Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - De Hamborgske erkebispers forsøg pa at generhverve primatet over den nordiske kirke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
usansynligt, at slige domme overbragtes af en kardinalpresbyter, og
dét ovenikøbet således, at man ventede han vilde blive
overøst med gaver. Langt snarere må man antage, at Martin var
sendt herop med palliet til Asger, da en simpel klerk som
Herman neppe kunde overlevere det i pavens navn, og
sendelsens tid, den første halvdel af 1134, svarer da fortræffelig
til den udvikling af begivenhederne, der i enhver henseende
må anses for den naturligste.
Fra dette øjeblik af var forståelsen mellem pavekurien og
det nordiske erkebispedømme genoprettet for bestandig, og det
lykkedes aldrig mere nogen tysk prælat at få paven på sin
side i denne sag. Det var da en lykke, at Lund i Eskil ejede
en mand, der både så hvad det gjaldt om, og forstod at kæmpe
med de rette våben, thi Asger, der, som det synes, havde fået
sin værdighed mere ved andres end ved sin egen anstrængelse,
forstod neppe at sætte tilbørlig pris på den, eller i alle
tilfælde ikke at hævde den. Det er derfor vistnok også med et
sideblik til de kirkelige forhold, at den samtidige
Roskildekrønike siger om ham, at „han under rigets store nød ikke
stillede sig som en mur for Israels hus, men bøjede sig som
et siv for vejret“ [1]. Det er derfor heller ingenlunde
sandsynligt, hvad Helveg antager, at pavebullerne har havt nogen
indflydelse på hans partistilling mellem Nils og Erik; det omslag,
der fandt sted sidst på året 33, forklares vistnok bedst af frygt
for Eskils skæbne i Viborg og hans mægtige domprovsts
indflydelse [2]. Det går i det hele med de historiske tildragelser,
der kun er halvt kendte, som med genstande, der ses gennem
en tåge: deres omrids er ikke blot utydelige, men langt større
og mægtigere end i virkeligheden. Forskeren bliver tilbøjelig
til at tilskrive dem en indflydelse, som de aldrig har havt, at
drage dem med ind i forhold, som de er fremmede for, og i
dem at søge forklaringen til det, der ellers synes uforståeligt.
Når tågen da letter, ses det ofte, at arbejdet i den henseende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
