Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - De Hamborgske erkebispers forsøg pa at generhverve primatet over den nordiske kirke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forudsætter sligt. Var det ham eller Hartvig af Bremen om at
gøre at ydmyge netop Eskil, da vilde de selvfølgelig ikke have
ladet det komme an på en pengesum. Kejseren vil kun slå
fast, at hver mand i slige sager skal skøtte sig selv, det har
intet med kejserdømmet at bestille, medens Eskil og paven
påstår, at kejserdømmet er kirkens sværd. Derfor kommer
Fredrik også frem med sin personlige anke mod Eskil: „havde
vi været venner“, har han vel omtrent svaret, „og havde der
været nogen personlig grund for mig dertil, skulde jeg gerne
befri dig, dog ingenlunde af hensyn til dit embede, thi det
vedkommer mig ikke; men tvertimod, du har bidraget dit til
at fjerne det danske rige og den danske kirke fra mig“. I
denne påstand ligger der en klage ikke blot af Hartvig, men
sikkert også af kejserens lensmand Sven, som Eskil havde
svigtet i det sidste øjeblik og derved tvunget til at forlade
landet. Men Eskil føler så dybt det forargelige i, at en mand
som han skal være udsat for at måtte betale for sin frihed,
at han hellere vil dø i fængsel end komme tilbage med vanære,
og på dette punkt står striden for hans vedkommende, da
pavens brev bringer kejserens hele vrede til udbrud. Det kan
ikke undre os, at Hartvig nu igen er påfærde; et sligt øjeblik
kom måske aldrig mere. Han fik da et halvt år efter, da
striden var kommen til sin fulde udvikling ved de bitre
rundskrivelser og vægtskålen afgjort hældede til kejserens side ved
de tyske bispers svar, en bekræftelse af Fredrik på hele sit
erkebispedømmes gamle omfang, således som kejser Ludvig
fordum havde bestemt det (d. 16. Marts 1158) [1]. Det var en
afgørelse, der på en vis måde svarede til den, Adelbero
opnåede af Innocens, men den var heller ikke af længere
varighed. Der fortælles nemlig, at danske udsendinge kom til
Augsburg i sommeren 1158, samtidig med pavens legater, og
bad om kejserens bekræftelse på Valdemars valg. Fredrik
modtog dem venlig, tog imod deres ed og løfte, men forlangte,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
