Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første bok - VI. Forpagtergaarden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ge en
viss fart, og var allerede langt paavei henimot melke-
stuen med en egen vaggende gang og en fedtrul i nak-
ken, som bragte en til at tænke paa en liten gjøgris.
Da nu stivelsen var øst op ved Mollys hjelp og jer-
nene sat bort, tok mrs. Poyser sit strikketøi, som altid
laa paa rede haand, og som var det arbeide hun likte
bedst, fordi hun kunde skjøtte det rent automatisk,
mens hun gik frem og tilbake. Men nu satte hun sig
like overfor Dinah, som hun betragtet grundende, alt
imens hun strikket paa sin graa strømpe.
«Du er din tante Judith op av dage, Dinah, naar
du sitter slik og syr. Jeg kunde næsten tro, det var
for tredive aar siden og jeg var en liten jentunge og
sat og, saa paa Judith, naar hun sat og sydde efter at
hun hadde stelt huset — men det var nu bare et lite
hus, far hadde, og ikke saadant et stort skrummel som
blir skiddent i den ene ende mens en holder paa at vaske
i den anden, men allikevel kunde jeg næsten tro, at du
var din tante Judith, det er bare det, at hun hadde noe
mørkere haar end du, og saa var hun noe bredere over
skuldrene. Judith og jeg, vi hang nu altid sammen,
skjønt hun var rigtig rar, det var hun, men din mor og
hun, de kom aldrig overens. Ja det tænkte hun nu
mindst, din mor, at hun skulde faa en datter som var
Judith op av dage, og at hun skulde gaa fra hende
baade hun og hendes mand og det skulde bli Judith som
fødte hende op med teske, mens hun selv laa paa kirke-
gaarden i Stoniton. Men det sier jeg, at Judith hun
vilde baaret et bismerpund naarsomhelst, naar hun bare
derved kunde sparet andre fra at bære en mark.»
«Ja hun var en velsignet kvinde,» sa Dinah. «Gud
gav hende en kjærlig, selvforglemmende natur, og han
fuldkommengjorde hende ved sin naade. Og hun holdt
ogsaa av dig, tante Rachel. Hun talte ofte saadan kjær-
lig om dig som du om hende. Da hun var saa Syk,
dengang jeg bare var elleve aar, sa hun ofte til mig:
«Hvis jeg nu skulde dø fra dig, saa har du ialfald een
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
