Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erkebispeskiftet i Lund 1177 og den Skånske Kirkelov.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
denne afgørelse. Samme år var nemlig Knud udnævnt til
konge i Skåne og Halland [1], en titel, der vistnok lagde hele
den verdslige bestyrelse i Absalons hånd, ligesom vi senere
ser, at efter Valdemars død erkebispens indflydelse bliver
aldeles overvejende i alle forhold. Alt var da forberedt på at
kue Skåningerne i det afgørende øjeblik, og efter nogle års
uroligheder stod Absalon på Lunde thingsted med samme
myndighed som før ved Ringsted. Og samtidigt hermed
undertryktes de sidste forsøg på en rejsning af den danske almue
til fordel for kongefrænderne, medens Venderne fuldstændigt
bukkede under for erkebispens våbenlykke, og deres fyrster
modtog landene til len af Knud, der selv sad på sin trone
uden den skygge af tysk afhængighed, der havde fulgt Valdemar
siden mødet i Besançon. Således blev de nærmeste år efter
erkebispeskiftet, der tegnede så truende, fulde af velsignelse
for konge og rige, og skøndt Eskil ikke så det sidste udfald
(† d. 6. Sept. 1182), kunde han dog gå i sin grav med den
fulde overbevisning, at han havde gavnet Danmark ligesåmeget
ved sin sidste gerning i fædrelandet som ved hele sit
dådrige liv.
Scenen i St. Lavrentiuskirkens kor, da Eskil forgæves
bønfalder Absalon om at overtage den højeste værdighed i den
nordiske kirke, er da ingen hul komedie og endnu mindre et
forargeligt skalkeskjul for lave beregninger mellem to slægter,
der vil vriste magten af hinandens hænder; det er tvertimod
et af de største øjeblikke i vor historie. Den mægtigste
personlighed, vort fædreland har frembragt, er stedt for en
afgørelse, der bringer hans sjæl til at dirre; medens den
storslåede olding, der ligesom med den ene fod står i fortidens
minder som den eneste tilbageblevne af dens mange
eventyrlige skikkelser, og med den anden i Sydens stille klostercelle,
udtaler kaldets ord og bønfalder ham om at modtage det, og
den ridderlige konge giver sit bifald og sin fortrøstning til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>