Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden bok - LII. Høstaften
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 508. —
stor grund til at være taknemlig mot disse mænd med
de haarde arbeidshænder — hænder, som nu har blandet
sit støv med den jord, de saa trofast bearbeidet, idet de
gjorde alt sit for at den skulde bære grøde for andre,
mens de selv fik mindst mulig som løn.
Saa var det Aliek — formand og gjæter — som
sat for den anden bordende, likeoverfor sin herre, med
stort rødmusset ansigt og brede skuldre. Han stod ikke
paa den aller bedste fot med gamle Kester; sandt at si
saa snerret de til hinanden, ti skjønt der sandsynligvis
hersket liten uoverensstemmelse mellem dem angaaende
hækker og grøfter og lammenes røkt, saa var de ganske
og aldeles uenige angaaende hinandens respektive fortje-
nester. Og Alick var i det hele tat ikke av de sukker-
søte; tvertimot, han snerret næsten altid en smule, og
der var noget av bulldoggen over hans brede ansigt og
skikkelse, noget saadant som: «rører ikke du mig, saa
rører ikke jeg dig», men han var saa ærlig, at han hel-
ler hadde kløvet et havregryn i to end tat mere end
der retmæssig tilkom ham; og han holdt paa sin hus-
bonds eiendom som om den hadde været hans egen —
kastet smaa haandfuld av det skadede korn ut til kyl-
lingerne, fordi det vilde forekommet ham som syndig
ødselhet at kaste ut store. Den godmodige Tim kjører,
som elsket sine hester, hadde et horn i siden til Alick
for dette. De snakket sjelden til hinanden og saa aldrig
paa hverandre, selv naar de sat med sit fat kolde pote-
ter mellem sig; men dette var forresten deres alminde-
lige væsen; det gaar ikke rigtig an derav at drage den
slutning, at de var hinanden saa fiendske. Hayslope-
bonden hører ikke til disse smilende, gemytlige, lystige
landmænd, som det later til der er saa mange av i de
distrikter, hvor kunstnere færdes. De milde straaler
av et smil saaes sjelden paa en markarbeiders ansigt;
der er ikke noget mellem tungt alvor og rigtig latter.
Heller ikke var alle arbeidere saa ærlige som vor ven
Alick. Ved dette selvsamme bord sat store Ben Tholo-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
