Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Europa ved Aarhundredskiftet - Den kronede Jakobiner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DET NITTENDE AARHUNDREDE
alle Raad fra de mest kyndige og erfarne Folk«.
Saaledes opnaaede han efterhaanden at isolere sig
fuldstændig. Alle omkring ham iagttog en frygtsom og
passiv Holdning. Denne Satan af et Menneske, —
sagde den haarde og raa General Vandamme om ham
saa sent som i 1815, altsaa da Lykken havde forladt
ham, — øver en Trolddom over mig, som jeg ikke
kan forklare. Det gaar saa vidt, at naar jeg, der
hverken er bange for Gud eller for Djævelen, nærmer
mig ham, er jeg nær ved at ryste som et Barn. Han
kunde faa mig til at krybe gennem et Naaleøje!
Alle frygtede ham, selv Kejserinden skælvede for
ham. Ved de store Hoffester, hvor der udfoldedes
den mest overdaadige Pragt, herskede der en
trykkende Tavshed. Folk kedede sig til døde under de
endeløse Tragedier, Damerne forfærdedes over de
plumpe Spørgsmaal, som Kejseren morede sig med
at gøre dem, eller over den Aabenhjertighed,
hvormed han omtalte deres private Liv. Han alene
paa-lagde sig ingen Tvang, og var — trods
Kejserværdigheden — grov, uopdragen, usømmelig, hvis det
morede ham, medens alle andre holdtes i det
utaale-ligste Ceremoniels stiveste Spændetrøje. »Hoffet var
en Galej,« skriver en samtidig Hofmand, »hvor vi
alle som Galejslaver maatte ro i Takt.«
Freden i Tilsit, der havde skaffet Napoleon en
Forbundsfælle i Rusland, havde ikke været hans
Ønske, men var nærmest bleven ham paatvungen af
Forholdene. Han havde meget hellere fulgt sin
oprindelige Plan, at gøre sig Rusland underdanig med det
samme ved Hjælp af Polen og Tyrkiet. Men det var
ikke blot hans fejlslagne Forhaabninger med Hensyn
til denne Bistand, der bragte ham til at standse ved
Niemen, det var tillige Forholdene i Frankrig.
Thi det var kun med Nød og næppe, at
Kejserens glimrende Sejre havde formaaet at dæmpe
Franskmændenes Utilfredshed med den evige Krig;
de begyndte at forstaa, at Kejser Napoleons Politik
langt mere var rettet paa rent personlige Maal,
Tilfredsstillelse af hans egen umættelige Ærgerrighed,
end paa Frankrigs Lykke. Derfor modtog man
Meddelelsen om hans Sejre over Prøjsserne og
Russerne uden Jubel; selv om Krigen blev ført i fremmed
Land og altid paa Fjendens Bekostning, var der
ingen Grund til at glæde sig over, at Landets Sønner
udgød sit Blod i en magtsyg Erobrers egenkærlige
Interesser. Og Napoleon, der under Revolutionen
havde set, hvad Folkestemningen formaaede, frygtede
Folket og bøjede sig for dets Krav, saa snart hans
aarvaagne Politi havde meddelt ham de første Spor
til Misfornøjelse.
Han standsede altsaa øjeblikkelig Krigens
Haandværk og vendte sig til Fredens. Lov udgik paa Lov
til Ophjælpning af Handelen, Forbedring af
Finans-væseuet og af Fattigvæsenet. ’Nye Ryer blev anlagte,
Kanaler gravede, Telegraftaarne byggede og de
mægtige Veje over Simplon og Mont Cenis paabegyndte.
Hovedstaden tog han sig af med særlig Interesse;
Seinekajerne blev byggede, Rroer over dem opførtes
til Minde om Austerlitz og Jena, Triumfbuer rejste
sig, Louvre blev udvidet, nye Gader anlagte og
Triumfsøjlen rejst paa Place Vendöme. Der var nok at
gøre for alle Hænder; ingen behøvede at sulte. Og
det var Folkets Sult, Napoleon frygtede mest af alt.
Men skulde det komme til, hvad han vilde gøre
alt for at undgaa, at han fik Folket imod sig, saa
maatte han kunde stole paa sin Hær og sine
Embedsmænd. Derfor oprettede han en ny Adel og
fordelte de foran omtalte italienske og tyske
Hertugdømmer mellem sine Generaler og Marskaller.
Klingende Titler, betydelige Landsdele og store Rigdomme
i rede Penge blev skænket til hans Trofaste, en hel,
en halv, en kvart Million til hver af Generalerne;
12 Millioner fordeltes mellem bestemte Afdelinger af
Soldaterne. Invaliderne filc 500 Francs hver om
Aaret. Fem Civil-Embedsmænd blev ligeledes
Hertuger. De andre fik Ret til adelige Titler, og Folk,
der oprettede Stamhuse, fik Ret til at lade Titlerne
gaa i Arv. Belønning for dem, der gik med, Frygt
for dem, der gik imod, — det var Napoleons
Grundsætning. Litteratur, Teater og Aviser blev atter
spærret inde under den strengeste Censur.
Midt i denne Virksomhed, der paa mange Maader
ledede Udviklingen i Retning af den gamle
Samfundsorden, kom det som et Tordenskrald:
Englænderne har bombarderet Kjøbenhavn i tre Dage,
2.—5. September 1807, og bortført den danske
Flaade. En hemmelig Modstander af Zarens
franskvenlige Politik havde straks efter Freden i Tilsit sendt
en Meddelelse til den engelske Regering om den
hemmelige Artikel i Fredstraktaten, i Følge hvilken Danmark
og Portugal skulde tvinges til at tiltræde
Fastlands-spærringen og Danmark tillige til at udlevere sin Flaade
til Napoleon. England turde ikke se den danske
Flaade i hans Hænder. De danske Søfolk havde
2. April 1801 paa deres svinebundne Rlokskibe og
Pramme gjort selve Nelson, Englands berømteste
Søhelt, Sejren stridig, — hvad vilde den danske
Flaade ikke kunne gøre, om den gik Frankrigs
Ærende? Stemningen imod Englænderne havde længe
været yderst forbitret i København, paa Grund af
deres Overmod til Søs; i 1795, da Ryen brændte,
havde Folket straks udpeget Englænderne som
Ophavsmænd til Branden. Paa Grund af dette
Nationalhad blev Englands Fordring om Flaadens Udlevering,
dets Løfte om dens Tilbagegivelse, saa snart der var
sluttet Fred med Napoleon, saa vel som Løftet om
at stille Tropper og Skibe til den danske Regerings
Disposition til Landets Forsvar, uænset af
Regeringen. Og Flaaden blev efter Rombardementet ført
bort som Krigsbj’tte. Den 30. Oktober sluttede
Danmark Forbund med Frankrig.
Portugal var den anden Sømagt, som i Følge
Tilsitfreden skulde tvinges ind i Afspærringspolitiken.
Under Krigen med Prøjssen havde Napoleon faaet at
vide, at Spanien ikke overholdt sine Forpligtelser til
at lukke sine Havne, og han besluttede derfor at
tvinge begge Magter paa en Gang. Den 18. Oktober
rykkede Junot ind i Portugal, og den 13. November
1807 erklærede Napoleon, at Huset Braganza havde
ophørt at herske i Portugal. Kongefamilien flygtede
til Brasilien, og Junot besatte Lissabon. Men i
Madrid var samtidig Striden mellem »Fredsfyrsten«,
Ministeren Godoy, og Dronningen paa den ene og
Kronprinsen paa den anden Side kommet til Udbrud,
og Napoleon lod en anden fransk Hær rykke ind i
Spanien under Paaskud af, at England truede med
483
468
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
