Note: Translator Helene Jacobson died in 1958, less than 70 years ago. Therefore, this work is protected by copyright, restricting your legal rights to reproduce it. However, you are welcome to view it on screen, as you do now. Read more about copyright.
Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
svundet bort fra hendes Hjærte. Hun
tørstede efter Meddelelser fra sin Moder, sine
Slægtninge og Venner. Hun var selv en
meget flittig Korrespondent, og hendes Breve,
med den uregelbundne, vanskelige Haandskrift,
var de bedst mulige, aldrig »forfattede«, altid
spontane, naturlige, talte. Og selv i denne,
af hendes personlige Lykke saa opfyldte, Tid
havde hun Tanke for alt, som rørte sig
indenfor det aandelige eller literære Liv i
Fædrelandet, og hun udtalte sin inderlige Glæde over,
hvad der fremkom af godt. Hun skrev f. Eks.
om »det store Bevis for Modenhed«, som
Mathilda Roos havde aflagt i sin sidste Roman
(Genom skuggor), om den Fornøjelse, hun
havde haft af Alhild Agrells »fortræffelige
Lovisa Petterkvist«, om sin Glæde over (i
Ord og Bild), at have læst Ellen Nybloms
Digte, som med deres individuelle Tone syntes
hende at give rige Løfter om, at Forfatterinden
vilde blive »en ægte Digterinde«.
Efter nogle »ubeskriveligt herlige« Uger paa
det elskede Capri, vendte Mand og Hustru
tilbage til Napoli, og efter at Husmoderen nu
havde ordnet Hjemmet for Vinteren, haabede
hun, at det skulde lykkes hende at komme til
at arbejde. Hun skrev imidlertid:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
