Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Europa ved Aarhundredskiftet - Konsulatet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
KONSULATET
ikke vilde indskrænke sig til Europa alene. Medens
England endnu sukkede under Følgerne af den sidste
Krig, var Frankrig allerede stærkt nok, ikke blot til
at hævde sin Stilling i Europa, men ogsaa til at
udvide sine Kolonier.
Under saadanne Forhold var det maaske ikke til
at undres over, at England holdt fast paa, hvad det
havde, og hverken rømmede Malta eller Alexandria,
som det havde forpligtet sig til ved Freden i Amiens.
Og det saa meget mindre som Bonaparte kom med
tydelige Udtalelser om, at Ægypten med Lethed atter
vilde kunne erobres. Krigspartiet vandt paa ny
Overhaand i England, og i Foraaret 1803 stillede
den engelske Regering den afgørende Fordring, at
Kongen af Sardinien skulde holdes skadesløs for
Tabet af sine Lande, samt at Franskmændene skulde
rømme Holland og Schweiz. Bonaparte svarede med
et Afslag, og Krigen var nu uundgaaelig.
Allerede en Maaned forinden havde engelske
Orlogsmænd i Søen begyndt at kapre fredelige franske
Handelsfartøjer samtidig med, at Regeringen lagde
Beslag paa saadanne, hvor de fandtes i engelske
Havne, hvilket betød et Tab for Frankrig paa 200
Millioner Francs. Til Svar lod Bonaparte alle
Englændere i Frankrig fængsle og lagde Beslag paa alle
engelske Varer i Republiken. Den 22. Maj blev
Krigen erklæret.
Straks lod Bonaparte Hannover, som den Gang
hørte til den engelske Krone, besætte af franske
Tropper, ligesom han lagde fransk Besætning i
Kongeriget Neapels Havnebyer. Schweiz og Holland maatte
stille sine Tropper til Frankrigs Disposition. Spanien
fulgte den franske Politik, Portugal tilkøbte sig
Neutralitet mod en maanedlig Afgift af en Million Francs.
Europas Kyster fra Elbens Munding til Bugten ved
Triest var atter lukkede for engelske Skibe.
Men i Boulognes Havn, ved det smalle Stræde
ved Calais, lod Bonaparte samle en Flaade paa 2300
Transport- og Krigsfartøjer, der i Løbet af faa Timer
skulde kunne føre 150,000 Mand og 15,000 Heste
over til Englands Kyst. Denne vældige Troppestyrke
koncentreredes ligeledes ved Boulogne; thi fra dette
Sted, hvor Cæsar Aar 55 f. Kr. havde samlet sine
Skibe og sine Legioner til et Angreb paa England,
vilde Bonaparte ængste Øriget med en Landgang.
Den engelske Nationalfølelse kom i den voldsomste
Bevægelse. Freden ved den hjemlige Arne blev paa
én Gang alvorlig truet, thi hvad kunde man ikke
vente sig af Bonaparte i Retning af eventyrlig
Dristighed?
I England opholdt der sig en Mængde af
Første-Konsulens ivrigste Fjender. Greven af Artois, Ludvig
XVI’s Broder, samt de tidligere Konventsgeneraler
Dumouriez og Pichegru, — af hvilke den første
havde maattet flygte paa Grund af sine forræderske
Forbindelser med Bourbonerne, medens den sidste
var sluppen bort fra sit Forvisningssted Cayenne i
en skrøbelig Baad. En stor Del andre
yderlig-gaaende Royalister havde ligeledes fundet Tilflugt
her og pønsede uafladelig paa Sammensværgelser
herfra imod Bonaparte. I den korte Fredsperiode
havde de maattet holde sig stille. Fredsbrudet
vakte dem paa ny til Handling, og paavirkede af
den truende Fare, Landgangen paa Englands Kyst,
gik en Del ledende, indflydelsesrige, engelske Mænd,
endog flere af Regeringens Medlemmer, med til en
nv Plan om at fælde den forhadte Fjende og derved
bane Vejen for Bourbonernes Tilbagekomst. Man
vilde ikke længer overlade noget til Tilfældigheder og
benytte Helvedesmaskiner eller sligt, men med en
tilstrækkelig stor Troppestyrke overfalde Første-Konsul
i Paris’ Gader og enten dræbe eller fange ham.
Hovedrollen skulde udføres af General Moreau, hvis
Skinsyge og Opposition mod Første-Konsul var
almindelig bekendt. Pichegru begav sig til Paris for
at træffe de sidste Aftaler med Moreau; den altid
redebonne Cadoudal skulde samtidig i al
Hemmelighed gaa i Land paa Nordkysten med en Del
Emigranter og forberede en Rejsning af Chouanerne i
Vendée.
Men inden nogen af de Sammensvorne havde
forladt London, vidste Bonaparte Besked med alle deres
Planer, og efterhaanden som de i Februar og Marts
1804 kom over til
Frankrig, blev de
øjeblikkelig sat fast,
gennem flere — til Dels
med Tvangsmidler
gennemførte Forhør — fik
man Lys i Sagen.
Cadoudal blev skudt med
11 Kammerater,
Pichegru havde kvalt sig
i Fængslet, og Moreau,
Første-Konsulens eneste
Medbejler som General,
hvis Sejre maaske
havde været lige saa
straalende, men ikke
saa politisk afgørende
som hans, blev dømt
til Fængsel og senere
Forvisning.
Men de bourbonske Prinser, som stod bag ved
Sammensværgelsen, og hvis Delagtighed i den blev lagt
klart for Dagen under Forhørene, havde tilføjet Sagen
ubodelig Skade. Thi Bonapartes Liv fik kun forøget
Værdi for Franskmændene ved Forestillingen om,
hvor efterstræbt han var af Republikens Fjender.
De Sammensvorne havde øjensynlig kun ventet paa,
at en af de bourbonske Prinser hemmelig skulde
komme til Stede, for at bryde løs; engelske Agenter
var paa Færde rundt om i Europa og ophidsede
Emigranterne imod ham, der stod den legitime
Kongeslægt i Vejen, og Bonaparte besluttede nu at
statuere et Eksempel. Europa skulde se, at
Bourbonernes Tid var forbi, og at han ikke gøs tilbage
for noget, naar det gjaldt at forsvare den Bygning,
han havde rejst, og som vilde styrte sammen ved
hans eget Fald. Hverken Ludvig af Provence eller
Carl af Artois kunde han faa Ram paa, men i
Frankrigs umiddelbare Nærhed, i Ettenheim i
Hertugdømmet Baden, opholdt sig den unge Hertug af
Enghien (udt. anggæng), den sidste Mand af den
berømte Slægt Condé, en Sidelinje af det bourbonske
Hus. Hans Navn var blevet nævnet i Forbindelse
med de Sammensvorne, og Første-Konsul kunde,
efter hvad der forelaa, have nogen Anledning til at
tro, at han var den bourbonske Prins, som de
Sammensvorne ventede paa i Paris for at overfalde
445
446
Fig. 179. Murat.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
