Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Europa ved Aarhundredskiftet - Den kronede Jakobiner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPA INDTIL 1815
en Landgang. Folket troede, at de franske Tropper
skulde opretholde den forhadte Godoys Regimente og
tvang ved en Opstand i Aranjuez Kongen til at
nedlægge Kronen til Fordel for sin Søn; men ved en
Sammenkomst i Bayonne bevægede Napoleon den
svage Konge til at tage sin Tronfrasigelse tilbage og
overlade ham Sagen til Afgørelse. Den 6. Juni
1808 udnævnte han sin Broder Joseph til Konge i
Spanien. Kongeriget Neapel blev overladt til Murat
og hans herskesyge Hustru Caroline. Huset
Bonaparte havde nu over alt afløst Huset Bourbon.
Napoleon anstrengte sig af yderste Evne for at
vinde det spanske Folk for dets nye Hersker; han
lod udarbejde en fri Forfatning for det og søgte
paa alle Maader at ophjælpe Indtægtskilderne og
atter hæve det i saa lang Tid vanrøgtede spanske
Rige. Men de stolte Spaniere harmedes over de
fremmedes Indtrængen og over at blive paatvunget
en Konge; og med Nationalitetsfølelsen forbandt sig
den religiøse Følelse og opflammede yderligere til
Kamp mod Franskmændene, den hellige Faders
Fjender. Da Joseph den 14. Juli 1808 holdt sit
Indtog i Madrid, havde Landet alt i flere Maaneder
viden om staaet i Oprør*). Forgæves belejrede
Franskmændene Saragossa og Valencia, forgæves søgte
deres Generaler at vise sin Krigskunst i Bjergene;
General Dupont maatte overgive sig ved Baylen med
17,000 Mand, og ved Cintra, tæt ved Lissabon, blev
Junot tvunget til at kapitulere i August af en engelsk
ündsætningshær. Efter 14 Dages Ophold i Madrid
forlod Kong Joseph Byen og trak sig tilbage Nord
for Ebro.
Uden at drage Nytte af de vundne Fordele
hengav Spanien sig sorgløs til Glæden over Kong
Josephs Flugt og sine heltemodige Bedrifter. Men
imens havde Napoleon selv sat sig i Bevægelse og
kom til Hovedkvarteret i Vittoria den 5. November
1808. Den spanske Hær stod paa den sydlige Side
af Ebrofloden, fra Saragossa ind i Biscaya. Allerede
før Napoleon indtraf, var dens venstre Fløj trængt
tilbage; den 10. November blev Burgos taget, Dagen
efter tabte Spanierne Slaget ved Espinosa, den 23.
overvindes deres Centrum ved Tudela, og højre Fløj
trækker sig tilbage til Saragossa, som atter belejres
og tages efter den tapreste og mest fortvivlede
Modstand; 8 Dage senere tages Somosierra, og den 4.
December drog Napoleon efter en kort, men hæftig
Modstand ind i Madrid. Den engelske Hær, der
rykkede frem, blev trængt tilbage af Soult og nødt
til at forlade Spanien og gaa om Bord paa sine
Skibe i Coruna.
Det spanske Folks Rejsning mod
Fremmedlierre-dømmet havde vakt den største Opmærksomhed i
Europa og navnlig gjort et dybt Indtryk i Tyskland.
Tyske Digtere og Lærde bearbejdede
Folkestemningen, der endelig var kommen i Bevægelse under
Napoleons Krig i Nordtyskland og Justitsmordet paa Palm.
Broderskaber, »sædelig videnskabelige« Foreninger,
*) Det var denne Rejsning, som bragte de spanske Tropper,
der under Bernadotte stod i Danmark, til at forlade de
franske Faner. Bernadotte skulde understøtte det russiske
Angreb paa Finland ved en Landgang paa Skaane over de
danske Øer. Han hindredes imidlertid i at komme over
Bæltet af engelske Orlogsmænd, som senere optog de spanske
Tropper og bragte dem hjem.
der skulde arbejde paa Udbredelsen af den tyske
Enhedsfølelse og paa at vække Folkeaanden, blev
stiftede — de saakaldte »Tugendbund«; — i
Begyndelsen optraadte de aabenlyst, men da den prøjssiske
Regering paa fransk Kommando maatte udstede
Forbud imod dem, gik de over til at blive hemmelige
og vandt kun derved saa meget større Udbredelse.
Den offentlige Mening i Prøjssen udtalte sig med
større og større Tydelighed for Krig imod Napoleon.
Før Kejseren selv havde begivet sig til Spanien i
Efteraaret 1808, havde han i Begyndelsen af Oktober
haft et Møde med Zaren i Erfurt, hvor alle hans
tyske Vasalfyrster var mødte, for med egne Øjne at
overbevises om Styrken af det russisk-franske
Venskab og for at give Mødet saa meget mere Glans.
Men medens de franske Skuespillere med Talma i
Spidsen optraadte »for et Parterre af Konger«,
medens Kejseren synlig viste Tysklands aandelige
Stormænd, Digtere og Lærde, en Opmærksomhed, der
var dobbelt iøjnefaldende ved Siden af den Bingeagt,
han viste mange af de tyske Fyrster, pønsede unge
begejstrede Frihedsmænd paa ved Snigmord at befri
Tyskland for Tyrannen. Men den gunstige Lejlighed
kom ikke; derimod opdagede Napoleon den prøjssiske
Minister Baron v. Steins Plan til en tysk
Folkerejsning, hvilket udsatte den udmærkede Fædrelandsven
for Napoleons rasende Vrede, saa at han ligefrem
satte en Pris paa hans Hoved og tvang den
prøjssiske Konge til at forfølge Statens trofaste Tjener og
bedste Mand som en Forbryder. Prøjssens Hænder
blev fuldstændig bundne ved Mødet i Erfurt, og da
de to Kejsere skiltes, havde de sluttet Forbund
paa mindst 10 Aar. Zaren skulde have Lov til at
tage Finland fra Sverige og mod Syd udvide sig til
Donau paa Tyrkiets Bekostning imod at angribe
Østerrig, hvis det erklærede Frankrig Krig, imedens
Napoleon var beskæftiget i Spanien.
Da de engelske Undsætningstropper havde forladt
Spanien i Januar 1809, mente Napoleon, at hans
Broder Joseph med en Hær paa 300,000 Mand,
under de første Generaler, vilde kunne hævde det
franske Herredømme her, og rejste til Paris i
største Hast.
Thi der var Tegn paa Uro i Luften. Kongen af
Prøjssen blev med store Æresbevisninger modtaget
af Zaren i St. Petersborg, og Kejseren af Østerrig,
der var vidende om, at Napoleon, saa snart
Spanien var underkuet, vilde kaste sig over Tyrkiet,
hvorefter Turen atter vilde komme til hans egne
Lande, havde begyndt at ruste. Han stod ikke længer
som Arvtager til det gamle, ormstukne,
tj7sk-ro-merske Rige, men som Repræsentant for den
vaagnende tyske Fædrelandsfølelse; thi med Prøjssens
Førerstilling var det forbi; dets Regering nød nu
langt mere Ringeagt end Tillid hos det tyske Folk.
En voldsom Begejstring for det gamle Herskerhus
brød paa én Gang frem. »Vort Kampraab,« sang
Digteren Ernst Morits Arndt, »være Frihed og
Østerrig! Huset Habsburg skal herske!«
Det var denne Stemning, som den østerrigske
Kejser ønskede at benytte, inden Napoleon var bleven
styrket ved Spaniens fuldstændige Underkuelse.
Erke-hertug Carl udstedte et Opraab til alle tyske Mænd
om at rejse sig mod den fremmede Voldsmand, og
den 9. April blev Krigen erklæret. De østerrigske
457
470
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
