Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nyere tyske bidrag til den danske middelalders historie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mistanken har tidlig været rettet mod erkebispedømmets
adkomstbreve; i sammenhæng fremsattes og begrundedes den
først af J. Asmussen i „Archiv für Staats- und Kirchengeschichte
der Herzogthümer Schl. Holst. Lauenb. I“ (Kiel 1833), uden
at det dog kunde lykkes ham at få de afgørende momenter
for bedømmelsen frem. Lappenberg gjorde et nyt skridt, efterat
en del originaler var fundne i Stade, og han skaffede
undersøgelsen et fast udgangspunkt ved udgivelsen af sit
„Hamburgisches Urkundenbuch“, til hvilket han skrev et tillæg
(Beilage I) om pavebrevenes ægthed. Heller ikke han kom dog
ud over det ældre standpunkt at tage hensyn til en række
mindre kriterier, af hvilke intet var afgørende i og for sig, og
bedømmelsen kom altså atter til syvende og sidst til at bero
på et skøn. Da skaffede Jaffé i sine „Regesta pontificum“,
ved at sammenstille pavebreve allevegne fra, et rigt materiale
tilveje til vurderingen og en bestemt afgørelse af en række
tvivlsmål, især ved at gøre opmærksom på, at der ikke i ægte
breve forekommer nogen pavelig kansler som datarius før under
Gregorius VI (1045-46). Da det nu viste sig, at de fleste af
de nylig fundne originaler fra en ældre tid foregav at være
udstedte af kanslere, var dermed også deres uægthed godtgjort
trods pergament og segl.
Der haves ialt 15 buller til erkebisperne i Hamborg
angående legationen til de nordiske folk før Innocens II’s fra
1133, der atter „efter de gamle pavers privilegier“ underordner
den nordiske kirke under erkesædet i Hamborg; et par er
desuden rimeligvis gået tabte i tidens løb. Den første er
udstedt af Gregorius IV og rettet til Ansgar (o. 831), den sidste
af Alexander II til Limar (1073). Af disse 15 er de 6 daterede
af kanslere før den tid, disse ellers plejer at optræde, og altså
falske; de foregives at være udstedte af Sergius (846,
Lappenberg, Hamb. Urk. nr. 11), Leo IV (849, nr. 13), Hadrianus II
(872, nr. 20), Johannes X (920, nr. 29), Benediktus VIII
(1022, nr. 64) og Benediktus IX (1044, nr. 71). Men er disse
falske - hvad andre grunde alt tildels lod formode -, da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
