Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - De Hamborgske erkebispers forsøg pa at generhverve primatet over den nordiske kirke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Senere kronedes de to børn Magnus Erlingsøn i Norge og Knud
Valdemarsøn i Danmark; det var en kirkelig indvielse til en
stor fremtid. Mellem disse vilde Valdemars kroning, om den
havde fundet sted, stå som en afvigelse, hvis hensigt i hvert
tilfælde måtte være stærkt udpræget, og da nærmest være at
vise sin uafhængighed af kejserdømmet; men det passer kun
slet til, at han næste år sender folk til Tyskland med
hyldningsløfte. Desuden kan det ikke let tænkes, at samtiden, der lagde
så stor vægt på Knuds kroning, skulde have glemt Valdemars,
og dog er der ingen af de samtidige kilder, der ved noget om
den at sige; alle lægger de derimod vægt på, at han efter
slaget i Jylland blev enekonge[1]. Dertil kommer, at Valdemar
aldrig i sine breve betegner sig selv som kronet, hvad der
derimod er tilfældet med Knud. Denne modsætning kommer
især frem i den sællandske kirkeret, der siges at være given
„a fiurtande vintær valdemar konungs, sithæn han varth en
valdugh konung - oc en iamlangæ oc tre ukæ oc thre daghæ,
sithæn - kong knut konung valdemar sun var crunæth oc til
konung vight“ osv. [2]
Der er kun en ældre kilde, der har noget om Valdemars
kroning, men den har da havt det held eller uheld at blive
troet bedst af dem alle, nemlig den såkaldte Roskildekrønike.
Selve den gamle krønike går kun til omtrent 1139, som
tidligere omtalt, men den findes fortsat til kong Valdemar II’s
tid, således som den er overleveret os. Det træffer sig dog
så heldigt, at originalen til denne fortsættelse i den nyere tid
er kommen for dagen, nemlig i den „vita et translatio Canuti
ducis“, der synes at være skreven 1170 i anledning af Knuds
skrinlæggelse[3]; thi det beror øjensynlig på en misforståelse,
når den lærde udgiver vender forholdet om, da det, der i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
