. Han var godt paa Vej
til at vinde Kejser Alexanders Venskab, som han
havde vundet hans Faders, og havde i Hemmelighed
tilbudt ham Deltagelse i Afgørelsen af
Erstatnings-spørgsmaalet for de tyske Fyrster. Det var
imidlertid ganske gaaet efter hans Ønske; tyske Fyrster
havde i Hobetal valfartet til Frankrigs Hovedstad og
gjort sig behagelige for Første-Konsul, for Talleyrand,
og dennes Elskerinder, Sekretærer og
Kammertjenere, selv for hans Puddelhund for at faa de
fedeste Bidder ved Fordelingen af Erstatningsgodset.
Dette blev til Kejserdømmets store Skade
særlig taget blandt de mange gejstlige Fyrstendømmer
og fra de frie Rigsstæder, der indskrænkedes i
Antal fra 52 til 6. Af de smaa Stater, som havde
dannet en væsentlig Støtte for Kejserens Magt, gik
der ikke mindre end 1150 □ Mile Land tabt til
Frankrig med 41/2 Million Indbyggere. Prøjssen fik
5 Gange saa meget Land, som det havde tabt, for at
kunne yde tilstrækkelig Modstand mod Østerrig.
I Italien gik han ikke mindre radikalt til Værks.
Den cisalpinske Republik, der fremtidig skulde hedde
den italienske Republik, valgte Bonaparte til sin
Præsident, efter at han havde givet den en Forfatning
efter sit eget Hoved. Piemont og Elba indlemmedes
i Frankrig som franske Provinser; Republiken Lucca
fik fransk Regeringsform og gennem franske
Generaler havde Ronaparte ganske Regeringen i
Kongeriget Etrurien — det gamle Toskana, der var blevet
givet til en spansk Prinsesse i hendes Ægteskab med
Prinsen af Parma — i sin Haand. Schweiz og
Holland var ganske undergivne fransk Indflydelse;
Neapel og Spanien maatte væsentlig følge Frankrigs
Politik.
En Fred, under hvilken der kunde foregaa en
saadan Magtudvidelse, var næsten værre end en Krig.
Og England saa’ med Forbitrelse paa Frankrigs
Færd. Nylig sagde man, udbrød et Medlem i
Parlamentet, at paa Europas Kort saa’s kun et tomt
Sted, hvor Frankrig havde ligget. Ser man nu paa
Kortet, ser man Frankrig over alt og intet andet
end Frankrig. Østerrig er saa svækket, at ingen ved,
om det kan komme sig, Italien i Vasalforhold til
Frankrig, Prøjssen lydig mod ethvert af dets Vink
og Spanien følgende dets mindste Fingerpeg.
Portugal for dets Fødder og Tyrkiet i dets Garn.
Frankrigs energiske Politik gik imidlertid ikke
blot ud paa ligefrem Udvidelse, men den svækkede
Englands Handel i en betænkelig Grad. Medens den
franske Industri paa alle Maader blev ophjulpen,
lukkede Ronaparte ved høje Toldsatser Hollands,
Frankrigs og Italiens Havne for Storbritanniens Varer
og truede derved med at ødelægge det store
europæiske Marked for den engelske Industris
Frembringelser. Samtidig gik der Ekspeditioner ud til
Domingo og Martinique, som viste, at Bonaparte
444
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
