Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - De Hamborgske erkebispers forsøg pa at generhverve primatet over den nordiske kirke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nyttede ham ikke, at han bad kejseren om beskyttelse, thi
denne tog sagen helt koldsindigt og lod den bero [1]. Der
herskede dengang et meget spændt forhold mellem paven og
kejseren, og det var denne neppe ukært at få en lejlighed til at
ærgre sin hemmelige fjende. Der var da heller intet der kunde
forbitre Hadrian mere end en slig lovløshed mod en af kirkens
fyrster, der tilmed stod i et personligt venskabsforhold til ham,
og denne lille begivenhed blev en gnist, der for en kort tid
lod den dybe modsætning mellem den højeste verdslige og
kirkelige magt slå op i lyse luer, - indtil atter fornuften tog
lidenskaben tilfange og kampen udsattes nogle år endnu. -
Da kejseren ikke vilde lægge sin indflydelse i vægtskålen, men
rimeligvis henviste til den almindelige måde at slippe ud af
en sådan forlegenhed på, ved at betale for sig, forbød Eskil
på det bestemteste sine frænder og landsmænd at foretage det
mindste i den retning, og henvendte sig med sine klager til
Hadrian. Denne blev i høj grad forbitret over kejserens
ligegyldighed og afsendte et tordenbrev til mødet i Besançon, i
Oktober 1157, med to af kirkens højeste prælater, sin kansler,
kardinal Roland, den senere pave Alexander III, og kardinalen
Bernhard. Paven betegnede heri erkebispens fængsling som
en uhørt forbrydelse, en fornærmelse ikke blot mod kirken,
men også mod kejserdømmet, der ikke på nogen måde kunde
lades ustraffet. Det var ham derfor uforklarligt, hvorledes
kejseren havde kunnet se så ligegyldig på en sag, der var vidt
og bredt bekendt og havde vakt alles forbavselse; følgen var,
at ophavsmændene efter hans optræden anså sig for brødefri,
da retfærdighedens arm ikke traf dem strax. Paven havde
søgt grunden til denne opførsel hos sig selv, men var ikke
istand til at finde den, thi stedse var han sig bevidst at have
vist Fredrik venskab, ligesom han havde givet ham
kejserkronen. „Alligevel må vi formode og frygte, fortsætter han,
når det er øjensynligt, at du ser gennem fingrene med en så
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
