Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - De Hamborgske erkebispers forsøg pa at generhverve primatet over den nordiske kirke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men Åge tilhørte uden al tvivl en indflydelsesrig sønderjydsk
slægt, og vi ser da det samme opført her som samtidig i
Skåne, at folket ønskede bispedømmet skulde blive i en
bestemt „indfødt“ slægt, overfor hvilken Skåningerne f. ex.
kaldte Absalon og hans frænder for „fremmede“. Men når
det forholdt sig således med Hermans fordrivelse, når han af
denne grund havde menigheden og da vel også kapitlet mod
sig, så falder det helt naturligt, at han mismodig over sit
gentagne uheld i at søge kirkens store embeder opgav tanken om
at tiltvinge sig bispestolen og i mindelighed overlod den til
Åge, der da rimeligvis først herefter har modtaget indvielsen
af Eskil.
Men herved kommer det til at stå uforklaret, hvorfor Åge
er bleven fordrevet, som det synes kort tid efter. Det udtryk
Saxe bruger om ham, at han var „smittet af et skisma“, kommer
igen i anledning af Eskils udenlandsrejse, „for ikke at smittes
af et skisma“ [1], og må sikkert henføres til en spaltning i
pavedømmet eller erkebispedømmet. Men et paveskisma findes der
intet spor til hos os før hint store der fordrev Eskil, og det
er i sig selv usandsynligt, at en biskop på egen hånd skulde
have blandet sig i forhold, der ikke vedkom ham og kunde
berøve ham sin værdighed. Der findes derimod en bestemt
efterretning om et skisma i den danske kirke, netop på den
tid Åge må antages at være fordreven, skøndt det gøres så
ubetydeligt og latterligt som muligt af Saxe. Det opstod, da
Olav Haraldsøn havde ladet sig hylde som konge i Skåne, og
Eskil tiltrods for sin ed faldt fra ham og gik til Erik på
Sælland. Olav indsatte da en ny erkebiskop, der også hed Eskil,
og holdt sig en tid lang i rolig besiddelse af Skåne. Dette
skønnes ikke blot af de gamle kongelister fra Lund, der
opfører Olav som konge i to år, 1139-41, men også af Saxes
fortælling, at han følte sig så tryg i Skåne, at det lykkedes
Eskil og Erik at overraske hans folk, da de lå spredte på
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
